Annonce
Randers Onsdag

Citychef: Det går godt med butikslivet i Randers centrum

I følge citychef i Randers City Forening, Mette Bræmer-Jensen, er midtbyens detailhandel udover corona også udfordret af onlinehandlen. "Det betyder, at både vi og vores medlemmer skal være ekstra skarpe til at tilbyde noget i byrummet, som man ikke kan få online. Det gør vi blandt andet ved at skabe byrum, hvor man kan sidde, lege, drikke kaffe med mere", siger hun der her ses i Rådhustorvets byrum som det tog sig ud i sommers. Arkivfoto: Frank Pedersen
Trods coronaepidemi og truslen fra onlinehandel er citychef i Randers City Forening, Mette Bræmer-Jensen, fuld af optimisme. - Der er flere butikker, der åbner end lukker i centrum og flere der bliver medlem af cityforeningen, siger hun.
Annonce

Randers: - Det går godt med butikslivet i Randers centrum, siger Mette Bræmer-Jensen, citychef i Randers City Forening.

- Siden coronaepidemien tog fart i marts, er der netto åbnet fem nye butikker i centrum, og cityforeningen har i de seneste tre måneder fået 11 nye medlemmer, hvilket jeg er utrolig glad for, fortsætter hun.

Mette Bræmer-Jensen fortæller, at man i Randers City Forening tydeligt har kunnet mærke, at der under coronaen har været meget mere fokus på det fællesskab, foreningen repræsenterer  blandt medlemmerne.

- Den tilbagemelding vi får fra de nye medlemmer er, at de gerne vil være med i fællesskabet i Randers City Forening, dels fordi de synes, vi gør et godt stykke arbejde og dels fordi de mærker de, at de bliver hørt. At de udfordringer de har, er noget vi handler på eller bærer videre, siger hun.

I forhold til corona har Mette Bræmer-Jensen et håb om, at restaurationsbranchen får lov at åbne endnu mere op.

- Vi har i den grad har brug for deres tilstedeværelse, siger hun.

Annonce

Afliver butiksdøden i midtbyen

Mette Bræmer-Jensen fortæller, at trods nettovækst i antal butikker i midtbyen kæmper Randers City Forening med den måde, som nogle omtaler butikslivet i midtbyen. For eksempel med udsagn om, at midtbyen er ved at dø hen.

- Det har intet på sig, tværtimod. Der er så mange virksomheder og forretninger, der har succes, vækster og udvider deres muligheder ved blandt andet at have lavet hjemmeleveringer under coronaen, etableret online salgskanaler, tænkt nyt og været omstillingsparate. Det giver mig en tro på, at det går den rigtige vej, derfor undrer det mig altså, at nogle mennesker stadig mener, at butikslivet i centrum er ved at dø hen, siger Mette Bræmer-Jensen.


Vi har helt klart udfordringer, og vi skal være agile og omstillingsparate i en digital tid. Vi må bare ikke glemme vores styrker, det som en by kan.

Mette Bræmer-Jensen, citychef i Randers City Forening


Hun tilføjer, at i Randers City Forening oplever man også, at der er en øget søgning på Randers fra virksomheder og butikker.

- Det ville der jo ikke være, hvis der ikke var et kundegrundlag, pointerer hun.

Det er særligt blandt midtbyens specialforretninger, at Mette Bræmer-Jensen ser, at det går rigtig godt, når det kommer til nye butikker.

- Det tror jeg skyldes, at der blandt forbrugerne er en kæmpe lyst til at handle i specialforretninger, hvor ejeren har valgt at føre et særligt udvalg, fordi det er det udvalg de tror på, er specialister i og brænder for, siger hun.

Mette Bræmer-Jensen tilføjer, at Randers midtby - ligesom detailhandelen generelt - er under forandring.

- Vi har helt klart udfordringer, og vi skal være agile og omstillingsparate i en digital tid. Vi må bare ikke glemme vores styrker, det som en by kan.

- Det vigtigste er derfor, at vi har fokus på, hvad det er, vi kan her i Randers, samt at vi bruger de potentialer, som vi har i forhold til nabobyerne. Lige nu har vi en by, som forretninger rigtig gerne vil ind, fordi vi i Randers har kunder, der bakker op og handler lokalt, bruger byen, og vores kulturtilbud. Dertil kommer, at vi har en kommune, der gerne vil prioritere byen, siger hun med henvisning til den Midtby Strategi, som Randers Kommune og Randers City Forening har udarbejdet i fællesskab, hvor byrådet har afsat 12 millioner kroner i perioden 2021-2023 til udvikling af midtbyen.

- Vi har en strategisk plan, og den skal vi arbejde med samtidig med, at vi er skarpe på den udvikling, der sker konstant, så vi er omstillingsparate og kan handle hurtigt. Vi har lært i denne tid, at det giver resultater at reagere hurtigt, og at fællesskab og samarbejde på tværs giver resultater. Jeg er taknemlig for at sidde i netværket Citychefer 2020, som har fået talt detailhandel på den kommunale dagsorden, fortsætter Mette Bræmer-Jensen.

Annonce

Anderledes juletræstænding i år

At skulle navigere i en tid med coronarestriktioner og -foranstaltninger har ifølge Mette Bræmer-Jensen betydet en hidtil ukendt udfordring for Randers City Forening og dens medlemmer.

- Vi er i en branche, hvor formålet er at få så mange kunder indenfor i butikker og forretninger som muligt. Det har vi blandt anden gjort med eksempelvis aktiviteter og events, der samler folk i centrum, fortæller Mette Bræmer-Jensen.

Den strategi har coronanen imidlertid sat på pause, da kunderne nu helst skal fordeles ud over hele åbningstiden i midtbyens forretningsliv. Mette Bræmer-Jensen forudser, at det også i den nærmeste fremtid vil gå ud over cityforeningens arbejde med aktiviteter.

- Vi skal ikke lave en koncert, hvor der kommer 2000 mennesker på én gang nu, hvor folk skal fordeles, fra butikkerne åbner til de lukker. Derfor arbejder vi nu anderledes med events, hvor folk vil opleve, at der er færre store events i centrum, end der plejer at være. Det er vi nødt til for at bakke op om den aktuelle situation, siger Mette Bræmer-Jensen.

Hun tilføjer, at Randers City Forening derfor vil lave alternative events i form af eksempelvis pop-up aktiviteter, der ikke nødvendigvis bliver annonceret i forvejen.

- På den måde vil folk stadig få gode oplevelser i centrum, siger Mette Bræmer-Jensen, der tilføjer, at som supplement til disse events vil foreningens medlemmer arbejde mere med byrum og pyntning af butikkerne.

Randers City Forening

Randers City Forening er en forening for butikker og forretninger primært i Randers midtby.

Det er frivilligt at være medlem af foreningen, som for nuværende har 161 medlemmer.

På foreningens hjemmeside www.randerscity.dk kan man se en oversigt over medlemsbutikkerne.

Randers City Forening har kontor i Brødregade 25, hvor det også er muligt at købe elektronisk gavekort, der kan bruges i medlemsbutikkerne.

Et af de store events, der bliver berørt, er traditionen med tænding af julebelysning i centrum. En begivenhed, der plejer at samle flere tusinde på Rådhustorvet for at se julemanden tænde det store juletræ.

- Vi er meget kede af, at vi desværre er nødt til at aflyse den fælles juletræstænding i år, siger Mette Bræmer-Jensen.

Hun tilføjer hurtigt, at der alligevel kommer til at ske en masse i julen, for - som hun siger - julen kommer heldigvis uanset hvad.

- I det seneste halve år har vi lært, hvordan vi med blandt andet gående musik i gaderne alligevel kan lave events i disse coronatider. Så man vil mere opleve, at der sker flere ting rundt i gaderne i stedet for på faste placeringer, desuden vil der være meget mere julepynt end ellers i midtbyens byrum og butikker, siger hun.

Mette Bræmer-Jensen understreger, at selv om Randers City Forening i år ikke arrangerer en fælles juletræs- og belysningstænding, skal der nok blive masser af den hyggelige julebelysning, som Randers midtby er kendt for.

- Desuden vil vi i år begynde at tænde lysene et par uger tidligere, end vi plejer. Det gør vi, fordi vi ved, at julebelysningen skaber megen glæde blandt dem, der færdes i centrum, siger hun.

Annonce

Vil bekæmpe online med byrum

Udover den åbenlyse udfordring med at håndtere corona og covid-19 oplever Randers City Forening, at dens medlemmer er udfordret af en øget onlinetilgængelighed.

- Det betyder, at både vi og vores medlemmer skal være ekstra skarpe til at tilbyde noget i byrummet, som man ikke kan få online, siger Mette Bræmer-Jensen.

Hun tilføjer, at da en by altid er åben, arbejder cityforeningen på, at byens centrum hele tiden skal være et attraktivt sted at opholde sig. Det gør foreningen blandt andet ved at skabe byrum, hvor man kan sidde, lege, drikke kaffe med mere.

Mette Bræmer-Jensen fortællere, at mens en lang række aktiviteter og arrangementer har været coronaflyst i sommermånederne har netop byrummene i blandt andet Houmeden og på Rådhushaven været brugt flittigt.

- Det viser, at folk rigtig gerne vil opholde sig i byen, de kommer her ikke kun for at gå i butikker. Derfor vil vi gerne blive endnu bedre til at lave oplevelser i byrum, der gør, at det er fedt at være her - også når forretningerne er lukket, men restauranterne stadig er åbne, siger hun.

Annonce

Ny visuel identitet

I uge 41 begyndte Randers City Forening en udrulning af det, Mette Bræmer-Jensen kalder foreningens nye visuelle identitet og udtryk. Et arbejde, der blev sat i gang under coronanedlukningen.

Randers City Forening er i gang med at udrulle foreningens nye visuelle idenitet. Her er det foreningens nye logo. Pr-illustration

- Vi skulle jo alle så vidt muligt arbejde hjemmefra. Og da jeg sad der, helt alene på mit kontor, fik jeg pludselig tid til at kigge indad og tænke over, hvilket signal Randers City Forening kommunikerer ud til butikkernes kunder og vores medlemmer. Hvad det er, vi fortæller med eksempelvis vores logo, fortæller hun.

Logoet, Mette Bræmer-Jensen hentyder til, er en stregtegning af Randers-skyline. Et logo der ikke har forandret sig i de snart seks år, hun har været citychef.

- Men foreningsmæssigt har Randers City Forening i de år været inde i en kæmpe forandring, ligesom vi er blevet noget større og fået flere medlemmer. Derfor synes vi, at det er tid til, at vi også visuelt viser, at der er sket noget, fortsætter hun.

Randers City Forening tog derfor kontakt til det randrusianske kommunikationsbureau Buchs. Sammen har de udviklet et nyt visuelt udtryk, der vil være gennemgående på foreningens hjemmeside, de sociale medier, skilte i medlemsbutikker samt de elektroniske city-gavekort.

Mette Bræmer-Jensen fortæller, at det nye logo stadig viser Randers, men i stedet for at være en skyline med genkendelige Randers-bygninger, består det nu af grafiske felter, der symboliserer, at Randers er en by med forskelligartede by-masser.

Hun tilføjer, at visionen med det nye logo er at signalere, at Randers City Forening er blevet skarpere samt at den gerne vil invitere alle mennesker ind i centrum. Af samme grund har cityforeningen udskiftet sloganet ”Randers City - Ses vi?” med ”Randers City - Alle i centrum”.

- ”Randers City - Alle i centrum” er et opråb om et fællesskab, for det er rigtig vigtigt at være en del af et fællesskab både når det gælder Randers som by og i forhold til at være medlem af Randers City Forening, forklarer Mette Bræmer-Jensen.

Hun tilføjer, at med den nye identitet signalerer Randers City Forening samtidig, at den gerne vil være en mangfoldig og imødekommende forening.

- Det var vi også før, men vi fortalte det ikke. Nu understreger vi, at alle er velkommen i centrum, pointerer Mette Bræmer-Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Kim Larsen fejres i Pakhuset

Randers Onsdag

Nu kommer Wolt til byen

Annonce