Annonce
Randers Onsdag

I 30 år har Benny Knudsen inviteret alle til at kigge indenfor i hans italienske have

Benny Knudsen har anlagt sin have med inspiration fra Italien. Her er hvide statuer, store stensætninger, bassiner med springvand og blomster, masser af blomster. "Jeg har plantet hvert et træ, hver en busk og hver en blomst i haven. Den er blevet mit livsværk", siger han. Foto: Frank Pedersen
I 30 år har Benny Knudsen inviteret alle til at kigge indenfor i sin italiensk inspirerede have med hvide statuer, figurer, bassiner med springvand, stenhøje samt ikke mindst blomster, masser af blomster.
Annonce

Broløs: Med et hjerteligt ”Velkommen” og et stort smil tager Benny Knudsen imod, da jeg har parkeret bilen på gårdspladsen i udkanten af Broløs - Møllegården, Gettrupvej 40, for at være helt præcis.

Han står øverst på trappen ved hoveddøren, der leder ind til hans hjem, hvor alle rum er indrettet i italiensk barokstil med figurer og møbler i pomp, guld og krummelurer. Det indvendige må dog vente til en anden gang.

I dag er det Benny Knudsens have, der er i fokus. En have, der ligesom husets skatkammer er indrettet med kraftig inspiration fra det italienske. Her er hvide statuer, figurer, bassiner med springvand, stenhøje samt ikke mindst blomster, masser af blomster.

Fakta Den italienske have i Broløs

Adresse: Møllegården, Gettrupvej 40, Broløs.

Åbningstid i haven: Hver dag klokken 10-18.

Der kræves ingen foregående aftale for at besøge den italienske have.

Entre: Voksne 50 kroner, børn under 15 år gratis (gælder til den italienske have samt rundvisning i stuerne, der er indrettet i barokstil).

Møllegården var oprindeligt et landbrug, hvor Benny Knudsen i mange år passede 45 malkekøer, 110 kreaturer og 75 tønder land.

- Da jeg fyldte 60 år, besluttede jeg mig for at stoppe det at drive landbrug. Lige siden har jeg lejet jorden ud til en, der har en svinefarm, fortæller Benny Knudsen, der i september sidste år fyldte 90 år.

Annonce

Et livsværk

I stedet for landbruget kastede Benny Knudsen sig over sin store passion for haven, en interesse og hobby, der har fulgt ham siden barndommen. Og nu, da han havde fået tiden til det, besluttede han sig for at omlægge haven helt fra bunden og indrette sin drømmehave.

- Jeg har plantet hvert et træ, hver en busk og hver en blomst i haven. Den er blevet mit livsværk, siger Benny Knudsen.

Annonce

Italiensk ved et tilfælde

At haven fik et italiensk tema var ikke planlagt, da Benny Knudsen begyndte på projektet for 30 år siden.

- Da jeg var i gang med at anlægge haven, fik jeg besøg af en klog mand. Han syntes, at der manglede lidt og foreslog, at jeg skulle finde nogle skulpturer, der kunne stå rundt om i haven. Han mente, det ville sætte sig præg og pynte på det hele, fortæller Benny Knudsen.

De hvide statuer i italiensk stil kommer til deres ret i Benny Knudsens have. Foto: Frank Pedersen

Han fulgte mandens råd om at tage til Aalborg, hvor der var en, der solgte hvide italienske skulpturer.

- Jeg tog tre skulpturer med hjem og kunne se, det klædte haven, så jeg købte flere, fortæller Benny Knudsen.

I haven er de italienske skulpturer og statuer suppleret med store natursten, som Benny Knudsen i læssevis har hentet med traktor, læsegreb og gummivogn i de store grusgrave ved Gunderup. Sten, som han har brugt til at lave havens stensætninger.

Annonce

En urtehave er spild af tid

Benny Knudsen fortæller, at han døjer med helbredet efter en bilulykke for fire år siden, hvor han fik et piskesmæld. Derfor får han nu hjælp til at holde haven. For eksempel er der en der tager sig af at slå græsset.

- Men jeg er ude hver dag med skuffejernet og riven, ligesom jeg selv luger og planter sommerblomster, så haven altid er fin og velholdt, siger han.

Der er kun blomster i Benny Knudsens have. Det med en urtehave gider han ikke.

- Min have er udelukkende en prydhave. Jeg vil ikke spilde min tid på en urtehave. Den smule grøntsager, jeg skal have, kan jeg lige så godt købe, siger han bestemt, men med et smil.

Benny Knudsen siger, at det af og til sker at han planter nye blomster i haven, men der kommer ikke flere skulpturer, for det er der ikke plads til.

- Men selv om jeg nu - til dels - er færdig med haven, betyder det ikke, at jeg ikke har noget at lave. Haven skal vedligeholdes, og det er også et stort arbejde, siger han.

- Men når det er hobby, og man kan lide det, går det jo. At arbejde i haven er jo slet ikke nogen tvang for mig, tilføjer han.

Annonce

Alle er velkommen i haven

Det er ikke kun Benny Knudsen, der kan nyde Møllegårdens fine have. Det er en oplevelse, som alle kan få, da han næsten fra begyndelsen har åbnet haven for alle, der har lyst til at kigge indenfor.

Præcis hvor mange der i årenes løb har besøgt den italienske have i Broløs, har Benny Knudsen ikke tal på, men det skal tælles i flere tusinder. Han fortæller, at nogle besøgende kommer som foreninger i busser, mens andre finder vej på privat basis i egen bil.

Gennem 30 år har tusinder taget imod Benny Knudsens invitation til at besøge hans italienske have i Broløs. Foto: Frank Pedersen

Og det er ikke kun gæsterne, der får en oplevelse ud af at besøge Benny Knudsens have.

- Når jeg nu har ofret så meget tid - og penge - på min have, er der en helt særlig glæde ved at vise resultatet frem for andre og høre, at de er glade for at se haven, siger Benny Knudsen.

Han fortæller, at et af de spørgsmål han ofte får af de besøgende er, om han har fået professionel hjælp til at anlægge haven af en havemand eller gartner.

- Det har jeg ikke. Jeg har anlagt det hele selv og lavet min have efter min egen stil og på min egen måde efter hvordan, jeg synes elementerne passer bedst ind i miljøet her, siger han.

Det kræver ikke nogen forudgående aftale at kigge indenfor i Benny Knudsens have. Nogle vil måske synes, at det vil være en belastning aldrig at vide, hvornår der går en fremmed rundt i ens have, men sådan har Benny Knudsen det ikke.

- På ingen måde. Jeg er glad for, at andre kan lide min have, så jeg finder mig fint i det, siger han og tilføjer, at der har været mærkeligt stille under coronakrisen, hvor der så godt som ingen besøgende har været.

- Mens vi har haft den her virus, har der højst været seks-otte besøgende om dagen. Til sammenligning har jeg tidligere været oppe på at have tre foreninger på besøg om dagen. Men det er alligevel godt det ikke er sådan nu, for det har jeg ikke kræfter til længere, siger han og smiler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce