Annonce
Randers Onsdag

Interview med Eddie Skoller, der er aktuel i Turbinen i Randers: Jeg kunne have været Victor Borges stedsøn

Eddie Skoller gæster 30. januar Turbinen med sit nye show "Nostalgi er ikke, hvad det har været". Pr-foto
Edddie Skollers nye show "Nostalgi er ikke, hvad det har været" er en kronologisk rejse gennem 50 år i showbizz, og det kan opleves 30. januar i Turbinen.
Annonce

Randers: 30. januar kan du i Turbinen opleve Eddie Skoller i hans nye show: "Nostalgi er ikke, hvad det har været".

Eddie, hvis nostalgi ikke er, hvad det har været, hvad er det så nu? Er første spørgsmål til den nu 75-årige entertainer, der i mere end 50 år har været en del af dansk showbizz.

- Ja, ha, ha, ha... ja det... det er en titel, der mere er ment som et play on words, end det skal tages bogstaveligt, siger Eddie Skoller, der gerne indrømmer, at han kan være nostalgisk, men kun i små doser.

- Jeg kan blive nostalgisk, hvis jeg tænker på mennesker, der ikke er her mere eller oplevelser, jeg ikke kan få igen, men generelt er jeg et menneske, der lever i nutiden, jeg lever på ingen måde i minderne, siger han.

Annonce

Absurd usikkerhed

Eddie Skoller beskriver "Nostalgi er ikke, hvad det har været" som et "walk down memory lane"-show, hvor han fortæller historierne bag de sange, numre og anekdoter, han har udvalgt til denne turné. Materiale som repræsenterer hele hans karriere siden han fra 1. september 1969 har kunnet leve af at optræde. Dertil kommer et par nye numre, han ikke tidligere har haft med på scenen.

- Showet er primært et forsøg på nogenlunde kronologisk at fortælle, hvordan min karriere har udviklet sig samt fortælle, hvordan de numre der er med i showet er blevet til, hvor jeg har fået inspirationen, siger han.

Set over de 50 år, Eddie Skoller har stået på scenen, har han haft stor succes med flere af sine shows. Succeser, han har haft svært ved at opleve og nyde, mens de var der.

- Der har altid stået tanker i vejen. Tanker om, hvorvidt det, jeg har lavet og haft succes med ,mon varer ved i morgen. Selv da jeg i slut 70'erne lavede ti udsolgte shows i træk på Falkoner Teater - hvilket var uhørt dengang - kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvorfor kunne jeg kun lave ti shows og ikke 12. Nu hvor jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var fuldstændig absurd at tænke sådan, siger Eddie Skoller.

Det samme gjorde sig gældende, da Eddie Skoller i 1982 lavede en serie af tv-programmer med titlen "Rundt om Skoller", hvor han havde kendte gæster i studiet.

- Programmerne havde i gennemsnit 2,8 millioner seere - det er nu ikke noget at prale af, for dengang var der ikke andet at se på dansk tv, men alligevel... - og selv der kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvorfor der ikke var 3 millioner, der så med. Den form for usikkerhed har fulgt mig gennem alle årene, siger han.

Annonce

Karrierens højde- og lavpunkt

Eddie Skollers far var russiskfødt jøde, der sammen med sin familie emigrerede til Danmark under de russiske pogromer mod jøderne. I Danmark mødte han en svensk kvinde, der senere blev Eddie Skollers mor.

- Min far var blevet venner med den senere verdenskendte danske entertainer Victor Borge. Både mine forældre og han flygtede til USA, da Danmark blev besat under Anden Verdenskrig. Victor Borge turnerede rundt i USA med sine shows og da en af disse turneer bragte ham tæt på mine forældre, der bosatte sig i Saint Louis, kom han på besøg i deres hjem, fortæller Eddie Skoller.

- På det tidspunkt var Borges ægteskab lidt slidt, og det var kendt, at han var glad for kønne kvinder. Min mor var meget smuk, og da han på et tidspunkt var alene med hende, spurgte han, om hun ville tage med ham til Los Angeles.

- Hun sagde, at det ville hun ikke, og det var der to grunde til. Den ene var, at hun var rigtig glad for sin mand - min far. Og den anden var, at hun var gravid - med mig. Det sidste bekymrede ikke Borge, som gav udtryk for, at han gerne ville tage barnet til sig, hvis hun tog med ham. Det blev der nu ikke noget af, min mor blev hos min far, men det er lidt sjovt at tænke på, at Borge kunne have været min stedfar, siger Eddie Skoller med et smil og fortæller, at han senere kom til at være sammen med Victor Borge, dog på et professionelt plan.

- Som barn og ung havde jeg to idoler: Danny Kaye og Borge. Derfor har det været et af mine absolutte højdepunkter i karrieren, at jeg fik mulighed for at lave en tv-udsendelse med netop Borge. Det var en meget stor oplevelse, siger Eddie Skoller.

Når det kommer til den anden side af karrieremedaljen - lavpunkterne - siger Eddie Skoller, at de hænger sammen med hans konstante usikkerhed i forhold til, hvorvidt han kan blive ved med at underholde, om folk også vil høre ham i morgen.

- Og den dag kom da også, hvor den ikke gik længere. Jeg ved ikke den nøjagtige årsag til, hvorfor det skete, men i 2002-2003 lavede jeg showet "Det jeg har lyst til" i Glassalen i Tivoli. Det gik godt i 2002, men i 2003 blev folk væk. Ikke for at det skal være en undskyldning, men måske havde det noget at gøre med, at Glassalen ikke er opvarmet, og jeg lavede mine shows i april, hvor det stadig var koldt, siger Eddie Skoller, der tilføjer, at populariteten heldigvis steg igen, da han i 2010 havde premiere på showet "En tur til".

- Måske var det, fordi jeg i det show havde taget musikere med på scenen, at det gik godt. Det kan også være, fordi både jeg og publikum var blevet ældre, jeg ved det ikke, siger han med et smil.

Annonce

Som et afbrudt samleje

De fleste entertainere, der ligesom Eddie Skoller blander musik og komik, tager hvert år på turné med et nyt show, men den rytme har aldrig ligget til Eddie Skoller.

- Jeg er mere tilbørlig til at tage det roligt og vente med at lave et nyt show, til jeg har noget at komme med. Og når jeg ikke har pisken over nakken, sker der ikke så meget i forhold til at tage på turné, siger han og tilføjer, at det ikke er ensbetydende med, at han ikke er ude at optræde i årene mellem to shows.

- Der er stadig bud efter mig ved lukkede arrangemeter, siger Eddie Skoller og tilføjer, at årsagen til, at han nu i en alder af 75 år atter er taget på Danmarks-turné, ganske enkelt er, at han synes, det er sjovt.

- Jeg elsker at optræde. Det mig energi at være sammen med folk, der synes det er sjovt at høre det, jeg har at fortælle.

I alle de år Eddie Skoller har optrådt, har han aldrig oplevet at være nervøs, før han skal på scenen.

- Lige inden jeg skal på, kan jeg mærke adrenalinen og jeg bliver spændt på det, der skal ske, men det har altid været på den positive måde. At jeg ikke er nervøs skyldes, at jeg har en tyrkertro på, at det her kan jeg og jeg skal nok få alle i salen med, siger han og tilføjer, at når han er færdig med aftenens show slapper han af, det med at fortsætte ud i byens natteliv har han aldrig praktiseret.

- Da jeg var på turné i gamle dage, havde jeg en mærkelig følelse, når jeg eksempelvis havde underholdt et fuldt idrætshus i Vejle og forlod publikum. Det var en stor kontrast - som coitus interruptus (afbrudt samleje på latin, red.) - pludselig at sidde dér helt alene i et omklædningsrum, der kan rumme et helt fodboldhold, ti minutter efter jeg havde haft det sjovt med flere hundrede publikummer.

Annonce

Spillede tennis mod Björn Borg

Når Eddie Skoller ikke er på scenen eller på anden måde beskæftiger sig med det at være entertainer, nyder han at være sammen med familien, hvad enten det er i Danmark eller i huset på Mallorca, som han har købt sammen med sin hustru, Dorrit Elmquist.

- Det ligger langt fra turistområderne, og jeg har nu fået genopfrisket så meget af mit spanske, at jeg kan tale med en blikkenslager - hvis han taler langsomt.

- Og så går jeg meget op i tennis, som jeg spiller fire gange om ugen. Jeg kom for sent i gang med tennis til, at jeg kan blive bedre end rimelig, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg altid spiller for at vinde, den indstilling skal man have i sig i sport ellers er det ikke sjovt, siger Eddie Skoller, hvis største tennisoplevelse var, da han i 1988 spillede en kamp mod selveste Björn Borg.

- Det foregik i Abu Dhabi, hvor vi begge var en del af et skandinavisk kulturfremstød. Og selv om der selvfølgelig var klasser til forskel, så havde vi da en kamp - han tog meget hensyn - og for mig betød den kamp mod Björn Borg mere, end da jeg optrådte med mit show i Carnegie Hall i New York, fortsætter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce