Hanne Falk har aldrig drømt om at kunne leve af sin kunst: – Jeg er afhængig af at være en del af et større fællesskab

Randers: Når vejret er til det, står kunstneren Hanne Falk gerne ude på den overdækkede terrasse, når hun arbejder med sine malerier.

Når hun løfter blikket op over lærredets kant, møder hendes øjne den skønneste udsigt over mark og land, der omgiver landejendommen på Pinborgvej i det syd-østlige Randers, hvor hun og hendes mand har boet siden 1993.

Hanne Falk kalder sit møde med kunstens verden for meget traditionel, hvilket i hendes tilfælde vil sige, at det skete i en ung alder i den lokale kommunale ungdomsskole.

- Der var ikke noget, der hed billedkunst blandt ungdomsskolens tilbud, men der var porcelænsmaling, så det begyndte jeg med. På den måde kunne jeg nemlig bruge de tegninger, jeg lavede, fortæller Hanne Falk, der senere tog en uddannelse til faglærer, så hun selv kunne undervise andre i porcelænsmaling på både ungdoms- og aftenskoler.

Det at male på porcelæn gled over i at male på glas, og senere kom akvarelmaling på paletten, der i dag deles med akrylfarver på lærred.

Udgangspunktet med porcelænsmaling trækker tråde til nutiden, idet hun on and off gennem årene, sideløbende med sine malerier, har lavet små stole i keramik.

- De fire ben på den første stol, jeg lavede, er søm, jeg fandt i min fars arbejdskasse, som jeg arvede, da han døde for mange år siden, fortæller Hanne Falk.

Foreløbig er det blevet til en lille samling af syv små keramikstole, men hun har tegninger og idéer til mange flere liggende klar.

- Stolene er en udfordring til mig selv i at lave noget, som jeg ikke plejer at beskæftige mig med. Samtidig er de noget vildere end det, jeg sætter på mine lærreder. Her er der fri leg, siger hun og ler.

Foruden uddannelsen til faglærer har Hanne Falk taget en HF-eksamen på kunstlinjen samt deltaget i kurser hos udøvende kunstnere for at dygtiggøre sig i kunstens teknikker.

- Det som disse kunstnere giver mig indenfor det tekniske, kan jeg bruge til at udleve mine fantasier og idéer i det kunstrum, som jeg ikke kan undvære. Det er i det rum, jeg er mig selv og den, der bestemmer. Dér kan jeg boltre mig og være ligeglad med, hvad andre siger – i hvert fald til dels, for selvfølgelig er jeg ikke ligeglad med, om andre synes, det er noget lort, jeg står og laver, siger Hanne Falk med et smil.

Hanne Falk er fyldt 73 år og det er flere år siden, hun gik på pension fra arbejdet som voksenvejleder og jobkonsulent for arbejdsløse. Et fagområde hun har beskæftiget sig med og ernæret sig ved langt det meste af sit voksenliv.

Kunst har således altid været noget, hun har lavet ved siden af sit arbejde, og det har hun haft det godt med. Drømmen om at leve 100 procent af sit kunstneriske virke har aldrig appelleret til hende.

- Jeg tror ikke, jeg ville kunne det med udelukkende at beskæftige mig med min kunst. Det ville ikke være optimalt for mig, for det er så specielt og ensomt at være kunstner på fuld tid. Når man er på en arbejdsplads, har man et fællesskab, og selv om jeg synes, det er dejligt at være mig selv som kunstner, så er jeg meget afhængig af at være en del af et fællesskab, siger Hanne Falk og tilføjer, at hun efter at være gået på pension har fundet ud af, at hun godt nok synes, at man er ensom, når man kun laver kunst.

- Og så er der altså på en eller anden mærkelig måde en usagt og udefinerlig konkurrence kunstnere imellem blandt dem, der udelukkende lever af deres kunst. En konkurrence som jeg ikke ønsker at være en del af, fastslår Hanne Falk.

Hun forklarer, at hun med konkurrence mener, at der er kunstnerne, der går mere op i at promovere sig selv og egen kunst end at anbefale andre kunstnere og det, de laver.

- Selv om man er på en fællesudstilling, er der ingen, der siger til gæsterne, at der lidt længere henne er en anden kunstner, der laver noget, der er meget spændende. De fleste koncentrerer sig om deres eget – måske er det fordi, de skal leve af det, siger Hanne Falk.

Når det kommer til valg af materialer, holder Hanne Falk sig i sine malerier udelukkende til enten akrylmaling eller akvarel. Motivmæssigt derimod favner hun meget bredt.

- Jeg er nok for nysgerrig til at have en fast stil. Jeg har altid skulle afprøve en hel masse ting, siger hun.

- Jeg har dog fundet ud af, at jeg godt kan lide at arbejde med temaer som eksempelvis mine æbler, fortsætter Hanne Falk.

Hun tilføjer, at æbler altid har fyldt meget i hendes liv lige fra dengang hun som barn var på æblerov i smedens have til nu, hvor hun og hendes mand har en stor have med masser af æbler.

- Det er nok grunden til, at jeg godt kan lide at male æbler, lige fra de hænger flotte på grenen klar til at blive plukket og spist, til de falder på jorden og bliver fuldstændig fordærvet, siger Hanne Falk.

Hun tilføjer, at hun i forbindelse med sine mange æblemalerier stiller beskueren spørgsmålet: Kan æbler have en personlighed?

- Jeg synes, at det er vigtigt, at beskuere tager stilling til det, de ser på i stedet for bare at sige, at det er da et meget pænt maleri og så gå videre til det næste, siger Hanne Falk, der i øvrigt ikke er i tvivl om svaret på sit eget spørgsmål.

- Ja, æbler har personlighed, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun synes, Randers er en god by at være kunstner i, svarer Hanne Falk:

- Jeg tror, det er lige så godt at være kunstner i Randers som alle andre steder.

- Alle snakker om, at Randers er en bondeby, og det tror jeg egentlig også, at den er. Randers var en gang en rigtig arbejderby, og det bærer butikkerne stadig præg af. Vi har jo ikke en fancy butik, der hedder noget med Gucci eller sådan noget. Vi har butikker til det klientel, der er i Randers, som har det at gøre med, som de nu har, fortsætter Hanne Falk.

Hun tilføjer, at der i tiden, der er gået, siden hun som 16-årig flyttede til Randers, da hun kom i lære hos B. Johansen manufaktur i Houmeden, til i dag, er sket rigtig meget.

- Der har været nogle fantastiske entreprenører i Randers, som har troet på deres idéer. Her tænker jeg eksempelvis på Henrik Knudsen, der lavede sit Elvis-museum, selv om folk rystede på hovedet. Vi har også fået fantastiske steder som Randers Regnskov og Værket, opremser Hanne Falk.

Selv om hun således kan pege på flere kultursteder, der gennem tiden har højnet Randers som en by med kultur, er der særligt én ting, hun savner.

- I Aarhus har de Godsbanen, og jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et lignende sted i Randers, hvor man kunne samle mange forskellige kunstarter som for eksempel videofilm, maling, keramik og teater.

- Det ville være fedt med et kultursted, hvor udøvende kunstnere kunne mødes på tværs af retninger. Et sted hvor man kunne afprøve forskellige retninger, hvis man går med en kunstner i maven, siger Hanne Falk.