Annonce
Ugeavisen Ribe

Øv for andet år i træk: Tulipanfesten 2021 er aflyst

Heller ikke i 2021 bliver der Tulipanfest på Hovedengen i Ribe. Arkivfoto
Corona sætter for andet år i træk en stopper for Tulipanfesten.

Ribe: For andet år i træk må ripenserne se langt efter Tulipanfesten. Komiteen bag har nemlig besluttet af aflyse byfesten, der skulle være holdt den 21.-24. maj, endnu et år. Det på trods af, at der mandag aften blev offentliggjort en langsigtet genåbningsplan, hvor mange af restriktionerne ville være væk til den tid.

- Corona og de dermed forbundne restriktioner gør det desværre umuligt for os at gennemføre det planlagte program. Og med uvished om omfanget af forsamlingsforbud, bliver det helt bestemt ikke på et niveau, der gør det muligt for os at gennemføre en Tulipanfest, som vil være rentabel eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt, forklarer komiteens formand Preben Fog Svendsen.

Annonce

Må tage det tab

Preben Fog Svendsen understreger, at man både i Tulipankomiteen og i de tre sportsklubber naturligvis er meget kede af denne situation. Det er trods alt et forventet stort tilskud til ungdomsarbejdet i klubberne, der for andet år i træk ikke kommer i kassen, men det vil i Ribe Boldklub ikke betyde et forringet ungdomsarbejde. Det understreger formand Simon Hansen.

- Vi budgetterer normalt med omkring 250.000 kroner fra Tulipanfesten, og det har da betydning, at de penge ikke kommer ind endnu en gang. Det betyder, at vi nok må gå ud med et underskud for 2021, og det er er tab, vi må og kan leve med. De manglende penge vil heller ikke betyde, at vi undlader aktiviteter for de unge eller skærer det ind til benet, siger Simon Hansen, der også ærgrer sig over, at man endnu engang ikke kan bidrage til at lave en god byfest, da det i den grad er noget, som mange sukker efter.

Preben Fog Svendsen og resten af komiteen går nu i gang med forberedelserne til 2022 festen, der er planlagt til den 12.-15. maj 2022. Samtidig afviser han ikke, at der kan komme en eller anden form for liv på Hovedengen i pinsen i år.

- Måske bliver der trods alt liv på Hovedengen i pinsen 2021. Nordisk Tivolipark er ikke afvisende for at besøge byen, men det kan vi fortælle mere om senere, lyder det fra Preben Fog Svendsen.


I Tulipankomiteen og de tre sportsklubber er vi naturligvis meget kede af denne situation. Det er trods alt et forventet stort tilskud til ungdomsarbejdet i klubberne, der for andet år i træk ikke kommer i kassen

Preben Fog Svendsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce