Annonce
Randers Onsdag

Interview med Peter Ingemann: Kan man lære at holde af uhyret, kan det hjælpe en til at klare livet

Søndag 15. december kan du møde Peter Ingemann i Bog & Idé, Randers Storcenter, hvor han vil signere sin seneste bog, "Elsk afgrunden". Pr-foto
15. december kan du møde Peter Ingemann i Bog & Idé i Randers Storcenter, hvor han signerer sin seneste bog "Elsk afgrunden".
Annonce

Randers: Søndag 15. december kan du møde tv-vært og forfatter Peter Ingemann i Bog & Idé, Randers Storcenter, hvor han klokken 16.30-17.30 vil signere sin seneste bog "Elsk afgrunden", der udkom 24. oktober i år.

Om bogens titel - "Elsk afgrunden" - siger Peter Ingemann:

- Vi har alle en afgrund eller i hvert fald mange store og små trælse ting, vi bærer med os i livet - for mit vedkommende har det været store ting.

- Men kan man forlige sig med de ting, man har oplevet. Og kan man lære at holde af uhyret - elske afgrunden - så kan det hjælpe en til at klare livet.

- Det er i hvert fald min erfaring, at man ikke skal fornægte det, man har oplevet, men tvært imod tage det ind, siger Peter Ingemann, der også i sin første bog, "Ingemanns land", berørte de traumer og oplevelser, han åbner op for i "Elsk afgrunden".

- Det er er ingen hemmelighed, at min far var kvartals-alkoholiker, og at jeg på den baggrund som barn har haft vilde oplevelser. Nogle har været traumatiske, men absolut ikke alle, ligesom jeg aldrig har været udsat for overgreb af nogen art. Derfor viser "Elsk afgrunden" i høj grad også nuancerne i min opvækst, siger han.

Omdrejningspunktet for "Elsk afgrunden" er bearbejdning af hårde oplevelser og hvordan han har lært at holde af dem. Bogen har dog ikke vært ment som terapi-projekt for Peter Ingemann.

- Jeg synes, at jeg har ret godt styr på uhyret under sengen og kan tale med mine dæmoner, siger han, men tilføjer, at det ikke er altid, han kan tøjle uhyret og dæmonerne.

- Det var det, der skete, da jeg for nogle år siden var ved at gå ned med stress. Fra min barndom har jeg nemlig stadig en grundlæggende tvivl på, om jeg gør det godt nok, om jeg er god nok. Den tvivl altid vil være der, men jeg har nu i en moden alder fundet ud af, at jeg kun bliver forpustet af at løbe fra den, siger han.

Annonce

En forbandet pligt som kendt

Selv om Peter Ingemann i sin bog lader læseren komme langt ind i sine private oplevelser og tanker, har han på intet tidspunkt i skriveprocessen overvejet at droppe projektet, fordi det kom for tæt på. Tvært imod siger han, at han undervejs har haft følelsen af, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme ud med sine oplevelser.

- For meget kan man sige om vores familie, men vi har aldrig været bange for at rulle gardinet op, så andre kan se, hvad der foregår, siger han med et smil.

- Når man som jeg er kendt, så synes jeg, at man har pligt til at dele - en forbandet pligt til vidensdeling - hvis andre kan inspireres eller spejle sig i ens historie.

- Og når jeg stikker snuden frem offentligt, har jeg en endnu større pligt til at fortælle, at ud over lagkage så indeholder livet også lort, men at netop den lort kan være grunden til, at man bliver dygtig til ting.

- For det kan være fint nok at dele billeder fra ens perfekte hjem, men vi skal også dele det uperfekte, som nogle gange er det vigtigste at give andre indsigt i.

Annonce

Nødvendigt med en der stiller spørgsmål

Peter Ingemanns første bog, "Ingemanns land", blev til i et samarbejde med en medforfatter, hvilket også har været tilfældet med "Elsk afgrunden", som han har skrevet sammen med Henrik Nordskilde.

- Men det er 100 procent mine ord og mine oplevelser, slår Peter Ingemann fast.

- Det, jeg bruger en medforfatter til, er blandt andet at have en væg at spille bolden op ad, så det hele ikke glider for nemt. Det er godt at have en, der kan stille spørgsmål og insistere på, at jeg skal forklare tingene tydeligere, når der er brug for det, fortsætter han og tilføjer, at han mener, det især er vigtig med en medforfatter, når der er tale om en selvbiografi som "Elsk afgrunden".

- Ellers ender det let med at blive enten et jubelskrift eller en historie, der er farvet mere sort end rimeligt er.

Annonce

Humor er et stærkt våben

På bare ti år har Peter Ingemann udgivet to selvbiografiske bøger, og det mener han er nok for nu. Foreløbig er der ingen planer om endnu en selvbiografisk bog fra hans hånd.

De bøger, Peter Ingemann har i støbeskeen, bliver derfor af andre karakterer.

- Jeg kunne enormt godt tænke mig at skrive en bog om, hvor stærkt et våben humor er. Hvordan man kan bruge humor til at vende alvorlige ting, for som regel sker der det særlige, at ingen taber ansigt, når man bruger humor. Det er derfor, jeg i mine tv-programmer gør brug af humor, for så er der ingen, der føler sig trådt over tæerne.

En anden bog, Peter Ingemann har planer om en dag at skrive, er en halv-fiktions roman om livet i Silkeborg, som han oplevede det under sin opvækst.

- Romanen skal være båret af sjov og ballade, men dem, der læser mellem linjerne, vil kunne se, hvor træls og sølle miljøet også var, et miljø som mange vil kunne genkende, selv om de ikke er vokset op i Silkeborg, siger han.

I forhold til tv skal Peter Ingemann lave en række programmer om europæisk historie, som vil blive vist i foråret.

- Programmerne bliver i samme tone som dem, jeg lavede om jerntæppets fald, hvilket vil sige med et glimt i øjet, når det er på sin plads, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce