Annonce
Randers

Voldsramt hjælper voldsramte: Coronakrisen kan skubbe familier ud over kanten

Luna Munk er kendt fra tv-programmet De Unge Mødre, hvor man kan følge hendes hverdag som enlig mor til tre små drenge. Hun er desuden forfatter til bogen "Så gå dog fra ham!", hvor hun fortæller om sin tid i et voldeligt forhold. Arkivfoto: Annelene Petersen
Luna Munk har arrangeret et virtuelt velgørenhedsløb, hvor overskuddet skal gavne voldsramte kvinder og børn. En gruppe, som hun selv tilhørte indtil for ganske nylig.
Annonce

Randers: Coronakrisen er et skrækscenarie for kvinder og børn i voldsramte hjem.

Når voldsramte familier pludselig skal tilbringe alle døgnets timer sammen, forværres situationen ofte, og volden bliver både voldsommere og hyppigere. Det mærker de tydeligt på landets krisecentre, der under coronakrisen er blevet bombarderet med henvendelser fra voldsramte kvinder. Presset er så stort, at det har været nødvendigt at oprette et nyt nødkrisecenter, ligesom regeringen har valgt at oprette 55 akutpladser fordelt over hele landet.

De oplysninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på randrusianeren Luna Munk. Hun ved, at 38.000 kvinder hvert år udsættes for vold i hjemmet, og hun ved, hvordan de har det. For, som hun selv siger, har hun været en af dem.

- Da jeg selv levede i et voldeligt forhold, var det fuldstændig afgørende, at jeg kunne komme ud blandt andre mennesker og få luft fra den terror, der foregik derhjemme. Det ville have været helt forfærdeligt, hvis jeg havde været nødt til at lukke mig inde med en voldelig partner, fortæller Luna Munk, der har skrevet bogen "Så gå dog fra ham!" om netop det at leve i et voldeligt forhold.

- Hvis coronakrisen var kommet, mens jeg stadig var i et voldeligt forhold, kunne der være sket to ting. Enten var jeg røget helt ud over kanten og ned i et dybt sort hul, hvor jeg ville have mistet lysten til at leve. Eller også ville krisen have været det, der kunne få mig til at sige fra og tage på krisecenter. I begge tilfælde ville jeg have haft brug for hjælp, fastslår hun.

Da jeg selv levede i et voldeligt forhold, var det fuldstændig afgørende, at jeg kunne komme ud blandt andre mennesker og få luft fra den terror, der foregik derhjemme. Det ville have været helt forfærdeligt, hvis jeg havde været nødt til at lukke mig inde med en voldelig partner.

Luna Munk

Annonce

Velgørenhedsløb

Siden bruddet med sin ekskæreste har Luna Munk brugt en del frivillige timer på at hjælpe voldsramte kvinder, og i den forbindelse har hun nu fået idéen til en alternativ måde at række de pressede kvinder og børn en hjælpende hånd.

Hun har nemlig valgt at arrangere et velgørenhedsløb, hvor hele overskuddet går til organisationen Danner, der driver krisecenter for voldsudsatte kvinder og børn samt rådgiver voldsudsatte, pårørende og fagfolk via et ambulant tilbud og en døgnåben telefon.

- Blandt løbere er der lige nu stor efterspørgsel på virtuelle løb, som er en ny måde, hvorpå vi kan løbe sammen hver for sig. Derfor har jeg arrangeret et virtuelt løb og gjort det til et velgørenhedsløb til fordel for voldsramte kvinder og børn, fortæller Luna Munk. Løbet finder sted 20. juni, og du kan tilmelde dig på sportstiming.dk.

Ved tilmelding skal du vælge, om du vil gå fem eller 10 kilometer, eller om du vil løbe fem, 10 eller 21,1 kilometer. Den præcise rute tilrettelægger du selv i dit eget lokalområde, og du vælger også selv, hvornår på dagen du vil løbe.

- Inden løbet får man tilsendt en medalje, et diplom og et startnummer, fortæller Luna Munk og tilføjer, at løberne skal bære startnummer, så de kan genkende hinanden, hvis de skulle løbe forbi hinanden på ruten.

- Og så gælder det ellers bare om at bruge fantasien for at gøre det til en god oplevelse. Nogle vælger at stille familien op ved målstregen for at heppe og overrække medaljen, fortæller Luna Munk med et smil i stemmen.

Efter løbet kan du skrive din tid og distance ind på sportstiming.dk, hvorefter de hurtigste i hver kategori vil modtage en præmie sendt med posten.

Tilmeldingen løber frem til 31. maj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce