Randers: I to år har Romina Betgevergiz drevet Helse & Trivsel Visdommens Kilde i industrikvarteret på Messingvej. Nu har hun flyttet klinikken til et villakvarter på adressen Langgade 65, hvor hun har indrettet sig i et par lyse kælderlokaler (lokale 5 og 6) i opgangen, hvor der er andre, der tilbyder behandlingsformer indenfor blandt andet akupunktur, psykologi samt vippeteknik-klinikken, Lotus Lash Lounge.
- Det er dejligt, at jeg nu ligger et sted, hvor der er andre behandlere i modsætning til på Messingvej, hvor jeg var helt alene, siger Romina Betgevergiz, der fra 4. april har taget imod sine kunder i de nye omgivelser.
Der er også praktiske fordele forbundet med det nye lejemål.
- Tidligere skulle jeg ud af klinikken, hver gang jeg skulle hente vand eller vaske hænder. Her har jeg fået min egen håndvask, så jeg kan være sammen med kunden hele tiden, siger hun.
Det ene af de to lokaler har Romina Betgevergiz indrettet til at udføre sine behandlinger, mens hun i det andet vil tilbyde undervisning og meditation.
Romina Betgevergizs forventninger til den nye adresse er, at der kommer mere ro omkring klinikken.
- Det er jo et dejligt stille og roligt område. Her er jeg ikke omgivet af industri og larm, så nu kan jeg og mine kunder fokusere på den indre ro, siger hun.
Har været på udkig længe
Romina Betgevergiz fortæller, at hun gennem længere tid har været på udkig efter nye lokaler til sin klinik.
- Det har ikke været let at finde de rigtige for, hvis jeg skulle ligge midt inde i centrum, ville det være besværligt for mine kunder at finde en parkeringsplads. Her har de mulighed for at parkere lige udenfor min klinik, siger hun.
Romina Betgevergiz fortsætter med at tilbyde coaching, wellness samt kropsterapi, der indebærer massage, samtale og coaching. På sigt vil hun desuden udvide repertoiret med selvstændige ansigtsbehandlinger.
- Normalt består mine behandlinger af både krops- og ansigtsbehandlinger i et, men der er nogle, der er blufærdige og synes, det er for grænseoverskridende at blive behandlet på hele kroppen, siger hun.
Har sænket priserne
Romina Betgevergiz fortæller, at hun kommer til at sidde billigere i det i sit nye lejemål og det vil komme kunderne til gode.
- Fordi mine udgifter bliver mindre, bliver mine priser også reduceret. Jeg ved godt, det ikke er normalt at gå ned i pris, men jeg synes, at udgifter og indtægter skal harmonere, siger hun med et smil.