Annonce
Randers Onsdag

Marcus Lund Andersen er i lære som personvognsmekaniker: Jeg er vild med at blive svinet til

Marcus Lund Andersen har altid haft interesse i at skille ting ad og se om han kan samle dem igen. Som yngre har han derfor rodet en del med både knallerter og scootere og selv om de to-hjulede nu er skiftet ud med fire hjul og et rat, så er interessen for at få beskidte fingre intakt. Foto: Frank Pedersen
Lyden fra fætterens Ford Escort MK 2 var med til at skyde gang i Marcus Lund Andersens drøm om at blive mekaniker. - Det er en gammel karburatorbil, der brummer godt. Når man sidder i den og har den startet, ryster det lidt i kabinen, og det er bare sjovt, siger han.
Annonce

Randers: - Jeg har altid ønsket mig at blive mekaniker, siger 18-årige Marcus Lund Andersen, der er i lære som personvognsmekaniker i bilværkstedet Dannevang Auto, Hobrovej 335, og som har godt tre og et halvt år tilbage af sin lærlingetid

- I en meget tidlig alder kom jeg med til motorshows og rally- og motocrossløb og siden da, har lysten bare været der til at arbejde med motorer og biler, fortsætter han.

Marcus Lund Andersen siger, at han aldrig har haft reelle uddannelsesalternativer i tankerne.

- Det skulle da lige være smed, men jeg synes bare, at det at være mekaniker er sjovere, siger han, der derfor efter 10. klasseeksamen begyndte på grundforløb 1 på Randers' erhvervsskole, Tradium.

Det er det at arbejde med mekanikken og teknikken i motorerne, der for Marcus Lund Andersen er det spændende ved at være mekaniker.

- Det er især sjovt, når en kunde kommer ind med det, vi kalder en problembil, som er en bil, hvor man skal fejlsøge mere og dybere end bare at sætte en computertester på og lade den finde fejlen, siger han og fortsætter:

- Det er nemlig ikke altid, testeren viser rigtigt i forhold til kundens beskrivelse af en fejl. Den udfordring, der ligger i selv at skulle finde fejlen, kan jeg godt lide.

Marcus Lund Andersen fortæller, at han altid har haft interesse i at skille ting ad og se om han kan samle dem igen. Som yngre har han derfor rodet en del med både knallerter og scootere og selv om de to-hjulede nu er skiftet ud med fire hjul og et rat, så er interessen for at få beskidte fingre intakt.

- Jeg er vild med at blive svinet til, det er ikke noget, der gør mig noget. Og i min fritid hjælper jeg gerne venner med at ordne motoren, eller hvis der er kommet rust i karrosseriet, siger han.

18-årige Marcus Lund Andersen er i lære som personvognsmekaniker hos Dannevang Auto, Hobrovej 335. Foto: Frank Pedresen
Annonce

Ligeglad med fordomme

Der er flere, der fortæller, at de bliver mødt med fordomme, når de fortæller, at de har valgt at tage en erhvervsuddannelse fremfor en gymnasial uddannelse. Det gælder dog ikke for Marcus Lund Andersen, når han har fortæller, at han er mekanikerlærling.

- Jeg får faktisk flest positive kommentarer fra mine jævnaldrende. Og er der nogen, der har fordomme, så behøver jeg jo ikke lade det tælle, siger han og tilføjer, at de få fordomme han har mødt fra unge, der går i gymnasiet er i retning af, at de der tager en erhvervsuddannelse ikke laver noget, for de arbejder jo bare.

- Den slags kommentarer er jeg ligeglad med, for jeg er glad for at være her og for det, jeg laver, siger han og afviser, at det, at han er lærling, er ensbetydende med, at han bare arbejder.

- Jeg lærer rigtig meget om de forskellige emner indenfor det at være mekaniker fra dem, jeg arbejder sammen med, siger Marcus Lund Andersen, der tilføjer, at der også er meget teori og skolearbejde forbundet med det at tage en erhvervsuddannelse, og at den del af uddannelsen giver ham visse udfordringer, da han er ordblind i mild grad.

- Heldigvis har jeg mulighed for at få hjælp på Tradium til at kompensere for min ordblindhed. Så kombinationen af skoleforløb og det at bruge hænderne til noget andet end at vende sider i en bog, passer fint til mig, siger han.

Annonce

Lyden er vigtigere end udseendet

Dannevang Auto er et værksted, der er åbent for reparation af alle biler, og Marcus Lund Andersen har allerede haft fingrene i en række forskellige bilmærker, dog endnu ikke hans personlige favoit og drømmebil: en Ford Escort MK 2.

- Det hænger sammen med, at det er den bil jeg har hørt mest, for min fætter har haft sådan en i en del år efterhånden. Da jeg hørte lyden fra den bil første gang, var det med til at skyde gang i min drøm om at blive mekaniker, siger han med et stort smil.

Marcus Lund Andersen forklarer, at det særlige ved Ford Escort MK 2 er, at det er en gammel karburatorbil, der brummer godt.

- Når man sidder i den og har den startet, ryster det lidt i kabinen, og det er bare sjovt, siger han stadig smilende og tilføjer, at han ikke er så meget til de nye lydløse biler, hvor det meste er styret af en computer.

- Jeg vil gerne have en noget ældre bil, hvor jeg selv kan arbejde med motoren. Af samme grund er jeg ikke så vild med elbiler, det er for meget elektronik i dem.

En Ford Escort MK 2 er imidlertid - med Marcus Lund Andersens ord - en rimelig dyr bil, så det er ikke sådan en, han for nuværende har kig på som afløser for den Ford Fiesta, han kører i i øjeblikket og netop har sat til salg.

- Jeg har ikke besluttet mig for, hvilken bil der skal blive min næste, men det skal være en ældre en. Og så skal det være en, der kan flytte sig og lyder godt, det er vigtigere end, at det er en pæn bil, siger han.

"Det er især sjovt, når en kunde kommer ind med det, vi kalder en problembil, som er en bil, hvor man skal fejlsøge mere og dybere end bare at sætte en computertester på og lade den finde fejlen", siger Marcus Lund Andersen. Foto: Frank Pedersen
Annonce

Vil være synsmand eller karrosserismed

Når Marcus Lund Andersen ser ud i fremtiden, er det ikke et billede af eget værksted, han ser for sig.

- Hvis jeg en dag bliver selvstændig, skal det i hvert fald være sammen med en makker, for jeg gider ikke gå alene rundt i et værksted, siger han og tilføjer, at han har en plan om at videreuddanne sig til at blive enten synsmand eller karrosserismed.

- Her på værkstedet har jeg set, hvordan en karrosserismed arbejder og jeg synes, det er sjovt og fascinerende, hvordan man som karrosserismed kan forme og folde skærme, paneler og sådan noget til biler og på den måde bygge dem op, siger Marcus Lund Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Kim Larsen fejres i Pakhuset

Randers Onsdag

Nu kommer Wolt til byen

Annonce