Annonce
Randers Onsdag

Familie Køkkenet flytter fra midtbyen: Vil satse på faste frokostaftaler og levering af mad til selskaber

I november 2019 åbnede fra venstre Morten Olsen, Bettina Nørgaard Kylling samt hendes fætter Rasmus Nørgaard Kylling sammen Familie Køkkenet i Trangestræde 1. Nu er butikken i midtbyen lukket, og Familie Køkkenet er flyttet til Oust Møllevej, hvor der primært skal laves mad til firmaer i form af faste længerevarende frokostaftaler.  Arkivfoto: Frank Pedersen
Medindehaver af Familie Køkkenet, Rasmus Nørgaard Kylling, mener, at der er kommet én god ting ud af coronanedlukningen. - Var det ikke sket, er jeg ret sikker på, at vi ikke havde taget beslutningen om at omstille Familie Køkkenet til hovedsageligt at lave firmaaftaler og dermed overleve, siger han.

Randers: Der er kommet brunt papir og ”Til leje”-skilte i vinduerne hos Familie Køkkenet, Trangstræde 1, og på Facebook meddeler Familie Køkkenet, at butikken ikke vil blive åbnet igen.

Den ene af indehaverne, Rasmus Nørgaard Kylling, bekræfter, at Familie Køkkenet er lukket.

- Men kun i midtbyen, tilføjer han med et smil.

Det er nemlig ikke så sort, som det umiddelbart kan lyde, for Familie Køkkenet fortsætter med at lave mad til sultne randrusianere. Fremover bliver det bare i et 140 kvadratmeter stort nyindrettet køkkenlokale på Oust Møllevej.

Annonce

Konsekvens af omstilling

Rasmus Nørgaard Kylling fortæller, at flytningen ud af midtbyen er en konsekvens af den omstilling, Familie Køkkenet er gået målrettet efter gennem et stykke tid. En omstilling der indebærer, at køkkenet nu satser på firmaer som de primære kunder i form af faste og længerevarende frokostaftaler.


I Familie Køkkenet kan vi alle sammen rigtig godt lide kundekontakten, så det er svært og ærgerligt at sige farvel til vores faste kunder, gode naboer og alle de søde mennesker, der er kommet hos os i Trangstræde. Dem kommer jeg til at savne.

Rasmus Nørgaard Kylling, medindehaver af Familie Køkkenet


- Tidligere udgjorde firmaaftalerne kun cirka halvdelen af det, vi solgte, men nu tyder det på, at det kan blive ret godt - især når det hele åbner op igen, siger han.

Rasmus Nørgaard Kylling siger, at der er flere fordele for Familie Køkkenet ved nu udelukkende at lave mad efter forudbestillinger.

- Udover at der er en økonomisk fordel ved, at vi altid ved præcis, hvor meget mad vi skal lave hver dag, så undgår vi spild i form af mad, der må smides ud, fordi det ikke bliver solgt, siger han.

Annonce

Et svært farvel til kunder i midtbyen

I modsætning til i Trangstræde vil det ikke længere være muligt at købe eller selv afhente mad fra Familie Køkkenets nye adresse på Oust Møllevej.

Efter at have huset Familie Køkkenet i knap halvandet år, er lokalerne i Trangstræde 1 klar til at huse en ny lejer. Foto: Axel Præstmark

- Man vil som privatperson fortsat kunne bestille tapas og mad til et selskab, men der vil ikke være nogen form for fysisk butik det nye sted, siger Rasmus Nørgaard Kylling og tilføjer, at Familie Køkkenet vil levere maden ud til kunderne. Også efter samfundet er genåbnet.

Rasmus Nørgaard lægger ikke skjul på, at det at skulle undvære den daglige kontakt med kunderne, har været det sværeste i beslutningen om at opsige lejemålet i midtbyen og rykke ud tæt på motorvejsafkørsel 40.

- I Familie Køkkenet kan vi alle sammen rigtig godt lide kundekontakten, så det er svært og ærgerligt at sige farvel til vores faste kunder, gode naboer og alle de søde mennesker, der er kommet hos os i Trangstræde. Dem kommer jeg til at savne, siger Rasmus Nørgaard Kylling.

- Men det opvejes af, at vi gerne vil have noget at leve af og kunne klare os igennem, for det havde vi ikke gjort, hvis vi var fortsat som hidtil, det havde vi ikke haft råd til, fortsætter han.

Rasmus Nørgaard Kylling tilføjer, at set i det lys er der kommet én god ting ud af coronaen og de medfølgende restriktioner.

- Var det ikke sket, er jeg ret sikker på, at vi ikke havde taget beslutningen om at omstille Familie Køkkenet til hovedsageligt at lave firmaaftaler og dermed overleve, siger han og fortsætter:

- Så alt i alt tror jeg, at omstillingen og flytningen er positivt for forretningen. Det er selvfølgelig ærgerligt for dem, der kommer til at savne os. På den anden side ville de alligevel være kommet til at savne os på et tidspunkt, når vi havde været nødt til at lukke helt, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Metalsangkor mangler sangere

Randers Onsdag

Coronaramt sangkor fylder 70

Randers Onsdag

Nu vil Gitte nørde endnu mere

Annonce