Annonce
Randers Onsdag

Fotograf Søren Pagter udstiller billeder fra Randers Lyser Grønt

Randers Regnskov var blandt deltagerne i lyseventen Randers Lyser Grønt. Det og meget andet fra arrangementet er blevet foreviget af den randrusianske fotograf Søren Pagter, der frem til 9. april viser en udstilling med sine fotos fra de grønne aftener i vinduerne til butikslokalerne ved siden af Hotel Randers. Foto: Søren Pagter

Randers: Frem til 9. april kan man i vinduespartierne til butikslokalerne ved siden af Hotel Randers opleve fotograf Søren Pagters gengivelse af forårets lysevent, Randers Lyser Grønt.

Søren Pagter er i sin travle hverdag, leder af fotojournalist-uddannelsen i Århus. Men heldigvis har han i sin fritid mulighed for at dokumentere blandt andet kulturelle begivenheder i Randers, hvor han bor. Eksempelvis har Søren Pagter i mange år taget pressefotos for Randers Teater, indgået i lokale tværkulturelle projekter og udstillet egne værker i Randers Festuges regi.

Da Randers Teater, EnoVent og Bambi Udlejning satte Randers Lyser Grønt, i søen, var Søren Pagter straks med på at gå nogle lange ture i de tre frostklare aftener med sit kamera, for at dokumentere begivenheden, der bød på grønt oplyste bygninger, træer, kirker, butikker, skulpturer, private hjem, tårne og meget andet.

- Med mine billeder og min udstilling vil jeg give mulighed for, at man kan genopleve Randers Lyser Grønt. Jeg håber, at mine fotografier giver folk en visuel oplevelse og samtidig viser nye vinkler på, hvordan vores by ser ud, siger Søren Pagter.

Udstillingen er realiseret med støtte fra Nordic Digital Lab, der har trykt de mange fotos og Hotel Randers har udlånt butikslokalerne til udstillingen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce