Annonce
Randers Onsdag

Overvældende succes i Stevnstrup: Børnekunst på ethvert gadehjørne

Borgmester Torben Hansen (S) kom forbi og åbnede kunstudstillingen med en tale, der blev livestreamet på Stevnstrups Facebookside, før han klippede den røde snor. Til venstre ses Diana Pedersen, til højre er det Annette Abild, og børnene bagved er Christian Lagonis drenge, Frederik og Rasmus. Foto: Jakob Lerche
Fra idé til handling er der ikke langt i Stevnstrup, og lige nu er der for alvor noget spændende at kigge på, når man går tur i byen. For der hænger børnekunst i nærmest alle lygtepæle og på hvert et gadehjørne. Kunstudstillingen, som IF Alliancen står bag, blev skudt i gang lørdag og løber til på fredag.

Stevnstrup: En idé, som Annette Abild har haft længe i sit hoved er kommet ud i det fri, rent bogstaveligt, og er blevet til en overvældende succes i Stevnstrup. En kunstudstilling med børnetegninger, der er lamineret og hængt op i byens lygtepæle. En open air udstilling eller galleri gåtur, som det også kaldes i byen.

- Min mand havde ellers håbet, at ideen blev inde i mit hoved, for jeg har det med at få sat gang i mange ting, som tager al min tid, griner Annette Abild, der sammen med Diana Pedersen og Christian Lagoni har æren for at det er blevet et tilløbsstykke at gå en tur i Stevnstrup og have øjnene med sig.


Min mand havde ellers håbet, at ideen blev inde i mit hoved, for jeg har det med at få sat gang i mange ting, som tager al min tid.

Annette Abild, initiativtager til kunstudstilling


For byens idrætsklub, IF Alliancen, greb ideen og med mange fra byen, der bakkede op, kom der skub i kunstudstillingen.

Lørdag blev den indviet med et tilbud på rundstykker i  brugsen, livestreaming på byens Facebook-side, borgmestertale og snoreklipning og senere med pølsevogn.

- Jeg var på smugkig her fredag og sikke mange fantastiske tegninger, I har lavet. I er dygtige, og jeg så at flere havde tegnet kloden, for børn ved godt at coroan er noget der har ramt hele kloden og noget, vi skal stå sammen om, lød det blandt andet fra borgmester Torben Hansen (S), da han holdt tale til børnekunstnerne og byen.

Annonce

Superflot initiativ

Til avisen sagde borgmesteren, at han syntes, at det er et superflot initiativ, og at han blev både rørt og bevæget, da han gik tur i Stevnstrup fredag og så på børnetegninger.

I talen kom han også ind på, at en kunstudstilling lavet af en idrætsklub ikke er hverdagskost.

- Måske er I oven i købet den første i Danmark til at lave kunstudstilling, sagde Torben Hansen.

Christian Lagoni, der er formand for IF Alliancen, er stolt og glad over, at open air udstillingen blev så stor en succes.

- Vi har hørt om folk på gåture, hvor børnene løber i forvejen og løber tilbage for at fortælle, hvem der har tegnet hvad. Det er blevet så godt taget imod. Der har deltaget over 300 børn, fra de mindste på et år, der har fået hjælp til at tegne af deres dagplejere til en ung på 17 år. Det er overvældende og overgår langt vores forventninger, siger han.

Over 300 børn i alderen et til 17 år har deltaget i kunstudstillingen. Her er det den ældste deltager, der har brilleret. Foto: Jakob Lerche

Sammen med Diana Pedersen og Annette Abild har Christian Lagoni løbet hurtigt, lamineret i lange baner og udtænkt konkurrencer og happenings, så byen børn kan skubbe coronatristheden til side for en stund.

Der er for eksempel en afstemningskonkurrence, der kører om, hvor mange tegninger der er kommet op. Avisen kender det nøjagtige tal, så vi vil ikke afsløre andet end at det er i flere hundredevis, og at der ikke er mange upyntede lygtepæle tilbage i Stevnstrup.

Kunstudstillingen løber frem til på fredag ved Disney-tid. Og så skal tegningerne pilles ned igen i ugen efter.

Christian Lagoni siger, det ikke bliver sidste gang, der er kunstudstilling i byen.

- Nej, nu har vi jo investeret i et banner, så nu er kunstudstillingen kommet for at blive, lyder det jydefornuftigt fra ham.

Så det er med andre ord ikke sidste gang, der laves kunst-tiltag i Stevnstrup.

- Børnene har en fest, når de er med forældrene ude at gå. De løber frem til næste tegning og tilbage for at forælle, hvem der har tegnet. Og de elsker at finde tegninger fra børn, de kender, lyder det fra initiativtagerne Annette Abild og Christian Lagoni. Foto: Jakob Lerche
Da der var frost i flagholderhullerne kunne flagalléen ikke komme op i byen. Men så pyntede borgerne da bare hække, flagstænger og indkørsler med flag. Foto: Jakob Lerche
Christian Lagoni bag mobilkameraet livestreamede så resten af byen også kunne se åbningen af IF Alliancens kunstudstilling. Foto: Jakob Lerche
Var det på grund af håndboldkampen fredag aften, eller er det fordi der er kunstudstilling, spurgte borgmesteren, da han så byens mange flag. Det er på grund af open air kunstudstillingen, er svaret. Foto: Jakob Lerche
Det er et superfint initiativ, lød det fra borgmesteren, da han fortalte, at han havde været på smugkig fredag i Stevnstrups gader for at se børnetegningerne i byens lygtepæle. - Og jeg blev både rørt og bevæget over at se så mange, der havde tegnet kloden. Børn ved godt, at vi skal stå sammen om corona, sagde Torben Hansen blandt andet. Foto: Jakob Lerche
Her er initiativtagerne og de praktiske grise bag galleri gåtur, alias kunstudstillingen, som IF Alliancen har sat i gang. Og så borgmester Torben Hansen, der åbnede udstillingen. Fra venstre i billedet ses Diana Pedersen, så er det Torben Hansen, Christian Lagoni og Annette Abild. Foto: Jakob Lerche
Feststemning og i hundredevis af børnetegninger. Foto: Jakob Lerche
- Mon det er et barn, der har syntes, at det var træls at skulle tegne, funderede fotografen over motivet her. - Det er nu nok nærmere coronasure smileys, lød det fra Annette Abild. Foto: Jakob Lerche
Vi må ikke nævne præcis hvor mange børnetegninger, der er med i galleri gåtur, for det løber der en konkurrence på, men det er i flere hundredevis, kan vi godt afsløre. Foto: Jakob Lerche
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Metalsangkor mangler sangere

Randers Onsdag

Coronaramt sangkor fylder 70

Randers Onsdag

Nu vil Gitte nørde endnu mere

Annonce