Annonce
Randers Onsdag

Opråb til danskerne: Nu skal pølsevognen gøres til kulturarv på verdensplan

Helle Therkildsen i Banegårdsgrillen på Vilhelm Thomsens Plads laver hottere med rødkål, som randrusianerne kan li' dem. Nu vil Danish Crown ophøje de danske pølsevogne til kulturarv på verdensplan. Foto: Annelene Petersen
Danish Crown kæmper for, at et truet stykke dansk madhistorie kommer på UNESCO's repræsentative liste over noget så fornemt som verdens immaterielle kulturarv.

Randers: Mandag 18. januar var det 100 år siden, den første pølsemand Charles Svendsen Stevns rullede de første kobbergryder på hjul ud i de københavnske gader.

Dermed skabte han fundamentet for et stykke madhistorie, der ramte lige midt i danskernes hjerte.

Men den danske pølsevognskultur er truet. Engang var der mere end 700 pølsevogne i Danmark. Nu er der kun omkring 100.

Annonce

Pølsevognskultur for evigt

Kulturen skal bevares, lyder det fra Danish Crown Foods, der mener, at pølsevognskulturen fortjener at blive sikret som en levende, dansk tradition.

Derfor bliver der nu udformet en ansøgning til intet mindre end UNESCO’s repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv.


Pølsevognen repræsenterer en vigtig del af vores madhistorie, for med pølsevognen blev det muligt for de fleste danskere at spise ude for rimelige penge.

Bettina Buhl, madhistoriker


- Vi og de danske pølsemænd m/k blev helt blæst bagover af den store kærlighed, der strømmede de danske pølsevogne i møde til den store 100 års fødselsdag i januar. Nu rækker vi så ud til danskerne for at bede om hjælp til at bevare et stykke dansk kulturhistorie og bakke op om vores mission om at få den danske pølsevogn på UNESCO’s liste. Vi synes, at pølsevognskulturen bør bevares for evigt, siger kommunikationsansvarlig Michael Ravn fra Danish Crown Foods.

Annonce

Et smil på læben

Projektet lyder måske som en halv joke, men ansøgningen er såmænd seriøs nok, omend med et smil på læben, som det sig hør og bør, når snakken går på den danske pølsevogn.

Ifølge Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør i Madens Hus på Det Grønne Museum i Auning, er den danske pølsevognskultur så vigtig en del af den danske madhistorie, at det fortjener et skud at søge om optagelse på UNESCO’s repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv.

- Pølsevognen repræsenterer en vigtig del af vores madhistorie, for med pølsevognen blev det muligt for de fleste danskere at spise ude for rimelige penge. Ingredienserne pølse, brød, sennep og løg har desuden lange rødder i vores madkultur, siger Bettina Buhl.

Hun fortæller, at man i gamle dage konserverede kødet ved at koge det og stoppe det i tarm. Brød spiste man til alle måltider. Sennep dyrkede man i de fleste bondehaver, og løg tilførte smag til såvel kolde som varme serveringer.

Annonce

Rummer alle folkelag

- Pølsevognen har opnået en særlig status som et stykke dansk kulturhistorie. Den er blevet symbolet på en madkultur, som kan rumme alle folkelag. Selvfølgelig skal det forsøges at få den danske pølsevognskultur på UNESCO’s repræsentative liste, siger Bettina Buhl.

Verdens immaterielle kulturarv

Underskriftsindsamlingen har til formål at understøtte ansøgningen til UNESCO’s repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv.

UNESCO’s repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv er en liste med eksempler på immateriel kulturarv i forskellige lande og på tværs af lande med det formål at skabe større synlighed af kulturarvens mangfoldighed og sikre øget bevidsthed om dens betydning.

Selv om den repræsentative liste ofte sammenlignes med Verdensarvslisten, er der en afgørende forskel mellem de to. Mens Verdensarvskonventionen kun optager steder karakteriseret ved ”særlig universel værdi”, er den repræsentative liste ikke tænkt hierarkisk, men indeholder gode eksempler på, hvad immateriel kulturarv kan være.

Danish Crown Foods har endvidere søgt Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning om tilladelse til isætning af en mindeplade for de danske pølsevogne til Rådhuspladsen i København.

Hun står ud over sit virke som madhistoriker og museumsinspektør bag talrige artikler og en lang række bøger som for eksempel “Historien om danskernes mad i 15.000 år”.

Man kan støtte ansøgningen ved at afgive sin underskrift på www.poelsevognenforevigt.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Sprog-diplom til Paderup-elev

Annonce