Annonce
Randers

Jubel på Randers Teater: Festlig forestilling nomineret til en Reumert

Det er holdet her - Lone Rødbroe, Thomas Pakula, Kim Leprévost og Daniel Bevensee - der har kørt "Viva Las Vegas" frem til en Reumert-nominering. Foto: Anne Myrup Pedersen
Teatrets anmelderroste forestilling "Viva Las Vegas" er nomineret til en Reumert. Det udløste jubelskrig på teatret, der oven i købet måtte tage cabareten af plakaten på grund af corona-epidemien. Den nåede aldrig som planlagt ud i forsamlingshusene.
Annonce

Randers: Det nystiftede regionale Randers Teater fik lige en fjer i hatten forud for grundlovsdag, da teatret fik meddelelsen om, at det er nomineret til teaterprisen Reumert i kategorien Årets Musikteater og Musical.

- Det er en fantastisk melding at få, siger teaterleder Peter Westphael, der straks samlede sit personale for at fejre den glædelige nyhed.

- Især i denne her corona-tid, hvor alt er lukket ned. Hvor vi har måttet aflyse forestillinger så er det skønt at få et skulderklap, som nomineringen jo er, understreger teaterlederen.

Teatret er nomineret for sin vintercabaret "Viva las Vegas", skrevet af komikeren og musikeren Jan Svarrer, der har ladet sig inspirere af The Kings musikalske univers og givet musikken et twist af humor og sjov.

På scenen stod Lone Rødbroe, Kim Leprévost, Daniel Bevensee og musikeren Thomas Pakula.

Forestillingen kørte for udsolgte huse på teatret, men da den planlagte forsamlingshusturné skulle afvikles, blev den bremset på grund af corona-nedlukningen.

Der var ellers totalt udsolgt til de fleste af opførelserne i forsamlingshusene.

- Vi arbejder på at genopsætte cabareten, fordi vi er kede af, at så mange gik glip af forestillingen. Men det kunne ikke lade sig gøre i den nye sæson. Måske om et par år, siger Peter Westphael.

Annonce

16 priser skal uddeles

Selvom vi har haft et forår, hvor coronaen ryddede teaterscenen, har der alligevel været stof nok til den årlige prisuddeling, hvor Randers Teater i sin kategori kæmper mod Østerbro Teaters "Brøgger" og Fredericia Teaters "Urinetown".

I alt er der 16 kategorier opstillet, så dansk teater kan hædre såvel forestillinger som instruktører og dramatikere. Sangere, dansere og scenografer.

Dog er der en kategori, der udgår, nemlig Årets Performer.

- COVID-19-krisen har været hård ved scenekunsten som abrupt lukkede ned midt i sæsonen. Det betød, at en række forestillinger og ikke mindst væsentlige performances ikke nåede at få premiere. Derfor har der ikke været et tilstrækkeligt felt af markante enkelt-præstationer, der har skilt sig ud fra selve performancen, hedder det i juryens begrundelse for at sløjfe kategorien i år.

Årets Reumert blev stiftet af Bikubenfonden i 1998. Fonden trak sig ud af foretagendet i 2018 og køres i dag videre af CPH Stage, Iscene.dk og Have A/S.

De mange Reumert'er uddeles på Folketeatret i København 21. september. Det plejer at være ved en storstilet gallafest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce