Annonce
Norddjurs

En cykeltur, der giver mening på flere måder

Genrefoto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Kjeld Skov har meldt sig til i juli 2020 igen at cykle de 1.300 kilometer til Paris siddende på en racercykel 10-12 timer i døgnet i selskab med en række andre amatørryttere. Tour de Taxas årlige cykeltur til Paris til fordel for Julemærkefonden vil han ikke undvære.
Annonce

Ørum Djurs: I juli stiger Kjeld Skov igen på cyklen med retning mod Paris. Det bliver hans tredje Tour de Taxa-løb - selv om han første gang kom i tvivl om, hvorvidt han havde taget munden for fuld.

Men de forudgående måneders træning viste sig at slå til, og Kjeld Skov (59 år) kom til Paris med resten af sit hold.

Tour de Taxa har hold over hele landet og de består af både ryttere, mekanikere, massører og madmødre. Selve touren til Paris tager otte dage, og deltagerne skal hver dag tilbagelægge mellem 175 og 205 km. Formålet er at indsamle penge til Julemærkefonden. Det sker i form af sponsorater, da deltagerne selv betaler for deres egen tur. Sidste år rejste Tour de Taxa-holdene i alt 888.547 kroner til fonden.

Om Tour de Taxa

Tour de Taxa startede for 10 år siden, da en lille gruppe taxachauffører i Aarhus fik ideen om at cykle til Paris. I dag består Tour de Taxa af seks hold. Fem Parishold og et Explorerhold.

Explorerholdet laver hvert år en tur rundt i andre lande i Europa og er for ryttere, der har kørt til Paris.

Det er ikke nødvendigt at være taxachauffør for at deltage.

Der er et Parishold i hver af de fem regioner i Danmark. Tour de Taxa har alle årene støttet Julemærkefonden, der driver de fem julemærkehjem i Danmark.

/exp

Annonce

Livet har fået ny retning

Årsagen til, at Kjeld Skov overhovedet kom i gang med at cykle, skyldtes, at han var blevet overvægtig efter 20 år med et ret stillesiddende arbejde som lastbils- og buschauffør. Sammen med et par andre fra lokalområdet begyndte han at cykle nogle kortere ture. Men så snart, Kjeld Skov havde meldt sig til Tour de Taxa – sammen med sin hustru og flere af de øvrige ryttere fra Ørum Djurs – fulgte et langt træningsforløb med meget længere træningsture end normalt. Kravet fra Tour de Taxa er, at alle deltagere som minimum cykler 2.500 km inden turen til Paris. Kjeld Skov cyklede 5.000 km og nåede at tabe sig 18-20 kg.

- Cykeltræningen har været med til at sende mit liv og helbred i en helt ny og langt sundere retning, fortæller Kjeld Skov.

Annonce

En rørende oplevelse

Selvom Kjeld Skov syntes, at det var stort at køre ind på Champs-Elysées, var det dog en helt anden tur, der for alvor fik tårerne frem i øjnene på ham.

- Den bedste oplevelse var, da vi cyklede fra Aarhus til Julemærkehjemmet i Hobro. Dét at komme derop og cykle ind på pladsen med de øvrige ryttere, mens julemærkebørnene stod og tog imod, var meget rørende. Det rørte os alle virkelig dybt ikke mindst også at høre om deres oplevelser på Julemærkehjemmet, siger Kjeld Skov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce