Annonce
Randers Onsdag

Randers er en fantastisk by

Efter at være kommet godt igennem 16 måneders kamp med brystkræft er Mette Rasmussen nu tilbage på fuld tid i Madboden. Foto: Annelene Petersen
Indehaveren af Madboden på Rådhustorvet, Mette Dreyer Rasmussen, er superglad for Randers, som hun mener, er fuld af muligheder, som erhvervslivet og byrådet bør finde ud af at gribe.
Annonce

Randers: - Jeg er superglad for Randers. Randers er en fantastisk by, der byder på mange muligheder, som er lige til at gribe. Det gælder blot om, at vi løfter i flok.

Indehaveren af Madboden på Rådhustorvet Mette Dreyer Rasmussen lægger ikke skjul på sin begejstring over Kronjyllands hovedstad. I det hele taget er det tydeligt, at hun er præget af et positivt syn på tilværelsen. En livsglæde, der blandt andet er blevet styrket af at være kommet godt igennem 16 måneders kamp med brystkræft.

- Et sådant forløb giver et andet syn på livet. Jeg føler, at jeg har fået en chance mere. Jeg er dybt taknemmelig for, hvad jeg har. Det kan måske lyde underligt, når man siger, at man er taknemmelig for at kunne gå på arbejde, siger hun med en eftertænksom mine og et smil.

Jeg er superglad for Randers. Randers er en fantastisk by, der byder på mange muligheder, som er lige til at gribe. Det gælder blot om, at vi løfter i flok.

Mette Dreyer Rasmussen, indehaver af Madboden

Annonce

En hård begyndelse

Mette Rasmussen lægger ikke skjul på, at hun ikke som ung havde forstillet sig, at hun skulle ende som indehaver af Madboden, eller som den hed dengang Café Charlie, som blev etableret af Mettes far, Charles Rasmussen, i 1997. Men da Charles Rasmussen i 2011 var klar til at afhænde cafeen på grund af sin kones sygdom, sprang Mette til som indehaver.

- Det var på det tidspunkt, hvor krisen var værst. Det krævede mange timers arbejde, og økonomien var hård, fortæller Mette Rasmussen.

Allerede fem år tidligere havde Charles Rasmussen haft en drøm om at udvide cafeen, så der blev mulighed for, at gæsterne kunne komme indenfor i tørvejr og varmen ikke mindst om vinteren. Men byrådet nægtede at give tilladelse til en udvidelse. En drøm, som Mette Rasmussen fortsat har og håber en dag at finde forståelse for hos Randers Kommune.

- Som det er nu, må vi jo kæmpe om vinteren for at få det til at køre rundt. Pengene skal tjenes her om sommeren, selv om jeg har besluttet at holde åbent året rundt alligevel. Hvis vi kunne få lov til at lave en tilbygning, så var det ikke blot større sikkerhed for, at vi kan overleve, men vi kan også komme videre. Vi kunne få flere ansatte, og vi kunne få en større omsætning. Jeg synes, at kommunen har været lige hurtig nok til at sige nej. Det er ærgerligt!, konstaterer Mette Rasmussen, der dog kan konstatere, at hun trods kamp med økonomien og med kræften nu er kommet på fode igen, både forretningsmæssigt og personligt.

Annonce

De bedste råvarer

Det er ikke kun navnet på cafeen, som Mette Rasmussen har ændret, siden hun overtog den. Der er også blevet ændret på menukortet.

I de første mange år var sortimentet først og fremmest pølser, men Charles Rasmussen blev også kendt for at lancere den franske hotdog og dobbeltløberen. Allerede inden Mette Rasmussen overtog cafeen var også ribbens-hotdog blevet en stor artikel, ligesom håndmadder og forskellige former for sandwich.

I dag byder menukortet for eksempel også på en særlig gourmet hotdog med chorizopølse, avocado og bøf mozzarella serveret i et grovbrød. Der er også vegetar deluxe sandwich og frisklavet grillet panini.

- Streetfood er efterhånden mange ting, med sundere tilbud end tidligere. Derfor skal man forny sig, hvis man vil følge med. Vi satser på få, men gode madtilbud, hvor vi benytter de bedste råvarer, konstaterer Mette Rasmussen.

Mette Dreyer Rasmussen

Mor til Mercedes, 16 år, og Penélope, 13 år.

Højere Handelseksamen

Bopæl:

Randers, USA, Sønderborg, Kreta, Fåborg og Langå

Erhvervserfaring:

Afdelingsleder indenfor fastfood, Føtex i Sønderborg

Bestyrer af en tøjforretning i Sønderborg

Caféejer på Kreta

Forpagter af Restaurant Klinten i Fåborg

Indehaver af Café Charlie/Madboden

Annonce

Samarbejde i midtbyen

Mette Rasmussen har også visioner og drømme for udviklingen af hele midtbyen.

- Midtbyen er allerede et attraktivt sted at handle, men den kunne blive meget bedre. Det kræver blot samarbejde. Jeg kunne godt tænke mig. at der kom nogle fælles regler for, hvad det vil sige at have en butik i midtbyen. Lidt ligesom de har i centret, selv om det ikke kan blive så omfattende, fastslår hun.

Det glæder Mette Rasmussen, når der er aktiviteter på Rådhustorvet, uanset om det er sandkasser til de mindste eller musik og festuge-åbning for de lidt ældre. Rådhustorvet kunne bruges til langt flere arrangementer, end det sker i dag. Foto: Annelene Petersen
Annonce

Fælles åbningstider

Mette Rasmussen peger blandt andet på fælles regler for åbningstiderne i midtbyen.

- Vi oplever næsten dagligt, at der kommer kunder, der spørger: "Hvornår lukker byen i dag?". Så længe vi i midtbyen ikke kan blive enige om fælles - og senere - åbningstider, så risikerer vi, at de folk, der arbejder, hellere kører i centret, fordi dér ved de, at alle butikker har åbent til først på aftenen.

Hun henviser til, at butikkerne i midtbyen allerede for nogle år siden var til et fælles møde i Randers Bio, hvor en ekspert gjorde det tydeligt, at midtbyen vil dø, hvis der ikke blev enighed om åbningstiderne.

- Hvis vi blot alle kunne blive enige om, at vi for eksempel torsdag, fredag og lørdag har åben til kl. 18 eller kl. 19, så er der ingen fare for, at handlen i midtbyen dør. Så giver vi også folk, der arbejder, mulighed for at handle i midtbyen. Men folk kommer ikke igen, når de oplever, at der kun er nogle af butikkerne, som har åbne, mens de må gå forgæves til andre, konstaterer Mette Rasmussen.

Selv om det til tider kan være svært at være enlig mor til to teenage-døtre og samtidig selvstændig erhvervsdrivende, så vil Mette Rasmussen ikke bytte for noget andet. Foto: Annelene Petersen

Hun kunne også tænke sig at få gjort noget ved parkeringsforholdene i midtbyen.

- Det er okay med parkeringspladser, men folk synes bare ikke, at der er ordentlige parkeringsforhold. Det ville hjælpe betydeligt, hvis der kunne indføres to timers gratis parkering i midtbyen, mener hun, og ærgrer sig over, at det synes at gå den modsatte vej, idet muligheden for to timers gratis parkering på Thors Bakke netop er blevet afskaffet, mener Mette Rasmussen.

- Jeg ved godt, at flere og flere benytter sig af nethandel, og derfor ikke har behov for at komme i butikkerne, men det er jo ikke en udvikling, som vi har interesse i at skubbe på. Men det er netop det, som vi gør, hvis vi ikke kan blive enige om fælles åbningstider eller får parkeringsforhold, som kunderne finder acceptable. Så ender det med, at alle bestiller det hele hjemme fra sofaen. Og det vil ikke være godt for nogen af os, konstaterer hun, og henviser til, hvad hun allerede for mange år oplevede i USA, hvor indkøbscentre, såkaldte mall, skød op, og handlen i byerne døde.

I Madboden får Mette Rasmussen god hjælp af Line Gjersing. Foto: Annelene Petersen
Annonce

Byen til vandet og vandet til byen

Også på andre områder har Mette Rasmussen visioner for udviklingen af midtbyen.

- Byen til vandet er et godt projekt, som skulle have været gennemført for længe siden. Men jeg har også længe drømt om, at vandet kom til byen. At vandet bliver trukket op i Østervold, og at Østervold laves til et grønt område omkring vandet. det kunne gøres til et perfekt område til at lave events eller koncerter på. Det gælder om at gribe mulighederne, fastslår hun, og peger desuden på Rådhustorvet som et sted, hvor der kunne holdes flere arrangementer end nu.

- Vi så det under Blues Festivalen, hvor der var nogle, der spillede heroppe på torvet. Det var fantastisk. Musik samler folk. Jeg glæder mig også over, at åbningen af festugen i år skal ske på Rådhustorvet, og at der i det hele taget i festugen kommer til at ske flere ting på torvet i år. Flere aftner vil der være musik hel frem til kl. 18-20.

En gourmet hotdog med chorizopølse, avocado, og bøf mozzarella serveret i et grovbrød kan sætte godt gang i mundvandet. Foto: Annelene Petersen
Annonce

Selvstændig og enlig mor

Inden Mette Rasmussen valgte at efterfølge sin far som indehaver af Café Charlie - nu Madboden - har hun løst en hel stribe forskellige opgaver. Hun drog tidligt hjemmefra, idet hun kun var 16 år, da hun rejste til USA, hvor hun var et år. Efter et år hjemme i Randers, hvor hun påbegyndte HH-uddannelsen, vendte Mette Rasmussen tilbage til USA, igen for et år. Derefter valgte hun Sønderborg som stedet for at tage sin HH-eksamen.

Det blev til hele syv år i den sønderjyske by. I en alder af kun 21 år blev Mette Rasmussen først afdelingsleder i Føtex i Sønderborg, for fire år senere at blive bestyrer af en tøjforretning, ligeledes i Sønderborg.

Nu ventede en helt ny opgave. Sammen med en dansk ven, der siden blev hendes døtres far, etablerede Mette Rasmussen en café på den græske ø Kreta, hvor hendes ældste datter blev født. Efter tre år på Kreta rykkede parret til fynske Faaborg, hvor de forpagtede Restaurant Klinten.

Efter fire år i Faaborg valgte Mette Rasmussen efter et brud med døtrenes far at vende tilbage til Randers for at deltage i driften af Café Charlie sammen med sin far i tre år, inden hun selv overtog driften.

- Det kan naturligvis til tider være hårdt at være enlig mor til to og samtidig være selvstændig, men jeg vil ikke bytte det for noget andet, slutter Mette Rasmussen.

Madboden byder langt fra kun på pølseprodukter. For eksempel indeholder menukortet også frisklavet grillet panini, som hurtigt er blevet en sællert. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce