Annonce
Randers Onsdag

'Nørrebro' i Houmeden udvider med endnu en butik

Eva Kristensen og René Gjedsted, der driver "Nørrebro" i Houmeden, udvider nu deres forretning med butikken, der ligger overfor den eksisterende butik. Privatfoto
"Nørrebro" i Houmeden overtager butikken overfor, hvor "Taste" hidtil har været. Nu deles herre-og dametøjet mellem to butikker.
Annonce

Randers: Lokalerne i hjørneejendommen Houmeden/Snaregade i det centrale Randers kommer ikke til at stå tomme længe. Efter dametøjsbutikken "Taste" lukkede for kort tid siden, overtog genboen "Nørrebro" lejemålet med virkning fra tirsdag 15. september. Meningen er at dele sortimentet i den hidtidige "Nørrebro", så herretøjet bliver, hvor det er i Homeden 9, mens dametøjet rykker over gaden til det tidligere "Taste" - eller "Girl", som det hed i mange år, før det blev "Taste".

- Vi har været ude at kigge efter større lokaler. Rummene er blevet for små til os, fortæller Eva Kristensen, der driver "Nørrebro" sammen med René Gjedsted. Sammen åbnede de "Nørrebro" i 2016, og de har sammen drevet butikken med både dame- og herretøj lige siden.


Det kan ikke nytte noget bare at læne sig tilbage og mene, at det går meget godt.

Eva Kristensen, indehaver, "Nørrebro"


- Da vi blev klar over, at "Taste" skulle lukke, slog vi til hurtigt, fortsætter Eva Kristensen.

Nu går håndværkerne i gang i det nye lejemål, der giver "Nørrebro" et butiksareal på næsten 200 kvadratmeter mere, end butikken har i dag. Der skal lægges nye gulve, ordnes belysning, have nyt klimaanlæg, lægges film på vinduerne m.v.

Annonce

Klar i begyndelsen af november

- Butikken trænger til en opgradering. Vi håber at være klar til at åbne i begyndelsen af november, så vi får julehandelen med, forklarer Eva Kristensen.

Hun glæder sig over, at kunderne har været gode til at bakke op om butikken.

- Men man er også nødt til at gøre noget for kunderne. Det kan ikke nytte noget bare at læne sig tilbage og mene, at det går meget godt. Så nu får vi plads til at holde nogle kundeaftener og modeshows og den slags, fortsætter hun.

Planen er at lukke det lille lokale i den eksisterende "Nørrebro", så René Gjedsted og herreafdelingen rykker ind i den nuværende dameafdeling.

- Vi kan se, at der er en væsentlig stigende omsætning også på herresiden, siger Eva Kristensen.

Annonce

Nye mærker

Både i herre- og dameafdelingen bliver der plads til flere nye mærker.

- Men vi er også tro mod de brands, vi har, så dem beholder vi, tilføjer hun.

For begge de kommende butikker gælder, at nye mærker vil være nogle, der ikke findes i byen i forvejen.

- Vi skal lige lidt på jagt, smiler hun.

Tanken er, at begge butikker skal bære navnet "Nørrebro".

- Der har vi egentlig slået os ret godt fast i byen, og vi har fælles Instagram og Facebook, og folk ved, hvem vi er, så det har vi ikke tænkt os at lave om på.

Webbutikken nr-bro.dk drives videre som hidtil.

- Den har fået et opsving her efter coronaen. Nu har folk fundet ud af, at vi har en webshop, smiler Eva Kristensen.

Ved siden af arbejdet i butikken har René Gjedsted hidtil haft job som handicaphjælper, men det har han nu sagt op med henblik på at arbejde i herretøjsbutikken på fuld tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce