Annonce
Randers Onsdag

Farvel til lægepraksis efter 44 år

Birger Bonne Rasmussen takker af i dag efter 44 år som praktiserende læge. Foto: Anne Myrup Pedersen
Birger Bonne Rasmussen har også kunstneriske talenter.
Annonce

Læge Birger Bonne Rasmussen, 73 år, har efter ikke færre end 44 år som praktiserende læge i Randers sagt farvel til arbejdslivet.

Med så mange år som læge føler Birger Bonne Rasmussen sig da også, som han bemærker med et smil, som en slags bedstefar for nogle af sine patienter. For han har haft deres bedsteforældre og forældre i sin praksis.

Egentlig var det nok lidt af en tilfældighed, at Birger Bonne Rasmussen kom til at få sit virke i Randers. Han havde nemlig tilbage i 1972 lagt billet ind på tre stillinger, heraf den ene i Sverige. Den anden var en stilling som amanuensis i en større provinsby, som skulle vise sig at være Randers, og da der dengang var rigeligt med læger, var der ikke færre end 75 andre, der gerne ville have stillingen. Den var hos lægerne Gürtler og Nyholm, og det var Hanne Gürtler, der havde ansættelsessamtlaen med Birger Bonne Rasmussen.

- Ja, jeg var mødt op med en højgravid hustru og en stor newfoundlænder-hund, husker Birger Bonne Rasmussen, som allerede to måneder efter ansættelsen, nemlig i april 1976, blev optaget som kompagnon.

Annonce

Mønsterbryder

Birger Bonne Rasmussen voksede de første år op på et landbrug, 18 tønder land, i Røved og tog - efter tidens skik - del i arbejdet på ejendommen. Han har således prøvet at pløje med heste. Senere flyttede familien til en større ejendom ved Malling, hvor en rød Ferguson stod for trækkraften.

Birger Bonne Rasmussen skulle vise sig at blive en ægte mønsterbryder. Han blev den første i familien, der tog en studentereksamen, i øvrigt fra Aarhus Katedralskole. Han blev en ung student tilbage i 1964, og han var kun 26 år, da han havde afsluttet lægestudiet ved Aarhus Universitet.

Sin sidste arbejdsdag på klinikken i Trangstræde havde Birger Bonne Rasmussen i sidste uge, og hans farvel til arbejdet er definitivt. Dog afviser han ikke at kunne give en hånd, hvis pludselig sygdom hos hans efterfølgere skulle gøre det påkrævet, og strengt taget ærgrer han sig over, at hans viden og erfaring jo går tabt.

Samtidig understreger Birger Bonne Rasmussen, at han naturligvis har fuld tillid til, at hans efterfølgere som indehavere, nemlig datteren Birgitte Bonne Rasmussen og hendes kompagnon, Maria Zilmer-Pedersen, er fuldt kompetente.

Knap så optimistisk er Birger Bonne Rasmussen, når det gælder den generelle fremtid for landets praktiserende læger. Han er indigneret over de stadigt voksende kontrolkrav, der tager en stor del af lægers tid.

- Blev de reduceret, ville der ikke være lægemangel i Danmark, fastslår han og drager en sammenligning:

- Ved førstehjælp hedder det altid "hold luftvejene fri". Hos lægerne hedder det i dag "hold ryggen fri"!

Det hører med, at Birger Bonne Rasmussen undervejs i sin lange karriere løbende har videreuddannet sig. Han er således også diplomuddannet sexolog og har gennemført en freudiansk psykoanalyse-uddannelse.

Annonce

Billedhugger

Men som formentlig mange bekendt er der også kunstneriske talenter hos Birger Bonne Rasmussen, der selv bruger betegnelsen autodidakt billedhugger.

Det er sten, der arbejdes med, og hjælpsomme mennesker har for nylig placeret to meget tunge af slagsen hjemme hos Birger Bonne Rasmussen. Eksempler på hans kunst kan ses flere steder i lægeklinikken. Der er to gennemgående varemærker i stenkunsten, nemlig paddehatten og fuglen.

Privatbopælen ligger i Aalum med 19 tønder land jord, hvoraf halvdelen går ned mod Nørreå. Det er her, Birger Bonne Rasmussen uforstyrret kan sysle med hammer og mejsel. Et lille atelier ligger også her og kan besøges efter aftale.

For godt tre år siden mistede Birger Bonne Rasmussen pludseligt hustruen, Elsa Hoffmann. Han har senere fået bofællesskab med Elsebeth Lang, som gerne tager del i andre aktiviteter ved bopælen, nemlig hvad Birger Bonne Rasmussen selv kalder for henholdsvis "Forceret kvalitetstræ", hvilket er løvtræ, dels "Den spiselige skov", som består af valnødde- og frugttræer.

Birger Bonne Rasmussen er far til tre døtre. Foruden den allerede nævnte Birgitte er det Caroline, der arbejder i sin mands it-firma i Stjær, og Pernille, der arbejder som sekretær for en rådmand i Aarhus Kommune.

De tre døtre har gjort deres far til morfar hele 10 gange.

Afskeden med klinikken blev markere med en reception i klinikken i Trangstræde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce