Randers: Det er efterhånden ved at være længe siden, de første rygter om en kommende Burger King i det nordlige Randers begyndte at florere. Men i dag er næsten alle forhindringer ved at være fjernet, og derfor gør Svensk Butiksutveckling, som bygger og udvikler nye burgerrestauranter for Burger King, sig nu klar til for alvor at begynde det arbejde, de har glædet sig til længe.
- Vi venter stadig på byggetilladelsen, men vi forventer, at Randers Kommune er klar med den inden for to-tre uger, siger medejer i Svensk Butiksutveckling, Carsten Krebs, som ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene, mens han og hans samarbejdspartnere afventer det sidste stik fra Randers Kommune.
For så snart kalenderen siger fredag 1. april, overtager Svensk Butiksutveckling officielt råderetten over Mariagervej 157. Og allerede samme dag går bulldozerne i gang med nedrivningen af den forreste bygning på grunden, fortæller Carsten Krebs.
- Maskinerne ruller ind på grunden fredag klokken 12.00 for at begynde nedrivningen. Reelt set bliver det nok mest en symbolsk handling, for der er jo grænser for, hvad vi kan nå på en fredag eftermiddag, men vi har brugt så lang tid på det her projekt, så derfor ser vi også rigtig meget frem til at komme i gang med etableringen af den nye restaurant, siger han.
Mindst 20-25 ansatte
Eftersom den endelige byggetilladelse til den kommende Burger King stadig ikke er i hus, er det også stadig uvist, præcis hvor på grunden restauranten skal ligge.
Men bygningens udseende er der allerede styr på.
Den skal nemlig være nærmest identisk med en Burger King, som skal bygges i Vejle i løbet af i år.
Og hvad angår antallet af ansatte og en planlagt åbningsdag, så er der ifølge nordiske etableringsdirektør for Burger King, Peter Eriksson, også nogenlunde styr på de detaljer.
Det er således planen, at der som minimum skal ansættes 20-25 medarbejdere på den nye lokation i Randers.
- Vi forventer, at vi starter rekrutteringen af medarbejdere til sommer, så det passer med, at vi har staben på plads tre måneder før åbningen. Vi har stadig ikke en endelig åbningsdag på plads, men vi regner med, at det bliver på et tidspunkt enten i slutningen af oktober eller starten af november, siger Peter Eriksson.