Annonce
Randers Onsdag

Per hjælper randrusianere med specielle evner: -Vi går ikke op i diagnoser

"Vi bruger kunsten til at udvikle det potentiale, der er i hvert enkelt menneske, for kan man udvikle sig som kunstner, kan man også udvikle sig som menneske", siger Per Kjærsgaard Jensen, der for snart 27 år siden var med til at starte kunstskolen Bifrost som en del af FOF i Randers. Foto: Frank Pedersen
- Kan man udvikle sig som kunstner kan man også udvikle sig som menneske, siger Per Kjærsgaard Jensen, der for 27 år siden var med til at etablerer kunstskolen Bifrost som et tilbud til voksne med specielle behov.

Randers: - Vores elever er voksne mennesker med specielle behov… Og specielle evner, lyder Per Kjærsgaard Jensens korte beskrivelse af kunstskolen Bifrost, som han for snart 27 år siden var med til at starte som en del af FOF i Randers.

I første omgang som et pilotprojekt med Per Kjærsgaard Jensen og en kollega – begge kunstuddannede - som lærere for 10 elever.

Pilotprojektet fik hurtigt status af et stationært tilbud og er med årene udvidet, så der nu er plads til op 21 elever – i øjeblikket er der 19 – som undervises af i alt syv lærere, der er indgår i en rotationsordning, så der hver dag er tre lærere til stede.

Annonce

Konceptet for Bifrost i dag er det samme som for næsten 27 år siden: Alle lærere er kunstuddannede og alle elever er voksne med specielle behov.

Per Kjærsgaard Jensen fortæller, at betegnelsen specielle behov i denne sammenhæng dækker et bredt felt fra mennesker med autisme til psykiatriske diagnoser og udviklingshæmmede samt alt derimellem.

- Men vi går ikke så meget op i diagnoser. Vi ser vores elever som individuelle mennesker, der er gode til nogle ting og måske mindre gode til noget andet, siger han.

Når Per Kjærsgaard Jensen i samme åndedrag fastslår, at eleverne også besidder specielle evner, skyldes det, at der ifølge ham blandt eleverne er nogen, der kan nogle særlige ting indenfor kunstens verden netop i kraft af deres handicap.

- Ting som såkaldt almindelige mennesker ikke kan, fastslår Per Kjærsgaard Jensen.

Som et konkret eksempel siger Per Kjærsgaard Jensen, at han i hvert fald ikke kender ret mange, der kan lave håndskårne detaljerede linoleumssnit på både 2 gange 8 meter og 2 gange 13 meter i én stor plade.

- Men det har en af vores elever præsteret, siger han med henvisning til Kenneth Rasmussen, der fra 24. juni til 21. august har en soloudstilling på Randers Kunstmuseum.

- Generelt er elevernes billedsprog og den måde, de ser verden på anderledes – og det kan alle folk lære af, fortsætter Per Kjærsgaard Jensen.

Kunst udvikler mennesker

For at blive elev på Bifrost skal aspiranten til to møder sammen med sin sagsbehandler, kontaktperson og kunstskolens undervisere samt gennem et praktikforløb for at finde ud af, om Bifrost er det rigtige tilbud.

Det er vidt forskelligt, hvilken form for kunst, eleverne beskæftiger sig med. Derfor er undervisningen som udgangspunkt tilrettelagt individuelt som her, hvor Per Kjærsgaard Jensen giver Heidi Juhl Brinch Hansen et par gode råd. "Som lærer har vi den regel, at vi aldrig rører elevernes værker eller ”fører” deres pensel, for så bliver det pludseligt vores værker i stedet for deres", siger Per Kjærsgaard Jensen, der derfor nøjes med at pege og fortælle. Foto: Frank Pedersen

- Vi har endnu ikke sagt nej til nogen, for vi er som lærere, også blevet klogere gennem årene. Vi har nemlig flere gange oplevet, at det har taget lang tid, før en elev er begyndt at rykke sig, siger Per Kjærsgaard Jensen, der tilføjer, at den mangfoldighed der er blandt Bifrosts elever, er et positivt element ved kunstskolen.

- Vi bruger kunsten til at udvikle det potentiale, der er i hvert enkelt menneske, for kan man udvikle sig som kunstner, kan man også udvikle sig som menneske, fortsætter han.

Per Kjærsgaard Jensen fastslår, at det som kunstner er meget vigtigt, at der kommer produkter ud af det, man arbejder med, og at disse produkter bliver vist for andre.

- Det gælder selvfølgelig også for eleverne i Bifrost, derfor går vi meget op i at lave udstillinger, siger han og tilføjer, at udover Bifrosts egen årlige elevudstilling i juni, er der flere af eleverne, der har haft værker med på både lokale, nationale og internationale udstillinger, heriblandt også censurerede udstillinger.

Annonce

Salg gavner alle i Bifrost

Per Kjærsgaard Jensen siger, at målet for Bifrost er at vise, at selv om man er outsider eller har problemer på nogle områder, kan man godt have styrker på andre områder.

- Styrker som kan være med til at få det omgivende samfund til at se anderledes på denne gruppe mennesker, siger han.

Per Kjærsgaard Jensen fremhæver, at i Randers er der bred anerkendelse af Bifrosts elevers kunstneriske virke blandt andet i form af, at deres værker ofte bliver solgt i forbindelse med udstillinger.

De seneste syv-otte år har kunstskolen Bifrost holdt til på øverste etage i store lokaler med synlige stolper, fritlagte spær og patina på gulvet. Foto: Frank Pedersen

Han fortæller, at når et værk bliver solgt på en Bifrost-udstilling, går 25 procent af salgsprisen til kunstskolen. Penge som går ind i en pulje, der er med til at finansiere materialer.

- Da Bifrost startede, var der kun råd til, at hver elev kunne lave ét maleri om året. Nu er der nogle elever, der laver 100 billeder om året. Så når en elev sælger et værk, er det godt for både eleven selv og for Bifrost, siger Per Kjærsgaard Jensen.

Apropos økonomi, så var Bifrost for et par år siden lukningstruet, da der i Randers byråd var stillet forslag om at sløjfe det årlige tilskud. Et forslag som Per Kjærsgaard Jensen siger, heldigvis ikke blev til noget. Heldigvis både for Bifrost og for Randers.

- Bifrost er vigtig for Randers, fordi vi indenfor det, der kaldes for outsiderkunst kan noget, som er unikt ikke bare i Danmark men hele verden, og vi har hvert år mange udenlandske besøgende, der er nysgerrig på, hvad det er, vi kan. Bifrost er dermed med til at promovere og brande Randers både nationalt og internationalt, siger han.

Annonce

Krav om at være aktiv kunstner

Per Kjærsgaard Jensen er den eneste af lærerne, der har været med i alle de næsten 27 år, Bifrost har eksisteret.

Han fortæller, at hans indgang til pilotprojektet Bifrost var: Lads os prøve det og se, hvad der sker.

- Efter de første tre måneder, fik vi lov til at blive ved et år mere, og nu er det blevet til foreløbig 27 år, hvoraf vi har været i disse skønne lokaler med patina på gulvene de seneste syv-otte år, siger Per Kjærsgaard Jensen, hvis baggrund for at være lærer på Bifrost er, at han oprindelig er uddannet folkeskolelærer og senere er uddannet på Det Fynske Kunstakademi.

Han underviser på Bifrost tre dage om ugen, hvilket betyder, at han også har tid til at være aktiv kunstner og lave egne værker, der hovedsageligt er indenfor malerier, derudover laver han også installationskunst.

- Det er et krav for at være lærer på Bifrost, at man selv skal være aktiv kunstner, for det betyder, at man kan bringe sine egne erfaringer ind i undervisningen til inspiration for eleverne, siger Per Kjærsgaard Jensen.

Annonce

Inspirationen går begge veje

Han tilføjer, at det med inspiration går begge veje. At han også blive inspireret af at være sammen med kollegaer og elever på Bifrost

- Jeg kan i hvert fald tydeligt se, at mit eget billedsprog har ændret sig, siger Per Kjærsgaard Jensen.

Han fremhæver det at være vidne til, at elever flytter sig som en del af glæden ved at være med i Bifrost og stor del af begrundelsen for, at han har holdt ved kunstskolen gennem årene.

- Og så er her bare nogle søde og rare mennesker at være sammen med. Som andre har jeg et socialt behov og jeg føler mig godt tilpas her, siger Per Kjærsgaard Jensen med et smil.

Per Kjærsgaard Jensen understreger, at det ikke er for lønnens skyld, at han været lærer på Bifrost i snart 27 år.

- Men det er klart, at min løn her betyder, at jeg har mulighed for at lave den kunst, jeg synes er interessant og udtrykker det, jeg gerne vil, uden hele tiden at skulle tænke på, at det skal kunne sælges. Det giver mig en kæmpe frihed, for der er ikke ret mange i Danmark, der kan leve udelukkende af deres kunst, sige han.

Næste gang eleverne på Bifrost holder en fælles udstilling er den årlige elevudstilling, der fra 16. juni og cirka en uge frem. En udstilling der kan ses dels i Bifrosts egne lokaler, J. V. Martins Plads 1, og dels i Beboer- og Aktivitetshuset Remisen, J. V. Martins Plads 3.

Annonce
Randers Onsdag

Byggeri skrider planmæssigt frem: Klar med åbningstidspunkt for ny butik i midtbyen

Annonce
Randers Onsdag

Hanne Falk har aldrig drømt om at kunne leve af sin kunst: – Jeg er afhængig af at være en del af et større fællesskab

Annonce
Randers Onsdag

Randrusiansk kunstner er ikke i fare for at løbe tør for kontanter: Jeg laver selv mine penge

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Jonathan blev træt af altid at gå på kompromis i bands: - Jeg er gået solo for at spille den musik, jeg brænder for

Randers Onsdag

1. maj vajer de røde faner frit igen efter corona

Randers Onsdag

Her kommer kommune og butikker med kost og spand

Randers Onsdag

John fører an: Kom og gå med

Randers Onsdag

Gågruppen er meget mere end motion

Randers Onsdag

Randers-klinik sætter priserne ned: Romina har truffet stor beslutning

Annonce