Annonce
Randers Onsdag

Efter 37 år er det slut: Bankohallen lukker

Bankohallen på Agerskellet lukker efter flere år med faldende antal spillere. Foto: Annelene Petersen
Siden rygeloven blev indført, er det gået ned ad bakke for Bankohallen på Agerskellet, og nu er det helt slut.
Annonce

Randers: Siden 1983 har seks lokale idrætsforeninger sammen tilbudt bankospil på Agerskellet, hvor de gennem årene har indsamlet store summer til sportsklubberne. Men nu er det slut.

I de første 24 år gik det forrygende. En gennemsnitlig bankoaften samlede 300-400 spillere - og på særligt gode aftener helt op til 700 spillere - mens frivillige fra KFUM, Kristrup Boldklub, Dronningborg Boldklub, Vorup FB, Hornbæk SF og Randers Freja skiftedes til at råbe numre op.

Der blev brugt rigtig mange frivillige timer på arrangementerne, men til gengæld blev der også samlet rigtig mange penge ind, som blandt andet blev brugt til at forbedre de fysiske rammer i sportsklubberne.

Men i 2007 kom rygeloven, og succesen vendte.

- Da rygeforbuddet kom, mistede vi rigtig mange kunder, fortæller Peter Eriksen, der er leder af Dronningborg Boldklub og formand for bankosamarbejdet, og tilføjer, at det siden 2007 er gået ned ad bakke.

- De seneste år har vi i gennemsnit kunnet samle omkring 100 til en bankoaften, siger han.

Annonce

Overskuddet forsvandt

I et forsøg på at vinde spillerne tilbage, blev der stillet spilleautomater op på Agerskellet, og der blev taget initiativ til nye typer spil, men uden effekt.


Da rygeforbuddet kom, mistede vi rigtig mange kunder.

Peter Eriksen


Med færre spillere fulgte et faldende overskud, og til sidst var overskuddet nærmest ubetydeligt for sportsklubberne.

- Derfor tror jeg ikke, lukningen af Bankohallen får nævneværdig betydning for sportsklubberne, for det er virkelig ikke ret mange penge, vi har fået ud af det de seneste år, konstaterer Peter Eriksen.

Nu er det op til de enkelte sportsklubber, om de selv vil forsøge at genoplive bankospillet lokalt. Peter Eriksen tvivler dog på, at det vil ske i hans egen klub, Dronningborg Boldklub.

- Det er op ad bakke at finde faciliteterne til det hos os, så jeg tror ikke, vi kommer til at tilbyde mere bankospil, siger han.

Peter Eriksen håber dog, at der kan arrangeres én sidste bankoaften på Agerskellet, der kan sætte et festligt punktum for 37 års bankospil. I så fald bliver det dog først på den anden side af coronakrisen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fond redder midtbyens sjæl

Annonce