Annonce
Randers Onsdag

Mødre i Randers stimler sammen i nyt "momunity"

Karina Rasmussen er initiativtager til et nyt momunity, et community/fællesskab af mødre i Randers. Her hjemme i Hornbæk med børnene Elinor og Svend. Foto: Annelene Petersen
800 i Randers har meldt sig under fanerne i nyt fællesskab for mødre i alle aldre.
Annonce

Randers: Momunity er et nyt begreb, som i løbet af de seneste måneder har bredt sig i Randers. Momunity er et fællesskab af mødre, som er opstået på sociale medier som Facebook og Instagram, men det bliver ikke ved det: I Momunity mødes medlemmerne også med hinanden rent fysisk.

- Det kan være svært at række ud, hvis man som mor møder en anden mor i daginstitutionens garderobe, og man synes, at det kunne være hyggeligt med en snak, synes Karina Rasmussen, Hornbæk. Hun er tilflytter til Randers og mor til to. Hun har taget initiativ til at lancere fællesskabet Momunity i Randers. På Facebook har "Momunity - mor i Randers" passeret de 800 medlemmer.

Mange mødre vil gerne i kontakt med andre mødre, men har måske svært ved lige at tage det første skridt hen imod en kontakt. Spørgsmål som "Skal vi drikke en kop kaffe sammen" kan være grænseoverskridende for nogen.

- Det, vi kan, er at danne ramme for, at mødre kan mødes og skabe et netværk sammen, både online og i den virkelige verden, forklarer Karina Rasmussen.

Og med foreløbig 800 medlemmer tilsluttet tyder det på, at idéen om et Momunity i Randers er god.

Momunity

Ordet momunity er afledt af det engelske ord community. Det betyder samfund eller fællesskab. Et community kan eksempelvis omfatte personer indenfor et geografisk område eller en gruppe med eksempelvis fælles værdier, identitet eller religion.

Det nye momunity kan nås via Facebooksiden “Momunity - mor i Randers”.

Hjemmesiden hedder www.momunity.dk/Randers.

Annonce

Dinner for kvinder

Udover at være et kontaktforum for mødre i alle aldre skal Momunity også bidrage til, at mødrene mødes i virkeligheden. Derfor mødes Momunity-medlemmer hver torsdag aften i Familiehuset i Gråbrødrestræde til kaffe, te, snacks og hyggeligt samvær. I forrige uge kom der fem møde, otte havde tilmeldt sig i sidste uge.

- Og så lægger vi måske et tema ind over, så vi har et samtaleemne. For eksempel fødselsberetninger, fortsætter Karina Rasmussen, der også kunne forestille sig, at der til sådanne aftener blev holdt små foredrag, eller at deltagerne i fællesskab lyttede til en podcast om et aktuelt emne.

Desuden vil Momunity i Randers tilbyde "dinner for kvinder".

- Og der er altså ikke lagt op til en sædvanlig "Ladies' night", understreger Karina Rasmussen. - Her kan man sagtens melde sig til alene. Det er lidt temaet for det hele, at man kan komme alene. Så jeg skal nok tage mig lidt af dem, der kommer alene, og vi prøver at blande folk ved bordene.

Den første "dinner for kvinder" foregår på Potten og Panden i Storegade torsdag 6. februar, og udover at få en omgang tapas med drikkevarer får man også et foredrag ved fysioterapeut Maja Vilhelmsen fra klinikken Metavita i Vorup. Hun vil fortælle om mor-kroppen.

Blandt andre tilbud fra Momunity håber Karina Rasmussen også at få indgået aftaler med lokale butikker om rabataftaler for medlemmer af Momunity.

Annonce

Nye netværk

Momunity er opstået i Egedal på Sjælland, hvor to mødre fik idéen - og realiserede den i 2018. Karina Rasmussen fulgte i forvejen den ene af initiativtagerne på sociale medier og blev inspireret til at forsøge noget lignende i Randers.

Nu har det grebet om sig i en sådan grad, at hun nu er ved at samle et team omkring sig til at drive netværket.

- Der er især mange tilflyttere til Randers, der har givet sig til kende, fortæller Karina Rasmussen.

- Og selv om det er flere år siden, at de er flyttet hertil, har de måske ikke rigtig fået dannet et netværk. De har måske nok mange venner i forvejen, men tit er de spredt over hele landet, og så er det ikke så nemt at have så nær kontakt, fortsætter hun.

Hun flyttede selv til Hornbæk fra Aarhus for to og et halvt år siden med sin mand og det ældste barn.

- Det var blandt andet forskellen i huspriser, der gjorde, at det blev her. Og selv om min mand arbejder her, var det alligevel noget af et skridt for os. Jeg har også følt, at det var svært at skabe et netværk, så jeg er sikker på, at der er behov for det her, fortsætter hun.

Hun har en datter på snart to år og en søn på snart fem. Karina Rasmussen har en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi og virksomhedsudvikling og er i øjeblikket jobsøgende, idet hun for ikke så længe siden blev afskediget sammen med 130 andre. Ledigheden har givet hende tid til at hygge sig med Momunity.

- Det er dejligt at få ting til at lykkes, synes Karina Rasmussen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce