RANDERS: Regionshospitalet Randers er begyndt at genbruge plastaffald fra køkkenet til nye stole. De nye stole til kontorer, venteværelser og sengestuer er første skridt på vejen til et cirkulært forbrug på hospitalet. Gennem det seneste år har køkkenpersonalet på Regionshospitalet Randers indsamlet smørbøtter, yoghurtbægre og andet emballageaffald af plastik, der ellers ville være blevet smidt ud.
Jonas Dahl, hospitalsdirektørDe nye stole er et godt eksempel på, hvordan vi skaber et cirkulært forbrug af eget plastaffald.
Affaldet er sammen med plastaffald fra borgernes renovation i Randers Kommune blevet brugt til at fremstille de første 250 af i alt 700 stole lavet af genanvendt plast. Stolene er af modellen FALK, fremstillet af designmøbelproducenten Houe og skal bruges på sengestuer, kontorer og venteværelser på hospitalet.
Stort potentiale
Hospitalsdirektør Jonas Dahl glæder sig over, at de første 250 stole af genanvendt plast nu er taget i brug på mave-tarm-kirurgisk sengeafsnit på Regionshospitalet Randers.
- De nye stole er et godt eksempel på, hvordan vi skaber et cirkulært forbrug af eget plastaffald. Nu får vi emballageplasten tilbage i form af en stol, som er til gavn for patienter, pårørende og personale. Det kan være, at nogle af vores patienter fra Randers Kommune selv har leveret emballageplast til vores nye stole, siger Jonas Dahl.
- Vi ser stort potentiale i det cirkulære forbrug, og vi er nu i gang med at undersøge, hvordan vi kan udbrede det, da det også er en måde at gøre driften af vores hospital mere bæredygtig på.
Bæredygtigt produkt
Udskiftningen af de 700 stole på hospitalet sker, fordi der bliver stillet højere krav til rengøringen end tidligere. De ældre stole er udført i møbelstof, og kan ikke holde til at blive sprittet af, hvilket er nødvendigt - særligt i en tid med Covid-19.
- Vi har også gerne villet opnå et mere moderne og ensartet udtryk i vores møbler på hospitalets afdelinger. Stolene er første skridt på vejen til en mere generel modernisering af møblementet på hospitalet. Da det er dyrt at udskifte så mange stole, har vi også ønsket at købe et bæredygtigt og langtidsholdbart produkt, siger servicechef Dorte Baarup.
molu