Annonce
Randers Onsdag

Søren Clausen kører på et stykke dansk motorhistorie

Den sidste Nimbus blev produceret på fabrikken på Frederiksberg i 1960. Det er dog stadig muligt at få specialfremstillede og nye reservedele til den danske motorcykel, hvilket gør det muligt for Nimbus-enthusiaster at holde liv i et stykke dansk motorhistorie som eksempelvis denne røde udgave med sidevogn, der indehaves af Søren Clausen, formand for Randers og omegns Nimbusklub af 1992. Privatfoto
- Der er noget fantastisk i, at den motorcykel der blev lavet i 1934 er blevet produceret stort set uden ændringer frem til 1959 - og at den stadig kan køre i dag, siger Søren Clausen, formand for Randers og omegns Nimbusklub af 1992.

Randers: Pladsen foran Telling og Randers Streetfood er samlingssted for medlemmerne af Randers og omegns Nimbusklub af 1992. Her mødes de hver torsdag fra begyndelsen af april til midt i september for i samlet flok at køre på deres Nimbus motorcykler til dagens destination.

- Når det bliver for hurtigt mørkt om torsdagen, går vi over til lørdagskørsel om eftermiddag, for det er ikke alle af de her gamle motorcykler, der har lige meget lys i forlygten, siger klubbens formand, Søren Clausen, der tilføjer, at nogle af maskinerne kun er udstyret med en 6 volt-pære.

- Sådan en lidt slidt 35 watt-pære i en lygte, hvor parabolen måske er lidt slidt, svarer til et stearinlys og så er det jo svært at se, hvad der sker på en mørk vej, siger han med et smil

Annonce

Bårebuketter er klubbens største udgift

Formanden beskriver kort Randers og omegns Nimbusklub af 1992 som en klub, hvor medlemmerne er samlet om interessen for Nimbus motorcykler.

- Og så er vi en klub med en ret høj gennemsnitsalder, siger Søren Clausen Søren Clausen, der tilføjer, at han med sine 57 år er med til at trække medlemmernes gennemsnitsalder ned.

- Der er flere af vores medlemmer, der nærmer sig 80 år, så efterhånden er bårebuketter blevet den største udgift i klubregnskabet, siger han og selv om, det er sagt med et smil, er der også en vis portion alvor i bemærkningen, da det i følge formanden er svært at få yngre mennesker til at fatte interesse for motorcykler af mærket Nimbus.

- Manglen på yngre medlemmer er nok det største problem for klubben, siger han.


Jeg kan godt forstå, at de unge mennesker gerne vil have noget, der koster mindre og kan køre lidt stærkere - det er jo lige før, at en el-cykel kan køre hurtigere end en Nimbus.

Søren Clausen, formand for Randers og omegns Nimbusklub af 1992


Selv om formanden meget gerne vil have flere yngre medlemmer, kan Søren Clausen på sin vis godt forstå, at Nimbus ikke har appel til unge mennesker.

Han fortæller, at hvis man skal have en køreklar Nimbus, koster den fra 45.000 kroner og op efter. For de penge får man en motorcykel med omkring 25 hestekræfter og en marchhastighed, der på landevejene ligger mellem 50 og 70 kilometer i timen. Kommer man over de 70, er en Nimbus ifølge Søren Clausen ikke så behagelig at køre, da den ryster en del.

- Det lyder dejligt, når man kommer sådan kørende på sin Nimbus ude på landet en sommerdag i en fart, hvor man kan se og nyde naturen. Det er noget af det, jeg selv nyder mest ved at køre Nimbus, siger Søren Clausen og fortsætter:

- Men hvis man sammenligner med en anden veteranmaskine som for eksempel den BMW R100 motorcykel, jeg også har, så gav jeg 25.000 kroner for den og den kan køre noget stærkere.

- Så jeg kan godt forstå, at de unge mennesker gerne vil have noget, der koster mindre og kan køre lidt stærkere - det er jo lige før, at en el-cykel kan køre hurtigere end en Nimbus, siger Søren Clausen.

Annonce

Fik en kone med Nimbus

Søren Clausens liv med og passion for Nimbus begyndte, da han fandt den kvinde, han senere blev gift med.

"Blandt de 4500, der er indregistreret, er der hele tiden nogle der er til salg. Og har man mod på selv at sætte en Nimbus i stand, regner man med, at der ligger eller står yderligere 500 rundt omkring på lofter og i lader", siger Søren Clausen, formand for Randers og omegns Nimbusklub af 1992. Privatfoto

- Min kone er vokset op på en gård. Samme år som hun blev født, i 1968, købte hendes far og mor en sort Nimbus med sidevogn, der skulle fungere som gårdens eneste transportmiddel, fortæller Søren Clausen og tilføjer, at da han mødte sin kone i 1990/91, var hendes far lige død.

- Det var altid faderen, der havde kørt Nimbussen, så efter hans død stod den bare inde i laden. Selv om de måske godt kunne, var der ingen af min kones tre søskende, der havde ønske om at køre Nimbussen, derfor endte det med, at min kone fik den, siger Søren Clausen, der fik transporteret motorcyklen hjem til Randers.

Søren Clausen kone bragte hendes families sorte Nimbus med ind i forholdet. Som udlært maskinarbejder har Søren Clausen altid haft en nysgerrighed for at skille ting ad, så der gik ikke længe inden, han havde haft den sorte motorcykel mellem hænderne og gjort den køreklar, hvilket den stadig er den dag i dag. Privatfoto

Som maskinarbejder har Søren Clausen altid har haft en nysgerrighed for at skille ting ad og finde ud af, hvordan de virker. Så da Nimbussen kom til Randers, gik han straks i gang med at skille den ad, fik den lavet og samlet igen, hvorefter han sammen med sin kone begyndte at køre rundt på ture.

Før han mødte sin kone og hendes Nimbus, havde Søren Clausen aldrig prøvet at køre motorcykel, ligesom han heller ikke havde motorcykelkørekort. Han begyndte derfor som kombineret bagsædepassager og mekaniker for sin kone.

- Da jeg fik kørekort til motorcykel, blev jeg også chauffør – stadig på min kones Nimbus, siger han med et smil.

Siden han første gang fik den sorte Nimbus mellem hænderne, var Søren Clausen dog godt klar over, at han på et tidspunkt skulle have sin egen Nimbus, og at den af praktiske grunde skulle være med sidevogn- ligesom konens.

- Vi har tre børn, som vi har kørt med, siden de var omkring et år, så det var klart, at min Nimbus skulle være med sidevogn, så vi kunne tage på samlede familieture, siger han.

Han tilføjer, at på et år tilbagelægger de mellem 7000 og 8000 kilometer på dereses Nimbusture og -ferier rundt i Danmark.

Gennem de mange år han har haft sin passion for den danske motorcykel, har Søren Clausen kun har haft én Nimbus: Den røde med sidevogn som han fandt på et stumpmarked efter, han gennem et års tid at have ledt efter den helt rigtige Nimbus.

- Og den bliver ikke skiftet ud. Jeg har fået lavet den helt, som jeg gerne vil have, at den skal være. Der ligger så meget kærlighed i netop den her Nimbus, at jeg ikke vil kunne skille mig af med den igen, siger han.

Annonce

Alle har respekt for en Nimbus

Det der, i følge Søren Clausen, er helt særligt ved at køre Nimbus er, at det er en motorcykel, der er meget nem at køre samt at man kører stille og roligt derud ad.

- Hvis man kører stærkt og ser eksempelvis en fasan, der letter i vejsiden, skal man bremse ned for ellers rammer man den. Det behøver man ikke, når man kører Nimbus, der er fuglen både lettet og væk inden, man når derhen, siger han.

- Det er en hastighed, der passer mig udmærket, for jeg vil ud og nyde naturen og omgivelserne. Hvis jeg bare skal fra A til B, tager jeg hellere bilen, fortsætter han.

Søren Clausen, hans kone og deres børn har ofte brugt familiens to Nimbus motorcykler til at tage på udflugt og campingture. Som ekstraudstyr er sidevognen på Søren Clausens Nimbus derfor udstyret med et bord, der kan monteres på sidevognen. I sammenklappet tilstand passer det til sidevognens udformning, hvilket forklarer det skæve indhak i bordpladen. Privatfoto

Det tredje aspekt Søren Clausen holder meget af ved at køre Nimbus er den respekt, han oplever, der er for motorcyklen fra andre motorcyklister uanset hvad de selv kører på.

Han fortæller, at motorcykelklubber ofte er bygget op omkring ét mærke eller motorcykler fra et bestemt land. Hvis man vil besøge sådan en klub, er det ikke altid, at man er velkommen, hvis man selv kører på en motorcykel af et andet mærke eller fra et andet land.

- Undtagen hvis man kører Nimbus. Når jeg kommer på min Nimbus, bliver jeg altid budt indenfor og nogle gange har jeg nærmest fået ærespladsen, siger Søren Clausen.

Årsagen til at der generelt er stor respekt for den danske motorcykel, tror Søren Clausen skyldes, at en Nimbus er noget helt for sig selv. Den er derfor ikke en konkurrent til noget andet motorcykelmærke.

- Der er noget fantastisk i, at den motorcykel der blev lavet i 1934 er blevet produceret stort set uden ændringer frem til 1959 - og at den stadig kan køre i dag, siger Søren Clausen og tilføjer, at en Nimbus desuden har sin helt egen karakteristiske lyd.

- Når man hører motoren, er man aldrig i tvivl om, at det er en Nimbus, siger han.

Annonce

Kom tæt på Nimbus

Har man lyst til at se, og ikke mindst lytte til, et stykke levende dansk motorhistorie, er man i følge Søren Clausen meget velkommen til at kigge forbi pladsen foran Telling og Streetfood på torsdage klokken 18, når sæsonen 2021 begynder, hvilket sker den første torsdag efter, Tivoli Friheden i Aarhus er åbnet.

Hver torsdag i sæsonen mødes medlemmerne af Randers og omegns Nimbusklub af 1992 for at vise deres motorcykler frem og køre på tur i samlet flok. Privatfoto

Har man lyst til selv at eje en Nimbus, er det absolut en mulighed, der er inden for række vide, hvis man vil lægge de omkring 45.000 kroner, en køreklar maskine typisk koster.

- Blandt de 4500, der er indregistreret, er der hele tiden nogle der er til salg. Og har man mod på selv at sætte en Nimbus i stand, regner man med, at der ligger eller står yderligere 500 rundt omkring på lofter og i lader, siger Søren Clausen.

Foreninger i Randers

Når to danskere mødes, giver de hinanden hånden. Når tre danskere mødes, danner de en forening, hedder det i en gammel talemåde. Der er formentlig noget om snakken.

Alene Randers Kommune har registreret flere hundrede foreninger, eksempelvis idrætsforeninger, spejdere, politiske foreninger, foreninger med sociale formål - og mange andre. Oftest drives foreningerne af frivillige ildsjæle.

I Randers Onsdag kan du i den kommende tid møde nogle af foreningerne og nogle af de folk, der står bag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Metalsangkor mangler sangere

Randers Onsdag

Coronaramt sangkor fylder 70

Randers Onsdag

Nu vil Gitte nørde endnu mere

Annonce