Annonce
Randers Onsdag

Fysioterapeut i Randers Sundhedscenter, Lone Broendegaard Christensen: KOL-patienter skal turde at opsøge åndenød

Lone Broendegaard Christensen er fysioterapeut ved Randers Sundhedscenter, hvor hun hjælper Randers Kommunes 5.500 KOL-patienter med træningsprogrammer samt vejledning til, hvordan de kan leve med deres kroniske lungesygdom. Foto: Frank Pedersen
I Randers kommune har 5.500 borgere KOL. I Randers Sundhedscenter kan de få råd og vejledning til at leve med deres kroniske sygdom som eksempelvis, ikke at blive angst når de oplever åndenød, for åndenød i sig selv er ikke farligt for en KOL-patient.
Annonce

Randers: Ifølge Lungeforeningen er der i Danmark 320.000 borgere, der er ramt af den kroniske lungesygdom KOL. 5.500 af disse bor i Randers Kommune og i Randers Sundhedscenter, Biografgade 3, kan KOL-patienter få hjælp og rådgivning til, hvordan de kan leve med deres kroniske sygdom.

KOL er en lungesygdom. I de øvre luftveje er der tale om en betændelsestilstand, som skaber en forsnævring i luftrørene, mens KOL i bunden af lungerne ødelægger lungevævet.

- Det er der vores lungeblærer - Alveoler - ligger, så når man har KOL, bliver man dårligere til at få transporteret ilt over i blodet , forklarer Lone Broendegaard Christensen.

International lungedag

18. november er International lungedag.

Randers Sundhedscenter plejere at markere dagen ved at tage ud med en mobil lungefunktionsmåling, hvor Randers’ borgere har mulighed for at få målt sin lungekapacitet.

Grundet coronaen bliver dagen grebet anderledes an i år. I stedet for at tage ud, opretter sundhedscentret en telefonisk KOL-hotline denne dag, hvor det er muligt at ringe ind, hvis man har spørgsmål vedrørende sygdommen.

Hotlinen har telefonnummer 89151217 og er åben i tidsrummet klokken 9 til 12.

Hun er en af de fysioterapeuter, der i Randers Sundhedscenter arbejder med KOL-patienter.

- Noget af det svære ved KOL er, at op mod halvdelen af dem, der har sygdommen ikke ved det, for det en snigende sygdom, siger Lone Broendegaard Christensen.

- Den kommer simpelthen så langsomt, at mange KOL-patienter har mistet op til halvdelen af deres lungefunktion, når de kommer til læge, fordi de i begyndelsen tænker, at symptomerne nok bare skyldes, at de er i dårlig form. Det er først, når de synes, at det ikke kan passe, at de ikke længere kan følge med deres jævnaldrende, at de går til læge og finder ud af, de har en KOL, siger hun.

Der er forskellige symptomer på KOL. Ifølge Lone Broendegaard Christensen er der dog én ting, alle med KOL har til fælles: Åndenød.

For at illustrere, hvad hun mener med åndenød, siger Lone Broendegaard Christensen, at man kan prøve at trække vejret gennem et sugerør, mens man går på trapper.

- Det er den form for åndenød, KOL-patienter mærker, siger hun.

Annonce

Rygestop bremser KOL

Alle mister lungekapacitet med alderen, men som KOL-patient taber man sin lungekapacitet tre gange hurtigere end en, der ikke er lungesyg. Og intet af det lungevæv, der er ødelagt vil kunne genskabes, da KOL er det, der kaldes en irreversibel sygdom, den kan ikke helbredes.


Jeg tror, der er mange, der vil vinde på at finde ud af, at det ikke er farligt, når hjertet slår hårdt og hurtigt. At det tværtimod er fedt, for det betyder, at man gør øvelsen rigtigt.

Lone Broendegaard Christensen, fysioterapeut i Randers Sundhedscenter


Der er dog flere ting, man som patient selv kan gøre for at bremse sygdommens udvikling. Her fremhæver Lone Broendegaard Christensen rygestop som det, der har den største effekt blandt de fleste med KOL.

- Det er altid værd at gå efter et rygestop, for gør man det, vil ens lunger fremadrettet nøjes med at ældes med samme hastighed som en ikke-rygers, siger hun.

Hun tilføjer, at grunden til at netop rygestop er relevant for de fleste med KOL er, at for 85 procent af dem, der har sygdommen, er det rygning, der er årsagen.

Lone Broendegaard Christensen fortæller, at for de resterende 15 procent er KOL som oftest arbejdsrelateret. Hun tilføjer, at selv om meget tyder på, at mængden af støv i lokalet har indflydelse på, at nogle udvikler KOL, er det ikke er muligt at udpege særlige erhverv som dem, hvor der er størst risiko for at få KOL.

Fysisk træning og udholdenhedsøvelser er en del af det rehabiliteringstilbud, KOL-patienter tilbydes i Randers Sundhedscenter. I øvelserne arbejdes der med, at patienten får pulsen op for at lære at kunne klare den åndenød, der følger med. "Åndenød i sig selv er ikke farligt. Det er et naturligt signal fra kroppen om, at den skal bruge mere ilt med det samme, derfor lære vi patienterne at turde gå ind i åndenød og forpustedhed", siger Lone Broendegaard Christensen, fysioterapeut i Randers Sundhedscenter. Foto: Frank Pedersen

- Blandt de arbejdsrelaterede KOL-tilfælde vi har i sundhedscentret, er der patienter, der har arbejdet i eksempelvis lampeskærmsfabrikker, i bagerier, som autolakerer, skræddere og syersker, opremser hun.

Den største kilde til KOL er og bliver dog rygning og Lone Broendegaard Christensen pointerer, at når hun siger rygestop, så mener hun et fuldt og fast rygestop.

- Få cigaretter er nok til at holde gang i inflammationen i luftvejene. Så hvis man vil forhindre KOL i at udvikle sig, er man nødt til helt at stoppe med at ryge, siger hun.

Hun tilføjer, at udover rygestop er tid en af de vigtige faktorer i forhold til at bremse KOL. Jo tidligere sygdommen opspores, des større mulighed er der for at forbedre prognosen og forebygge forværringer.

Lone Broendegaard Christensen lægger ikke skjul på, at hun i den forbindelse mener, at der er for mange, der venter for længe med at gå til læge for at lade sig undersøge for KOL.

- Nogle tror, det bare er fordi, de er blevet ældre, at de begynder at hive efter vejret eller at det skyldes, at de er inde i en periode, hvor konditionen er dårlig.

- Men hvis man har haft åndenød i mere end to måneder eventuelt kombineret med hoste eller en lidt pivende vejrtrækning, er der god grund til at opsøge sin læge, for så kan det være, at man har KOL, understreger hun.

Annonce

Træner krop og psyke

Når man har været til læge og fået konstateret KOL, har man mulighed for at blive henvist til et otte ugers rehabiliteringstilbud hos Randers Sundhedscenter.

Tilbuddet består primært af fysisk træning med udholdenheds- og styrkeøvelser. Det er øvelser, der blandt andet øger hjertets pumpeevne. Blodet, som hjertet pumper ud, er ansvarlig for transporten af ilt rundt til musklerne, der anvender ilten til at skabe energi. Jo bedre pumpekapaciteten er, desto større leverance af ilt til musklerne. Dertil kommer øvelser i hensigtsmæssig vejrtrækning.

- Vejrtrækningsøvelserne er gode for det psykiske aspekt i behandling af KOL. Følelsen af at man ikke kan få luft påvirker i stor grad rigtig mange KOL-patienter. Med disse øvelser lærer man at få kontrol over sin vejrtrækning, så den ikke får kontrol over én, siger Lone Broendegaard Christensen.

Styrkeøvelserne er såkaldte funktionelle øvelser, der kendes fra hverdagen som for eksempel det at rejse og sætte sig. Gentaget mange gange er disse øvelser med til at styrke de store muskler i kroppen.

I udholdenhedsøvelserne arbejdes der med, at patienten får pulsen op for at lære at kunne klare den åndenød, der følger med.

I følge Lone Broendegaard Christensen er mange KOL-patienter bange for åndenød og bliver angste, når det opstår. Alligevel går disse øvelser ud på, at patienterne skal lære at opsøge åndenød.

- Åndenød i sig selv er ikke farligt. Og det er nyt for mange af dem, der kommer til os, siger hun og tilføjer, at åndenød er et signal fra kroppen om, at den skal bruge mere ilt med det samme.

- Det er helt naturligt, derfor lære vi patienterne at turde gå ind i åndenød og forpustedhed, når man træner. Jeg tror, der er mange, der vil vinde på at finde ud af, at det ikke er farligt, når hjertet slår hårdt og hurtigt. At det tværtimod er fedt, for det betyder, at man gør øvelsen rigtigt, siger Lone Broendegaard Christensen.

- Det er meget farligere at lade være, tilføjer hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fru Lund vil styrke naturen

Randers Onsdag

Ny synshal åbnet i Randers

Annonce