Annonce
Randers Onsdag

Kunstforeningen står midt i årets største projekt

Fussingø Slot danner for første gang rammen om en stor udstilling, der er tilrettelagt af Randers Kunstforening.
Randers Kunstforening fylder Fussingø med kunst, udført af 12 forskellige kunstnere under et fælles tema: Natur=vis: Vi kobler kunst, kultur, natur, bevægelse og klimamål sammen i projektet.
Annonce

Randers: På Fussingø Slot slår Randers Kunstforening i weekenden dørene op for årets største udstillingsbegivenhed i foreningen. Det er et projekt, hvor foreningen sammenkobler begreber som kunst, natur, kultur, bevægelse og klimamål.

Foreningen har inviteret 12 anerkendte samtidskunstnere, der alle arbejder med naturen gennem forskellige udtryksformer, og alle har sagt ja til at deltage. De vil vise malerier, skulpturer, videokunst, installationer og meget mere.

De 12 kunstnere er Rube Bosse, Troels Carlsen, Pernille Egeskov, Marie Engholm, Tue Greenfort, René Holm, Mads Peter Laursen, Niels Østergaard Munk, Mie Mørkeberg, Iben Toft Nørgaard, Andreas Schulenberg og Jan Wessel.

Allerede i juni sidste år besluttede bestyrelsen for Randers Kunstforening, at temaet for dette års efterårsudstilling skulle tage udgangspunkt i emner som natur og FN's verdensmål.

- Og da var vi så heldige, at Fussingøgruppen har givet os lov at låne Fussingø til formålet, fortæller Dorthe Hjort, formand for Randers Kunstforening.

Udstillingen åbnes af borgmester Torben Hansen på lørdag klokken 10, og derefter er den åben alle lørdage og søndage til og med 18. oktober samt fredag 16. oktober, alle dage klokken 10-16. Entrébilletten koster 30 kroner.

Udover selve udstillingen omfatter "Natur=vis" flere supplerende arrangementer.

Søndag 27. september klokken 16 er der på Fussingø en "artist talk", hvor kunstneren Rune Bosse fortæller om sit arbejde. Han bruger naturens egne vækster og ge vækster i sin kunstneriske praksis og søger nye forbindelser til naturen i og omkring os.

Professor og kunstner Mikkel Carl vil søndag 18. oktober klokken 14.30 forestå en offentlig rundvisning i udstillingen.

Videre bliver der flere gange i løbet af efterårsferien, som også udgør årets børnekulturuge i Randers Kommune, holdt workshops for børn, hvor det handler om at lave kunst af de materialer, man kan finde i naturen.

For medlemmer af Kunstforeningen er der torsdag 1. oktober klokken 14 tilrettelagt en naturvandring omkring Fussingø, hvor en biolog fra Naturstyrelsen vil fortælle om planerne for området, og fredag 9. oktober klokken 14 vil formanden for Fussingøgruppen, Inger Lise Mørup, fortælle om slottets historie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Kim Larsen fejres i Pakhuset

Randers Onsdag

Nu kommer Wolt til byen

Annonce