Annonce
Randers Onsdag

Hidtil bedste halvårsregnskab fra Sparekassen

Sparekassedirektør Klaus Skjødt har grund til at smile. Nye kunder strømmer til, hvilket er en stærkt medvirkende årsag til, at halvårsregnskabet slår rekord. Pressebillede
Sparekassen Kronjylland tjente i årets første seks måneder 236 millioner kroner mod 172 millioner året før. Det er ikke mindst en pæn tilgang af nye kunder i de mange nye afdelinger, som sparekassen modsat de fleste andre pengeinstitutter fortsat åbner rundt om i landet.
Annonce

Randers: Først finder vi de helt rigtige medarbejdere, og så finder vi ud af, præcist hvor og hvornår vi skal åbne den nye afdeling.

Det har gennem mange år været strategien for Sparekassen Kronjylland, som siden finanskrisen, modsat langt de fleste andre pengeinstitutter, hvert år har åbnet nye fysiske filialer. Alene siden 2015 er ni nye afdelinger kommet til. Og selv om det i nogles øjne kan forekomme som en lidt gammeldags måde at gribe tingene an på, så tyder meget på, at strategien er rigtig. I hvert fald strømmer nye kunder til, og blandt andet denne øgede aktivitet har sat så positivt et aftryk på det netop offentliggjorte halvårsregnskab, at dette har gjort sig værdig til titlen som det bedste i sparekassens 190 år lange historie.

236 millioner kroner tjente Sparekassen Kronjylland i årets første seks måneder, og det er 64 millioner mere end i samme periode året før. Udlånet steg blandt andet takket være de mange nye kunder med næsten en milliard kroner. Resultatet sammen med salget af 75 procent af Sparinvest til Nykredit betyder, at den randersbaserede sparekasse har skruet markant op på forventningerne til det samlede resultat for 2019. Således regner direktør Klaus Skjødt med, når regnskabet er gjort op engang efter nytår, at kunne præsentere et regnskab med et positivt tal på bundlinjen i omegnen af en halv milliard kroner. Ved årets begyndelse regnede man med at kunne nå et resultat på mellem 230 og 290 milioner kroner.

Annonce

Personlig kontakt

Filosofien bag strategien om først at finde de rette medarbejdere, før man åbner en ny afdeling, er, at det netop er den personlige kontakt, der er vigtig.

- For rigtig mange betyder den personlige og ordentlige rådgivning tydeligvis stadig meget, og det gælder både for private og erhvervskunder. Vi har hele tiden sagt, at netop relationen er central for os, og derfor har vi fastholdt, at alle kunder har én person, de kender og kan ringe direkte til for at få hjælp, siger Klaus Skjødt, som også har et bud på, hvorfor strategien virker:

- Vores stædige fokus på de personlige relationer blev nok tidligere af nogle opfattet som gammeldags. Men troværdighed, god service og menneskelige relationer er igen blevet moderne som modsætning til robotrådgivning og kortsigtet profitoptimering. Derfor oplever vi i øjeblikket, at mange nu anser os som attraktive, selv om vi egentlig bare gør det, vi altid har gjort.

Sparekassen Kronjylland er nu repræsenteret i meget store dele af Danmark. I Jylland har den afdelinger fra Aalborg i nord og ned til Kolding og Esbjerg i syd, mens der på Sjælland er seks afdelinger, og senest er også Fyn kommet med.

Annonce

Ny net- og mobilbank

Klaus Skjødt afviser - den "neo-gammeldags" tilgang til bankforretning til trods - dog ikke, at den moderne informationsteknologi har sine kvaliteter.

- Vores it-omkostninger er steget en del de seneste år, fordi vi har investeret i nye kundevendte løsninger. Eksempelvis er der en helt ny net- og mobilbank på vej. Men vi kommer aldrig til at nedprioritere de personlige relationer, som opstår, når mennesker mødes, slår sparekassedirektøren fast.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

- Thor er mit hjerteblod

Annonce