Annonce
Randers Onsdag

Tina Dickow solo: Fedt med plads til at fortælle om sangene

For to år siden sluttede Tina Dickow sin solo-turné i Randers. Nu tager hun igen ud solo, men dennegang begynder turnéen i Randers, hvor hun spille rpå Værket 10. oktober. Arkivfoto: Lars Rasborg
10. oktober åbner Tina Dickow sin solo-turné med en koncert på Værket.
Annonce

Randers: Når Tina Dickow 10. oktober åbner sin solo-turné med en koncert på Værket, bliver det en rejse med mange stop undervejs gennem hendes efterhånden omfangsrige bagkatalog, der omfatter på den gode side af 100 sange.

- Fordi jeg har så mange sange, har det været svært at udvælge dem, der skal med på turnéen, siger Tina Dockow, der i et forsøg på at lette udvælgelsen har spurgt sine følgere på Facebook, hvilke sange de synes skal med.

- Der kom i alt 80 forskellige forslag til sange, men der én tydelig favorit, og det var ikke et af de stor hits, som jeg ellers havde forventet. Den klare favorit var til min overraskelse "Goldhawk Road", siger Tina Dickow og tilføjer, at "Goldhawk Road" naturligvis er kommet med på turnéens setliste.

Når det kommer til hendes egen favorit blandt de sange, hun har udvalgt til turnéen, er hun ikke så entydig som sit publikum.

- Nej, ved du hvad, der er så mange, så det kan jeg ikke svare på, men dem jeg holder mest af, er de historiefortællende numre, siger hun og fremhæver, at det fede ved at spille alene i forhold til at spille med et band netop er, at det giver mere plads til, at hun kan fortælle om sangene og de tanker, hun gjorde sig, da hun skrev dem.

Det er anden gang, at Tina Dickow tager på en solo-turné - første gang var i 2017, hvor hun også spillede i Randers - og hun siger, at hun denne gang har valgt at gå udenom de sange, hun havde med på den første turné.

- På den måde bliver det til en anden og ny fortælling i forhold til for to år siden, siger hun og tilføjer, at hun ved solokoncerterne spiller et stringent første set med akustisk guitar, mens hun i andet set udvider lydbilledet med lidt mere elektronik på scenen.

- Jeg har ikke lyst til at afsløre for meget, så jeg vil helst ikke fortælle mere om de sange, jeg spiller, siger Tina Dickow.

- Det fede ved at spille alene i forhold til med et band netop er, at det giver mere plads til, at jeg kan fortælle om sangene og de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev dem, siger Tina Dickow, der for to år siden sluttede sin solo-turné i Randers. Nu tager hun igen ud solo, men dennegang begynder turnéen i Randers, hvor hun spiller på Værket 10. oktober. Arkivfoto: Lars Rasborg
Annonce

Fantastisk at kigge ind i en væg en time

I forhold til når hun er på turné med et band, så har Tina Dickow kun få mennesker omkring sig ved efterårets koncerter. Det betyder dog ikke, at hun er bange for at komme til at kede sig undervejs.

- Det at kede sig findes slet ikke for mig. Jeg lever et liv, hvor jeg synes, at selv det at sidde og kigge ind i en væg en time er fantastisk. Så det, at der ro på backstage, er fantastisk, siger hun.

Hvor meget ro på det bliver til er dog usikkert, for det er planen, at Tina Dickow skal have sine tre børn på to, fem og syv år med.

- Men det bliver nok ikke så hektisk som for to år siden, hvor jeg ammede den mindste i pausen under koncerterne, siger hun og griner.

Annonce

Planter skov for at blive CO2-neutral

På Tina Dickows seneste album, "Fastland" fra 2018, er der en kort sang med titlen "Change Yourself", der indeholder tekstlinjerne "They say, If you wanna change the world, you gotta change yourself first". En sang hun selv kalder et mellemspil, der hænger sammen med albummets forrige nummer, der handler om at ændre verden.

- For at ændre verden er der en lang stribe mere eller mindre hverdagsagtige ting, vi selv kan gøre og sætte i gang, siger Tina Dickow og nævner, at en af de ting, hun selv gør sammen med sin mand, er at plante en skov.

- Vi bor på det nordlige Island, og vi er begyndt på et projekt, hvor vi vil se, hvor mange tusinder træer, vi kan plante på et stykke jord, vi har.

- Min mand går meget op i planter og biologi, og idéen til projektet opstod, da vi gjorde os tanker om, hvordan vi kan bidrage til at være CO2-neutrale i og med, at vi rejser meget i forbindelse med jobbet. Og selv det ikke er med god samvittighed, så flyver vi ofte, når vi skal transporteres fra et sted til et andet, siger Tina Dickow og fortsætter:

- Vi hører også til dem, der synes, at det godt må være dyrere at flyve, hvis selskaberne bruger pengene til at kompensere for det brændstof, der brændes af.

Annonce

Det giver ro at være alene

Når Tina Dickow nu skal til at indtage scenen alene, er hun klar over, at al opmærksomhed i salen vil være rettet mod hende, at hun ikke har et band at gemme sig bag. Om det vil føles som et stort pres, vil hun gerne vente med at svare på til efter turnéen, men hun tror det ikke.

- I princippet er det jo ret nemt at lave en solokoncert, fordi jeg jo kun skal forholde mig til én på scenen - mig selv.

- Sådan var det i hvert fald sidst, så jeg håber, at jeg kan samle mig selv op, der hvor jeg sluttede sidste solo-turné. Der havde jeg fundet en kæmpe ro i at kunne give noget enormt rent til publikum. Jeg oplevede, at hvis jeg kan slappe af, kan det kun gå godt, for jeg kender jo sangene og er ikke op imod alle de tekniske ting, der kan gå galt, når vi er et band på scenen, siger Tina Dickow.

Annonce

Skal skrive musical på dansk

Når solo-turnéen er slut, kaster Tina Dickow sig ud i et projekt, der er af en art, hun ikke har prøvet før.

- Jeg er blevet opfordret til at skrive en musical, som skal være helt efter alle kunstens regler. Og ikke nok med, at det er en genre, jeg aldrig har prøvet at arbejde med før, så skal den oven i købet være på dansk, jeg plejer jo at skrive på engelsk, siger hun.

Selv om projektet således ikke umiddelbart ligger til højre benet for Tina Dickow, er hun ikke nervøs for, hvordan det skal gå.

- Tværtimod, jeg glæder mig, for jeg kan godt lide den slags skriveopgaver, hvor der fortælles en historie og den her handler om... nej, nu bliver jeg usikker på, hvor meget jeg må fortælle, så jeg må nok vil nøjes med at sige, at det bliver en musical om en dansker og at den får premiere i løbet af 2021, siger Tina Dickow.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce