Annonce
Randers Onsdag

Interview med Luna Munk, der holder foredrag på Randers Bibliotek: Trygt og samtidig angstprovokerende at holde foredrag i min egen by

Luna Munk fra Randers er blandt andet kendt for sin deltagelse i tv-programmerne "De unge mødre". 17. januar holder hun foredrag på Randers Bibliotek med udgangspunkt i sin bog "Så gå dog fra ham", hvor hun beskriver sine seks år i et voldeligt parforhold. Foto: Annelene Petersen
Luna Munk fra Randers holder 17. januar foredrag på Randers Bibliotek, hvor hun med udgangspunkt i sin bog, "Så gå dog fra ham", fortæller om, hvordan hun i seks år levede i et voldeligt parforhold.
Annonce

Randers: 17. januar klokken 17 holder randrusianske Luna Munk foredrag på Randers Bibliotek. I sit foredrag tager Luna Munk udgangspunkt i sin bog, "Så gå dog fra ham".

Luna Munk har i flere sæsoner medvirket i "De unge mødre" og i oktober sidste år debuterede hun som forfatter med "Så gå dog fra ham", hvori hun fortæller om sit forhold til hendes tre børns far. Et forhold der i seks år var omfattet af både fysisk og psykisk vold.

Annonce

Første gang ansigt til ansigt

Luna Munk har gennem flere år været vant til på tv at dele sit liv med seerne, men 17. januar er første gang hun stiller sig op og ansigt til ansigt indvier publikum i sit liv.

- Det har jeg det på den ene side fint nok med, for jeg tænker, at det er godt, at første gang er i min egen by, hvor der er en del, der kender mig. At det vil hjælpe at være på hjemmebane og i trygge rammer, siger Luna Munk.

- På den anden side er det enormt grænseoverskridende og lidt angstprovokerende at skulle stå der live foran - forhåbentlig - en masse mennesker og fortælle om, hvordan og hvorfor jeg blev i et voldeligt parforhold - også selv om det er et emne, jeg har været meget åben omkring, fortsætter hun.

Annonce

Vil bryde tabu og hjælpe andre

Luna Munk har skrevet bogen "Så gå dog fra ham" i et håb om, at den dels kan bryde tabuet om, hvorfor nogle vælger at blive sammen med en voldelig partner og dels hjælpe andre, der lever i et voldeligt forhold og give dem modet til at bryde ud.

Selv er hun ikke i tvivl om, at en sådan bog ville have hjulpet hende til at gøre det eneste rigtige, nemlig at forlade sin voldelige kæreste, på et langt tidligere tidspunkt.

- Jeg var overbevist om, at jeg var den eneste, der havde den slags problemer og jeg gik rundt med en masse følelser, der var forbundet med skam over, at jeg ikke gik fra min kæreste, for jeg vidste jo godt, at jeg skulle ud af det forhold, siger Luna Munk.

Annonce

Alt skulle med

I "Så gå dog fra ham" fortæller Luna Munk uden omsvøb om de seks år med vold i parforholdet. At hendes tre børn om ikke så mange år når en alder, hvor de selv kan læse bogen og dermed hendes beskrivelse af deres far og det, han har gjort, har givet anledning til overvejelser i forhold til, hvor direkte hun skulle og kunne være i bogen.

- Jeg har godt vidst, at psykologer normalt siger, at man ikke skal snakke med småbørn om den slags, men hellere lade som om, at alt har været godt af hensyn til børnene.

- Men på den anden side har især min ældste søn lidt af det, han har oplevet og været vidne til i årenes løbet af årene. Derfor har jeg det håb, at hvis mine børn læser bogen, vil den hjælpe dem til at forstå, hvorfor jeg ikke altid har haft det nemt med deres far, siger Luna Munk, der tilføjer, at det eneste, hun har udeladt i fortællingen, er det seksuelle, for det ville trods alt være for grænseoverskridende at have med, men at hun derudover har været meget åben om alt det, der er foregået.

- Fordi bogen er baseret på mine følelser, har jeg ikke kunnet udelade noget. Hvis jeg havde gjort det, ville det ikke give læseren hele billedet af, hvordan det er at leve i et voldeligt forhold, fortsætter hun.

Annonce

Er blevet påpasselig med mænd

Det er to år siden, at Luna Munk forlod sin voldelige kæreste og i tiden, der er gået, har hun kun kortvarigt set en enkelt mand.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet afskrækket, men jeg er nok blevet mere tilbageholden og påpasselig, når det kommer til at gå ind i et nyt forhold, siger hun.

- Men altså, det jeg har oplevet betyder ikke, at jeg nu har det sådan "fuck mænd"-holdning. Jeg har stadig lyst til kærlighed og til at finde den, tilføjer Luna Munk med et smil.

Annonce

Er blevet klogere på sig selv

Selv om Luna Munk primært har skrevet "Så gå dog fra ham" med henblik på at hjælpe andre, så har skriveprocessen også hjulpet hende til at blive klogere på sig selv, og hvorfor hun blev så længe i et forhold, hun ikke skulle være i.

- Jeg har helt klart fået en større forståelse for det, der skete dengang, men i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke gik tidligere, siger hun og tilføjer, at de to år, der er gået siden bruddet, har været en lang proces, hvor hun har haft stort brug for hjælp af psykologer og efter et halvt år fik konstateret ptsd.

Annonce

Ti gange værre end "De unge mødre"

Det tog Luna Munk ti måneder at skrive "Så gå dog fra ham", og hun var flere gange undervejs ved at droppe projektet.

- Jeg var simpelthen bange for, hvordan jeg kom til at fremstå, og hvordan andre ville opfatte mig, siger hun og tilføjer, at hun var utrolig nervøs, da tiden kom til, at bogen skulle udgives.

- Det var yderst ubehageligt. Det var mega angstprovokerende - og pinligt - da jeg begyndte at være med i "De unge mødre". Men det her, det var ti gange værre. Jeg frygtede de kommentarer, der måtte komme, i en sådan grad, at jeg blev hjemme hele den dag, bogen udkom og blev sat frem i butikkerne, det var først ud på aftenen, at jeg vovede mig ud på gaden, fortæller Luna Munk, som tilføjer, at hendes bekymringer heldigvis viste sig at være helt ubegrundede.

- Jeg har simpelthen fået så mange dejlige og gode kommentarer og beskeder, siger hun.

Nogle af de beskeder, Luna Munk har fået, har haft form af opfordringer til at skrive en opfølger til "Så gå dig fra ham", og hun er ikke afvisende overfor idéen.

- Bogen beskriver forholdet fra start til slut, og der er mange, der har sagt, at de gerne vil høre om det psykiske efterspil, og hvordan jeg er kommet oven på igen, siger Luna Munk, der det seneste halve år har læst filosofi på Aarhus Universitet.

- Nu er jeg et sted, hvor jeg har fundet fodfæste i livet, jeg hviler i mig selv og er begyndt at læse filosofi på Aarhus Universitet, fortsætter hun og tilføjer, at hendes drøm og plan er at supplere filosofistudiet med en kandidatgrad i journalistik.

Annonce

Tv-optagelse af foredrag

Luna Munk holder sit foredrag ved Scenen midt i biblioteksrummet.

Det er gratis og kræver ingen tilmelding at deltage, men der gøres opmærksom på, at der vil være et tv-hold fra "De unge mødre" til stede, og at publikum vil blive filmet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fond redder midtbyens sjæl

Annonce