Annonce
Ugeavisen Ribe

50 år med elinstallationer: Markant Ribevirksomhed har jubilæum

Flemming Aaskov har fandt en gammel kasse frem, som er helt tilbage fra tiden, hvor Finn ejede Nørremarkens El-Service. Foto: Bo Maimburg
Den lokale el-installatør virksomhed, Nørremarkens El-Service, har 50 års jubilæum, og virksomheden lever i bedste velgående.

Ribe: Nørremarkens El-Service har igennem de sidste 50 år været en markant virksomhed i Ribe. Og med kun to ejere, først Trine og Finn Christensen og nu Flemming Aaskov, har ejerne spillet markante roller.

Finn Christensen, der overlod firmaet til Flemming i 2007, glæder sig rigtig meget over at følge virksomhedens udvikling, og han er begejstret over at se, at den nye ejer også har succes.

- Jeg holder stadig øje med, hvad de laver i mit gamle firma, og jeg føler mig stadig velkommen, og det er jeg naturligvis rigtig glad for. Det er en stor glæde, at virksomheden har succes, og det glæder mig, at jeg fik det solgt godt, siger Finn Christensen.

Finn Christensen drev Nørremarkens El-Service de første 36 år, og siden har Flemming Aaskov været ejer. Foto: Bo Maimburg

Finn drev i starten virksomheden som en traditionel el-installatør. Senere åbnede han en butik på Lærkevænget, og senere flyttede de butikken til Industrivej. Efter en periode uden butik, har Flemming som bekendt også åbnet butik i form af Ribe El-Salg, der ligger i Kvickly.

Annonce

En hurtig handel

Flemming Aaskov var i forvejen ansat i firmaet, da Finn gik med planer om at sælge, og det nemt for Finn at tage en beslutning, da Flemming tilbød sig.

- Da jeg kom på arbejde en morgen, spurgte Flemming mig, om jeg ikke ville sælge virksomheden. Jeg svarede ja med det samme, og jeg skulle bare sikre mig, at jeg havde arbejde i fire måneder, så jeg kunne gå på efterløn. 14 dage efter var alt på plads, og Flemming overtog firmaet, og fire måneder efter var jeg stoppet. Det var en god løsning for alle parter, og jeg kan jo se, at det var det rigtige jeg gjorde, siger Finn Christensen.


Der er kun en ting, der tegner vores virksomhed, og det er vores vildt gode medarbejdere. Der er flere, der har været her i rigtig mange år, og de har stor ære af, at tingene fungerer.

Flemming Aaskov


- Jeg har bestemt ikke fortrudt, selvom arbejdsdagene altid bliver lidt lange, men det har jeg jo vænnet mig til. Så længe jeg har den stab af medarbejdere, er det jo en fornøjelse, siger Flemming Aaskov, der har været i firmaet siden 1995.

Annonce

Medarbejderne er det vigtigste

Flemming Aaskov har nemt ved at komme med begrundelsen for virksomhedens succes.

- Der er kun en ting, der tegner vores virksomhed, og det er vores vildt gode medarbejdere. Der er flere, der har været her i rigtig mange år, og de har stor ære af, at tingene fungerer. Medarbejderne arbejder selvstændigt, og jeg ved, at vores kunder er begejstrede for deres indsats. De er altid klar på selv at tage en beslutning, og de betyder alt for mig, siger Flemming Aaskov.

Og indehaveren åbner en dør for, at der godt kunne ske en ændring af ejerkredsen indenfor den nærmeste fremtid.

- Udviklingen i vores branche går utrolig stærkt, og det, vi lavede for 10 år siden, er næsten forældet i dag. Det stiller store krav til os som virksomhed, for vi skal hele tiden følge med udviklingen, og det kan godt været svært. Udviklingen skal jo komme fra ledelsen, og jeg har jo nok at lave med alt mulig andet, så jeg vil ikke afvise, at der kunne komme en partner ind i virksomheden, der kunne tilføre nyt blod og ny energi, siger Flemming Aaskov.

Kort om Nørremarkens El-Service

Nørremarkens El-Service blev startet for 50 år siden af Finn og Trine Christensen på Lærkevænget i Ribe. Firmaet flyttede i 1985 til industrivej 5 på grund af pladsmangel, og de åbnede samtidig en flot ny butik med salg af hårde hvidevarer og el-artikler.

I 2007 overtog Betina og Flemming Aaskov firmaet. Den 1. juli 2020 åbnede Nørremarkens El-Salg inde i Kvickly, Ribe El-Salg, der er en del af Nørremarkens El-Service.

Der afholdes på grund af corona ingen reception men der er lidt tilbud i butikken for at markere jubilæet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce