Annonce
Randers Onsdag

Køb af påskeæg i midtbyen inspirerede Jan Dahl til idé, som skal redde Randers: - Hvis bare én ændrer adfærd, er det en succes

- Jeg elsker Randers, siger Jan Dahl, som bor i Randers, men ejer McDonald's-restauranter i en række forskellige jyske byer, om sit engagement i at få sendt de lokale penge mod lokale virksomheder. Pressefoto
Både private og erhvervsliv skal, hvis det står til Jan Dahl og Erhverv Randers, i denne tid på en særlig måde tænke over, hvor de lægger deres indkøb. Et pengebarometer kan måske inspirere til fælles kamp for sagen.
Annonce

Randers: - Kort tid efter, at Danmark lukkede ned, gik jeg rundt nede i midtbyen og så de åbne, men tomme butikker. ”Det duer da ikke ret længe”, tænkte jeg, husker Jan Dahl, randrusianer og ejer af syv McDonald’s-restauranter.

Han skulle alligevel have fat i nogle påskeæg til sine ansatte, og i stedet for at købe dem via de kanaler, han plejer, gik han ind i den lokale vinhandler og lavede aftalen der.

- Det blev de selvfølgelig glade for, fortæller Jan Dahl.

Handlingen satte tankerne i gang for ham. For hvad nu, hvis ikke bare private, men også det lokale erhvervsliv tænkte lokalt, før de trykkede "køb" på en tilfældig netbutik? Og hvordan kunne man skabe opmærksomhed om den sag?

Det fik ham til at tænke på julehjælpsbarometeret på Randers Amtsavis og den rolle, det spillede i at skabe opmærksomhed om sagen. For han vidste godt, at der allerede var mange initiativer i gang, men Jan Dahl var optaget af at synliggøre, hvor meget salg, der egentlig kan skabes lokalt i Randers.

Derfor trak han Randers Amtsavis og derigennem Erhverv Randers ind i projektet. En fælles brainstorm endte med hjemmesiden erhvervsliv-randers.dk og en facebookside: ”Sæt pris på dit lokale erhvervsliv”.

Succesen for mig er at få skabt synlighed. Derfor er det en succes for mig, når den første borger eller virksomhed tænker over det og køber lokalt.

Jan Dahl, randrusianer og direktør

Annonce

Præmier på Facebook

På hjemmesiden kan man indtaste sine lokale køb – både virksomheder og privatpersoner. Der skal hverken uploades kvittering eller data om personen, som indtaster.

Idémændene ved godt, at det er et lidt skrøbeligt system, de har skabt.

- Vi ved godt, at det giver mulighed for, at nogen bare vil gå ind og lave sjov. Og det vil vi selvfølgelig holde lidt øje med. Men vi håber da egentlig, at folk i de her svære tider har lidt respekt for de lokale virksomheder, siger Jens Enevold Kristensen fra Erhverv Randers.

De mest entusiastiske lokalshoppere kan så kombinere indtastningen med et opslag på den nye facebookside, hvor der vil blive udtrukket forskellige præmier til lokalshopperne.

- Vi har jo ingen anelse, om systemet virker, og om folk faktisk vil gå på hjemmesiden og taste det ind. Det har vi diskuteret meget. Men det vigtigste er at skabe opmærksomhed, ikke om de konkrete tiltag virker, forklarer Jens Enevold Kristensen.

Det er også sådan, Jan Dahl ser det – og derfor vil han ikke sætte tal-forventninger på barometeret.

Annonce

Synlighed er succes

- Succesen for mig er at få skabt synlighed. Derfor er det en succes for mig, at den første borger eller virksomhed tænker over det og køber lokalt. Det er de mange bække små, der gør forskellen. Bare én ændrer adfærd i forhold til, hvad de ellers ville have gjort, så er det succes for mig, siger han.

Helt i projektets ånd er en lokal medievirksomhed, Side Walk, hentet ind til skabe hjemmesiden, som med relativt kort varsel gik i luften torsdag i sidste uge. Omkostningerne ved den side sponsorerer Jan Dahl.

- Jeg lever jo af at lave forretninger i Randers, så jeg vil gerne bidrage til, at vi kommer godt igennem.

Salgschef på Randers Amtsavis, Martin Lindemann Krogh, er glad for muligheden for at være en lille brik i processen.

- Vi ser det som en samfundspligt, at vi som medievirksomhed er med til at bakke op om at handle lokalt, så vi også fremadrettet har stærke lokale virksomheder, forklarer han.

Udover virksomheders og privatpersoners handel i fysiske butikker, opfordrer initiativet også til at vælge de lokale løsninger indenfor nethandel. Denne type køb kan også indtastes på den nye hjemmeside og give mulighed for gevinster på facebooksiden.

Idémanden får det sidste ord:

- Jeg er en gammel dinosaur, som ikke er fan af nethandel og hellere vil have personlig betjening. Men man kan jo sagtens handle lokalt på nettet også. Vores by og kommune er vores fælles ansvar. Og når det går erhvervslivet godt, går det også godt for kommunen, konstaterer Jan Dahl.

Med udgangen af sidste uge var barometerstanden på 1.261.367 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce