Annonce
Randers Onsdag

Ny dyreklinik på plads i Råsted

Dyrlæge Hanne Hallsson har åbnet ny dyreklinik i Råsted. Her ses hun til venstre i billedet sammen med sine medarbejdere, klinikassistenterne Tania-Louise Knakkergaard og Theresa Bjarnadottir samt Rebekka Doniari, der både er fysioterapeut og hundefrisør. Foto: Annelene Petersen
Først kom dyrlægen til skade, derefter kom coronakrisen. Men nu er der fuld gang i den nye dyreklinik, der er indrettet i en villa ved Hobrovej i Råsted.
Annonce

Råsted: Efter en hård start er dyrlæge Hanne Hallsson og hendes medarbejdere nu for alvor klar til at betjene patienterne og deres ejere i den nye klinik på Hobrovej i Råsted.

Hanne Hallson havde tænkt sig at åbne sin nye dyreklinik i Råsted umiddelbart før jul sidste år. Men et fald kostede fem brækkede ribben og et blodtab på tre og en halv liter. Så det varede lige lidt, før Hanne Hallsson kunne åbne døren for patienterne. Derefter kom corona-krisen, der betød, at personalet måtte sendes hjem. Så faktisk blev der først op mod sommerferien det, man kan betragte som normale tilstande på klinikken.

Det håber og forventer Hanne Hallsson vil vare ved, og derfor er der berammet åbningsreception til 1. august.


Jeg ville gerne operere hele dagen.

Hanne Hallsson, dyrlæge, Råsted Dyreklinik


Råsted Dyreklinik er indrettet i ”det blå hus” i Råsted – det, der tidligere var byens jordemoderbolig, og som siden har været anvendt som almindelig privatbeboelse. Med kommunal godkendelse er ejendommen nu ændret til en erhvervsejendom.

I bygningen er der indrettet reception/venteværelse samt to konsultationslokaler til undersøgelse og behandling. Desuden er der et rum med bure, således at  dyr kan indlægges. Desuden er der røntgenudstyr, apparater til undersøgelse af blodprøver samt andet laboratorieudstyr.

Som det kræves i dag, er der desuden sikret handicapvenlig adgang til bygningen.

Annonce

40 år som dyrlæge

Hanne Hallsson blev dyrlæge fra Landbohøjskolen i København i 1979, og siden har nu praktiseret flere steder, blandt andet gennem en årrække i egen klinik i Trige.

- Så solgte jeg med det formål at fortsætte som ansat, indtil jeg skulle på pension. Men jeg må erkende, at jeg ikke kunne være ansat, hvor jeg tidligere havde været chef, fortæller Hanne Hallsson.

Enden på det blev, at hun sagde op for i stedet at blive ansat i den nyopstartede Sorring Dyreklinik. Her skulle hun primært oplære en ny dyrlæge til at kunne videreføre klinikken efter hendes pensionsafgang. Men desværre for ejeren af Sorring Dyreklinik måtte hun efter meget kort tid soppe her, fordi konkurrenceklausulen i forhold til den tidligere klinik i Trige ikke var helt klar med hensyn til, hvad ordet "afstand" indebærer. Hvorvidt afstandskravet i aftalen var opfyldt eller ej, afventer nu en juridisk afgørelse.

Diana Baunsgaard fra Galten har fået sin hund behandlet på klinikken i Råsted. Den fik fjernet "ulvekløer" på bagbenene og fik foretaget en tandrendsning. Foto: Annelene Petersen

Under alle omstændigheder valgte Hanne Hallsson, at hun skulle endnu længere væk fra Trige. Det blå hus i Råsted lå perfekt med nem adgang fra motorvejen.

- Det ligger jo bare et par kilometer fra motorvejsafkørsel 39, påpeger Hanne Hallsson, der i Råsted i øvrigt har fået, hvad hun kalder "verdens sødeste naboer" og også allerede mange lokale kunder.

Med sig til den nye klinik i Råsted har Hanne Hallsson fire medarbejdere: Rebekka Doniari, der både er fysioterapeut og hundefrisør, samt klinikassistenterne Tania-Louise Knakkergaard, Pernille Østergaard og så indehaverens datter, Theresa Bjarnadottir, der ved siden af sine opgaver med dyrene også tager sig af administrative opgaver som f. eks. lønningbogholderiet.

Hanne Hallsson

Hanne Hallsson

Født 1954, uddannet dyrlæge i 1979.

Praktiserende dyrlæge i Aalborg, senere Lystrup, Skejby og Trige. Nu grundlægger og stifter af Råsted Dyreklinik.

Har desuden været embedsdyrlæge, skrevet fagbøger og undervist veterinærsygeplejersker og dyreassistenter.

Har kirurgi – både bløddels- og ortopædisk kirurgi – som sin store interesse, ligesom hun interesserer sig meget for hormonelle forstyrrelser hos hund og kat. I øvrigt har hun gennem årene arbejdet med alle facetter af dyrlægens arbejde.

- Jeg er sådan en slags blæksprutte, siger Theresa Bjarnadottir.

Fysioterapeuten træder ofte til, når et dyr skal behandles efter en operation, eller hvis eksempelvis en hund har rygproblemer.

- Pigerne er håndplukkede. Det skal være sådan, at vi kan holde hinanden ud. Det er derfor, det er os, der arbejder sammen, forklarer dyrlægen.

Annonce

Glad for at operere

Hanne Hallsson og hendes medarbejdere arbejder med alle former for smådyr. Mest dyr som hund, kat og hamster, men af og til har Hanne Hallsson også haft zoo-dyr som eksempelvis præriehund, lama, ozelot, los og kænguru.

- Men jeg måtte engang opgive at kastrere et vildæsel. Det ville ikke bedøves, smiler dyrlægen.

Allermest holder hun af at arbejde med kirurgiske opgaver, at operere.

- Jeg ville gerne operere hele dagen, fortæller Hanne Hallsson, der da også har foretaget et bredt udvalg af operationer på hund og kat.

Eksempelvis foretages der i klinikken talrige kejsersnit, ligesom korsbåndsskader og knæskader hos hunde er blandt de problemer, som dyreejerne kommer for at få løst.

- Men jeg har endnu til gode at operere en hund for diskusprolaps, erkender Hanne Hallsson.

Hanne Hallsson tror, at hendes klinik er områdets billigste for dyreejerne.

- Jeg skal have dækket mine omkostninger og min egen løn, siger dyrlægen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fond redder midtbyens sjæl

Annonce