Annonce
Randers Onsdag

Et socialt fællesskab at vandre med andre

Jørgen Jørgensen er formand Marchklubben Nørrevang, som han var med til at stifte for 40 år siden. "Det, jeg godt kan lide ved at vandre, er, at man får motion ude i naturen. Dertil kommer, at jeg via marchklubben kan være med til at lave noget for andre", siger han. Foto: Frank Pedersen
Formand for Marchklubben Nørrevang, Jørgen Jørgensen, medgiver, at man ikke behøver at være med i en forening eller klub for at gå eller vandre en tur. - Men de der går alene, går glip af det sociale liv og fællesskabet, siger han.
Annonce

Randers: I 1978 var Jørgen Jørgensen sammen med blandt andre sin kone, Kirsten Jørgensen, med til at starte en motion- og gangforening, som 3. november 1980 ledte til stiftelse af Marchklubben Nørrevang.

Marchklubben har i dag omkring aktive 70 medlemmer, hvoraf en god del under normale ikke-coronatider mødes hver torsdag for at gå træningsture samt deltager i årligt tilbagevendende begivenheder som nytårsmarch, klubbens egen Nørrevangmarch samt budtursture, der ofte går til Tyskland med en kombination af marcher og sightseeing.

Jørgen og Kirsten Jørgensen har begge været medlem af klubbens bestyrelse gennem alle årene, hvor hun i begyndelsen var formand indtil, Jørgen Jørgensen overtog posten. Han fortæller, at den oprindelige motion- og gangforening tog udgangspunkt i, at både han og hans kone dengang var lærer - han på Østervangsskolen og hun på Nørrestrædes Skole og senere Nørrevangsskolen.

- Som lærere var vi var klar over, at der var en del børn, der af forskellige årsager ikke kom på ferie i sommerferien. Derfor begyndte Kirsten og jeg sammen med nogle kolleger og forældre i 1978 at lave sommerferie-idrætsaktiviteter på Nørrevangsskolen for og med disse børn, fortæller Jørgen Jørgensen.

- Det var der, de spæde skridt blev taget til det, der blev Marchklubben Nørrevang, fortsætter han med et smil.

Jørgen Jørgensen fortæller, at det var i det regi, at man i perioden 1978-80 deltog i en række arrangementer i og udenfor Randers Kommune, ligesom man i foreningen selv stod for arrangementer med idræt i fokus.

Han tilføjer at beslutningen om at stifte Marchklubben Nørrevang som en foreningsramme om aktiviteterne, bundende i et ønske om at få bedre styr på det, der var sat i gang.

Annonce

Kapgang på verdensplan

Jørgen Jørgensen fortæller, at 40 år efter sin opstart er nutidens Marchklubben Nørrevang igen blevet en traditionel motion- og gangsportsforening, efter at den i en periode også har haft kapgang blandt sine tilbud.

- Ved et af vores sommerarrangementer i 1980’erne deltog blandt andre Sønder Omme Idrætsforening, og de præsenterede os for kapgang. Det resulterede i, at vi selv fik en kapgangsafdeling med unge mennesker og børn, siger Jørgen Jørgensen.

Foreninger i Randers

Når to danskere mødes, giver de hinanden hånden. Når tre danskere mødes, danner de en forening, hedder det i en gammel talemåde. Der er formentlig noget om snakken.

Alene Randers Kommune har registreret flere hundrede foreninger, eksempelvis idrætsforeninger, spejdere, politiske foreninger, foreninger med sociale formål - og mange andre. Oftest drives foreningerne af frivillige ildsjæle.

I Randers Onsdag kan du i den kommende tid møde nogle af foreningerne og nogle af de folk, der står bag.

Han tilføjer, at kapgangsafdelingen udviklede sig kraftigt og kulminerede med, at flere af klubbens dengang større børn og unge kapgængere deltog i både nordiske mesterskaber, ved EM individuelt og senere ved VM for hold.


Der er utrolig mange dejlige stier og små veje i Randers, som mange randersborgere ikke aner findes i deres nabolag, men hvor man kan gå gode ture af forskellig længde. Det er en god måde at opdage nye sider af byen.

Jørgen Jørgensen, formand for Marchklubben Nørrevang


- Vi har også haft en kapgænger fra klubben med ved de olympiske lege. Det var Claus Jørgensen, som i Atlanta i 1996 repræsenterede Danmark på 20 kilometer distancen. Claus blev i øvrigt Årets Sportsnavn i Randers i 1992 og i år blev han medlem af Hall of Fame og har derfor sit foto hængende på væggen ude i Randers Hallen, fortæller Jørgen Jørgensen.

Annonce

Træningsture tilpasses deltagerne

Udover de lokale arrangementer i Randers arrangerede Marchklubben Nørrevang i perioden 2001-2018 også rejser til motionsstævner i forskellige lande, hvor programmet båd på en blanding af marcher og turistattraktioner.

Jørgen Jørgensen medgiver gerne, at man ikke behøver at være med i en forening eller klub for at gå eller vandre en tur, at det er noget alle kan. "Men de der går alene, går glip af det sociale liv og fællesskabet", siger han. Foto: Frank Pedersen

- Vi plejede at være en busfuld på de ture, men det stoppede, fordi der efterhånden blev for meget arbejde i at arrangere turene, siger Jørgen Jørgensen.

Tilbage til nutidens Marchklubben Nørrevang fortæller formanden, at man udover de faste ugentlige træningsvandreture arrangerer en-dags busture til danske øer med en udvalgt vandrerute på programmet.

- Derudover har vi gennem alle årene haft to store årlige arrangementer. Den ene er nytårsvandring nytårsdag og den anden er Nørrevangmarchen i april. Sidstnævnte måtte vi desværre - ligesom øturene aflyse i år på grund af coronaen. Og nytårsvandringen… den hænger i en meget tynd tråd af samme årsag, siger Jørgen Jørgensen.

Disse to store begivenheder er nogle, alle kan deltage i. I årskalenderen er også indskrevet de såkaldte motionsbankoer for medlemmerne, hvor der er hængt numre op på ruterne. Numre, som deltagerne kan krydses af og ved hjemkomst i klubhuset finde ud af om det er nok til, at man har fået en eller flere rækker på sine bankoplader.

- Det er ret populært, men det har vi desværre også været nødt til at aflyse siden marts, siger Jørgen Jørgensen.

- Den eneste aktivitet, vi i øjeblikket kan tilbyde vores medlemmer, er den ugentlige træningsvandring torsdag formiddag, fortsætter han.

Jørgen Jørgensen siger, at der typisk er afsat cirka halvanden time til disse træningsture.

- Vi går hverken så langt eller hurtigt, for alle vores 70 medlemmer har nået en vis alder. Ingen er under 60 år, og de ældste er over 90 år, siger formanden, der oplyser, at han selv er fyldt 79 år.

Træningsturene af samme grund er delt op i to hold. Et for dem der ikke kan gå så langt og et for dem, der ikke kan gå så hurtigt. Ruterne er tilrettelagt, så alle mødes igen ved klubhuset for at spise en fælles frokost.

- Den er desværre også aflyst i denne tid og det er ærgerligt, for ud over at være en motion- og gangklub, er Marchklubben Nørrevang i høj grad også en social klub, siger Jørgen Jørgensen.

- Nogle af vores medlemmer er enlige, og det betyder, at det at gå sammen med andre er en social aktivitet. Af samme grund er sådan noget som vores fællesspisning og den årlige julefrokost vigtige elementer af Marchklubben Nørrevang, siger han.

I Marchklubben Nørrevang vil man gerne have nye unge - eller bare yngre - medlemmer. At det er svært at tiltrække disse, skyldes ifølge Jørgen Jørgensen især, at de fleste har den opfattelse, at man bare kan gå en tur selv. Og formanden medgiver gerne, man ikke behøver at være med i en forening eller klub for at gå eller vandre en tur, at det er noget alle kan.

- Men de der går alene, går glip af det sociale liv og fællesskabet, siger formanden.

Annonce

Antal kilometer er ikke det vigtigste

Om sin egen indgang til det at vandre fortæller Jørgen Jørgensen, at han har dyrket sport al den tid, han kan huske, og da han flyttede til Randers, blev han hurtig håndboldtræner, først i Randers Freja og derefter i Dronningborg, Hobro og andre steder.

Jørgen Jørgensen fortæller, at det var den ældste af hans og Kirstens tre sønner, Michael, der introducerede ham for glæden ved at vandre.

- Vores børns moster var meget vandrende. Selv om hun boede i Esbjerg, tog hun gerne til Aarhus for at deltage i den første Postmarch i 1974, og Michael deltog i marchen sammen med hende. Den interesse han der fik for at vandre smittede af på os andre og sådan begyndte det, fortæller Jørgen Jørgensen, der selv deltog i den aarhusianske march året efter - i 1975.

- Det jeg godt kan lide ved at vandre er, at man får motion ude i naturen. Dertil kommer, at jeg via marchklubben kan være med til at lave noget for andre, siger han.

Jørgen Jørgensen afviser hurtigt, at han med sine mange vandreture årene igennem er kommet op på noget, der ligner til en tur rundt om jorden - svarende til godt 40.000 kilometer.

- Men nogle tusind kilometer er det i hvert fald blevet til, hvis man lægger de ugentlige træningsture sammen med de motionsstævner, jeg har deltaget i, siger han.

For Jørgen Jørgensen er det i øvrigt slet ikke kilometerne, der er det vigtigste ved at vandre. Det er antal skridt, der tæller.

- Jeg forsøger at komme op på de anbefale 10.000 skridt per dag, og det når jeg som regel. Jeg har altid slået mobiltelefonens skridttæller til, så jeg kan følge med i, om jeg når dagens mål. Og så er det ligegyldigt om det er på en vandretur eller når jeg går rundt inde i Randers, siger han.

Annonce

Coronavandringer i nærområdet

I forbindelse med årets coronanedlukning har marchklubbens ø-vandringer været afløst af ture i nærområdet som eksempelvis Fussingø, Fladbro Skov og anlægget i Nordbyen, Nordre Fælled, der tidligere har været et militært øvelsesterræn. Byen Randers har også lagt veje og fortov til en del vandreture i år.

- Der er utrolig mange dejlige stier og små veje i Randers, som mange randersborgere ikke aner findes i deres nabolag, men hvor man kan gå gode ture af forskellig længde. Det er en god måde at opdage nye sider af byen, siger Jørgen Jørgensen.

Hans personlige favoritterræn er dog i skov eller på markveje, hvor man ikke går i selskab med biler. En decideret favoritrute har han dog ikke.

- Der er så mange dejlige ture for eksempel langs Gudenå eller Bækkestien, i Fladbro Skov og i Vorup Enge, opremser han for blot at nævne et par af hans yndlingsruter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Køkkenaffald bliver til nye stole

Randers Onsdag

Det meste handler om vin

Annonce