Annonce
Randers Onsdag

Dennis Bilici Sørensen har hifi-butikken Lyd og Kabel i Randers midtby: Jeg driver min butik på passion

Dennis Bilici Sørensen siger, at Lyd & Kabel først og fremmest skiller sig ud fra andre hifi-udbydere ved at være drevet udelukkende på passion og som en hobby. ”Jeg sælger kun det, jeg selv synes lyder godt, og produkter, som jeg selv 100 procent ved, hvad indeholder ned til de mindste detaljer, derfor løfter jeg altid på låget for at se, hvad produktet indeholder inden, jeg siger ja til at sælge det i min butik,” siger han. Foto: Frank Pedersen
Behovet for at skabe en social ramme for sin hobby og passion for lyd og hifi fik for tre år siden Dennis Bilici Sørensen til at åbne butikken Lyd & Kabel, hvor han nørder med ligesindede i Randers midtby.
Annonce

Randers: I godt tre år har Dennis Bilici Sørensen drevet sin hifi-butik Lyd & Kabel, Store Voldgade 7, på deltid ved siden af sit fuldtidsjob som souschef for det socialpædagogisk opholdshjem Fonden Valdemarhus i Vorup.

Dennis Bilici Sørensen beskriver Lyd & Kabel som en nichebutik, der er 100 procent dedikeret til lyd på flere måder.

- Det er dels butikken her i Store Vestergade, hvor jeg forhandler to-kanals stereo hifi-udstyr og lp'er samt udfører reparationer på mit eget værksted. Og dels installerer jeg lyd i mødelokaler, det har jeg eksempelvis gjort hos Randers FC og Hotel Kronjylland.

Langt de fleste af dem, der kommer ind i Lyd og Kabel for at købe hifi-udstyr i Lyd og Kabel, gør det efter at have lavet en aftale på forhånd.

- Så det er lp'erne, der lokker folk ind fra gaden og giver trafik i butikken, siger Dennis Bilici Sørensen.

Salget af lp'er er dog i øjeblikket stort set sat på pause, da kælderen, hvor kasserne med vinylpladerne plejer at stå, er ved at blive sat i stand efter en vandskade.

- Men ellers har jeg omkring 4000 lp'er. De fleste er brugte, men jeg har også ny-udgivelser, siger Dennis Bilici Sørensen og tilføjer at i kraft af, at Lyd & Kabel ligger, hvor den gør lidt udenfor den centrale Randers midtby, så har han ikke mange impulskøbere blandt sine kunder.

- Folk har på forhånd bestemt sig for at kigge ind, uanset om de er på pladejagt eller vil købe et anlæg, siger han.

Dennis Bilici Sørensen

Alder: 35 år

Civil stand: Er gift og har to døtre på fem og otte år

Stilling: Indehaver af Lyd & Kabel, Store Voldgade 7.

Souschef for det socialpædagogiske opholdshjem Fonden Valdemarshus

Annonce

Løfter altid på låget

I forhold til andre butikker, der sælger hifi-udstyr som eksempelvis Hifi Klubben, Power og Elgiganten, siger Dennis Bilici Sørensen, at Lyd & Kabel først og fremmest skiller sig ud ved at være drevet udelukkende på passion og som en hobby.

- Jeg sælger kun det, jeg selv synes lyder godt, og produkter, som jeg selv 100 procent ved, hvad indeholder ned til de mindste detaljer, siger han og tilføjer, at han altid løfter på låget for at se, hvad produktet indeholder inden, han siger ja til at sælge det i sin butik.

Og det med hobby skal tages helt bogstaveligt.

- Det er da sjovt, hvis butikken her tjener lidt, men det er jo ikke mit eneste levebrød og på den facon, kan man sige, at her er der mere plads til passionen end der er så mange andre steder, hvor butikkerne er afhængige af skulle aflønne ansatte og ejere. Her er kun mig, og så min far der hjælper med at stå i butikken om fredagen, siger Dennis Bilici Sørensen.

Annonce

Butik har skabt struktur

Dennis Bilici Sørensen siger, at Lyd & Kabel har overtaget hele hans hobbyliv, så der ikke længere er plads til at spille hverken fodbold eller musik, som ellers tidligere fyldte meget i hans fritid.

- Nu er det Lyd & Kabel, der fylder mig med energi, det er her jeg har kilden til optankning af batterierne, siger han, der før han åbnede butikken havde privatadressen proppet med hifi-udstyr, hvoraf langt det meste var brugte produkter, han nørdede i.

- Nu er de fleste ting kommet herned, så hjemmets skabe er tømte, hvilket min familie er glad for, siger Dennis Bilici Sørensen.

Han tilføjer, at samtidig med at der er blevet mere plads derhjemme, har det at åbne butikken også betydet, at han har fået mere struktur i sit hobbyliv i og med, at det er i butikken han dyrker sin passion for lyd.

- Og med den struktur er der også blevet mere plads til familielivet, siger Dennis Bilici Sørensen med et smil.

I kælderen under Lyd & Kabel har Dennis Bilici Sørensen 4000 lp’er som normalt er til salg. I øjeblikket er salget dog sat på pause mens en vandskade bliver udbedret. At han i det hele taget også sælger vinyler er der en simpel forklaring på: ”Der er sgu noget hyggeligt over en lp,” siger Dennis Bilici Sørensen. Foto: Frank Pedersen
Annonce

Søgte en social ramme

På spørgsmålet om, hvorfor Dennis Bilici Sørensen ikke bare kan nøjes med at nørde og fornøje sig med at lytte til lp'er hjemme på sit eget hifi-anlæg, svarer han:

- Det gav mig bare ikke nok i forhold til, at det skulle være en hobby kun at dyrke det derhjemme. Her kan jeg nørde sammen med dem, der kommer ind, hvoraf mange er faste kunder. Og så betyder det at have en butik, at tingene er sat i system, så jeg de to dage om ugen, jeg er her, kan nørde på et endnu større plan end før.

- Desuden er der det med lyd og hifi, at det hurtigt bliver til en lidt ensom hobby, og da jeg har det sådan, at jeg har brug for at komme ud med min hobby, havde jeg behov for at skabe en ramme, der var social og det kunne jeg ved at åbne butikken her, siger Dennis Bilici Sørensen, der tilføjer, at det med det sociale fællesskab er årsagen til, at han en gang imellem laver arrangementer for kunder, hvor man mødes for at nørde sammen i butikken i form af eksempelvis demonstration af nye hifi-modeller fra leverandører eller små koncerter.

Pladespilleren er i høj kurs og spillevende i Lyd & Kabel. Foto: Frank Pedersen
Annonce

Hobbyen må ikke blive et arbejde

Dennis Bilici Sørensen siger, at antallet af selvstændige hifi-butikker udenfor de store kæder er skrumpende, hvilket i følge ham især skyldes, at der er mange helt almindelige forbrugere, der gerne vil have meget hifi for ikke så mange penge.

- Den kvantitetsbølge kan jeg ikke være med på. Jeg har kun produkter, hvor jeg er forholdsvis sikker på, at jeg får et minimum af reklamationer og de produkter er dyrere end dem man finder i kædebutikkerne. Jeg lever ikke på at sælge mængder, siger han.

Dennis Bilici Sørensen siger, at han flere gange er blevet spurgt, om han kunne tænke mig at leve af min butik og at svaret hver gang har været et klart og tydeligt: Nej.

- Jeg vil være bange for, at det går hen og blev et arbejde, hvor jeg skulle indgå for mange kompromiser og eksempelvis sælge plastikdippedutter, og det vil jeg ikke fornedre mig selv til, for så ryger passionen ud, forklarer han.

- Desuden er der det med, at hvis butikken bliver et arbejde, bliver det svært at dyrke det som en hobby, der giver mig energi. Det vil blive det svært at fastholde de dage, hvor jeg er her som ugens højdepunkter, siger Dennis Bilici Sørensen.

Annonce

Butikker med personlighed

Når det kommer til egne yndlingsbutikker i Randers midtby, har Dennis Bilici Sørensen et par stykker.

- Det kan godt være, at det er taktisk åndsvagt at nævne Hifi Klubben, men for fanden, de forhandler jo det, jeg selv er passioneret omkring og jeg synes, det er en dejlig butik.

- Jeg synes også, at streetware tøjbutikken Holm & Co. i Torvegade er en dejlig butik med en mand, der er brudt ud af en kæde. Det er en fed butik, fordi den har nogle andre ting end mange af de andre tøjbutikker, netop fordi han ikke er styrret af kædedrift - lidt ligesom mig.

- Endelig kan jeg rigtig godt lide The og Kaffehuset i Houmeden. Det er en lille butik, der er indrettet hyggeligt, og som gør noget ud af helhedsoplevelsen. Det er ikke bare lange reoler med produkter på.

- Fælles for disse butikker er, at det ikke er kæder, og at man kan se den person, der står bag den enkelte butik sætter sit personlige præg på stedet, det synes jeg er fantastisk, siger Dennis Bilici Sørensen.

Annonce

Unikke steder, stadion og Søndags Fræs

Hvis Dennis Bilici Sørensen får gæster, som intet kender til Randers, er der to unikke steder, han vil anbefale dem at se. Det er ene er Elvis-museet, det andet er Randers Regnskov.

- Generelt er hele området omkring Gudenå helt vildt fantastisk, siger han og tilføjer, at han også holder meget af parker som Tøjhushaven og Doktorparken.

Randers Stadion er også et af de steder i byen, Dennis Bilici Sørensen holder meget af.

- Generelt kan jeg godt lide steder, hvor man er social og sammen med mange om den samme sag. Det fede ved sport er, at de, der tropper op, er der for det samme: en passion for en klub, man håber det bedste for, siger han.

- Om man så kalder den ene idiot eller den anden en spade af dem, der er inde på banen, så er det jo alt sammen ud fra, at man vil det bedste for den der skide klub, ik'. Den mentalitet synes jeg helt vildt godt om, fortsætter han.

- Jeg kan også godt lide at tage i RgF-hallen i Dronningborg med mine børn, når Randers Gymnastikforeninig holder Søndags Fræs. Man kan smide 45 kroner per barn og så kan de bare tumle løs i gymnastikredskaberne. Jeg synes det er en megafed ting, at der er et sted for ungerne, hvor de kan bruge sig selv sammen med de andre, siger Dennis Bilici Sørensen..

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce