Annonce
Randers Onsdag

Christian fra Randers samler på stemmer: Vil med på hundeslædetur i Nordnorge

Christian Wrang, her fotograferet midt i naturen i Hemsedal i Norge. Nu håber han at samle stemmer nok til, at han kan komme med på Fjällrävens polarekspedition til sommer. Privatfoto
Torsdag 12. december er sidste frist for at give 28-årige Christian Wrang sin stemme, hvis man vil medvirke til at sende ham afsted som deltager i Fjällrävens polar-ekspedition til foråret.
Annonce

Randers: 28-årige Christian Wrang fra Randers har meldt sig som en af de i skrivende stund 64 danskere, der forsøger at opnå tilstrækkeligt med stemmer til at blive udtaget til at deltage i Fjällräven Polar - en 300 kilometer lang slædetur, der finder sted i det nordlige Norge og i Nordsverige over nogle dage i marts-april i 2020.

Fjällräven, der producerer og markedsfører friluftsudstyr og beklædning, vil samle cirka 30 deltagere fra hele verden. Nogle udvælges på baggrund af personlige ansøgninger, andre på baggrund af det antal stemmer, de kan hente sig via Fjällrävens hjemmeside om slædehundeturen.

- Jeg har brugt så mange år på at spille håndbold på højt niveau. Det gør jeg ikke længere, men jeg fik et jagttegn i fødselsdagsgave af min kæreste, og der lærte jeg noget om, hvor skønt det er at komme ud i naturen. Jeg har været på jagt med gode kammerater, været på fisketure, jeg har taget Gudenå på langs i kano. Jeg kan simpelthen li' at komme ud, fortæller Christian Wrang.

- Jeg er fascineret af naturen. Jeg synes simpelthen, at det er fedt at være ude. Man oplever nogle fede ting, når man bevæger sig længere ud, end man kommer, hvis man bare følger stierne, fortsætter Christian Wrang.

- Derfor vil det være mit livs oplevelse, hvis jeg får lov at komme med.

Annonce

Randers-dreng

Christian Wrang er ægte Randers-dreng, født og opvokset i byen. Han havde sin skolegang på C. la Cours Skole og kom derefter på Handelsskolens elitesportscollege. Han spillede håndbold i Randers HH og var med, da holdet spillede i både 2. og i 1. division.

Uddannelsen fra elitesportscollege ledte videre til Aalborg Universitet, hvor Christian Wrang læste idræt som hovedfag og havde musik som sidefag.

- Så jeg spiller klaver. Og en lille smule guitar. Men det er nu mest for min søn, indskyder Christian Wrang.

Under studierne boede Christian Wrang gennem halvandet år i Aalborg, men spillede fortsat håndbold i Randers HH.

Tanken med studierne var at blive gymnasielærer og undervise idræt og musik.

- Men det er svært at finde job som gymnasielærer, i hvert fald med den kombination af fag. Der er for få timer i de to fag, oplyser Christian Wrang.

Derfor blev det til et lærerjob på la Cour, indtil der viste sig muligheden for at komme i gang med en ph. d.

- Det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til, fortsætter Wrang, der bruger sin tid på at forske i ungdomsfodbold.

Håndbolden derimod er lagt på hylden.

I dag bor Christian Wrang med sin kæreste, Maria, i Stevnstrup. De har sammen den næsten 11 måneder gamle søn Aske.

- For mig vil det være den ultimative naturoplevelse at komme med i Fjällräven Polar. At opleve naturen nord for Polarcirklen, 300 kilometer, nordlys, masser af hunde og kulde, det er lige mig, siger Christian Wrang.

Vil du give Christian Wrang din stemme, kan du gøre det her.

Afstemningen slutter 12. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce