Annonce
Ugeavisen Ribe

9-årige Mikkel samler flasker for at hjælpe fattige børn

Mikkel har på få dage samlet flaskepant ind for omkring 600 kroner. Han kom selv med ideen om at samle penge ind til Danmarksindsamlingen. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Mikkel Madsen, 9 år, kom selv med ideen om at give penge til Danmarksindsamlingen, og på få dage har han samlet flere tusinde kroner.
Annonce

Ribe: De fleste 9-årige danske drenge tænker nok mest på LEGO, fodbold og måske endda Fortnite. Men 9-årige Mikkel Madsen, der bor i Ribe, bruger også rigtig meget tid på at tænke på andre børn især i fattige lande. Og da han så en tv-reklame forleden, fik han en idé om at samle penge ind til dem via Danmarksindsamlingen.

- Jeg så den her sørgelige reklame med et barn, der sad alene i kulden, og det kunne jeg ikke lide. Alle børn skal have et godt liv, fortæller Mikkel Madsen, som derfor nævnte for hans forældre, at han gerne ville give 100 kroner til dem.

Den idé var forældrene - Maja og Tommy - ikke med det samme helt med på, og det gjorde Mikkel ked af det. I stedet blev de sammen enige om, at Mikkel kunne samle flaskepant, og på få dage fik han delt løbesedler ud, så han torsdag middag havde han samlet 2.593,50 kroner ind, blandt andet fordi mange har overført penge til ham på mobilepay, fordi de ikke har haft nogen flasker.

- Jeg havde først et mål om at nå 1.000 kroner, og nu er målet 5.000 kroner og derefter 10.000 kroner, for hvis jeg når det, kommer jeg op på skærmen til Danmarksindsamlingen. Jeg vil gerne sige mange tak til dem, der har givet penge eller flasker, siger Mikkel, der er rigtig stolt over at have samlet så mange penge allerede.

Hjælp Mikkel

Torsdag middag har Mikkel fået 1.900 kroner ind på MobilePay og 593,50 kroner ind for flaskepant. Derudover har han selv lagt 100 kroner i puljen.

Man kan stadig nå at hjælpe Mikkel. Alle kan aflevere flasker på adressen Engparken 9, eller også kan man skrive eller ringe på 28566535 for at aftale afhentning. Det er også det nummer, man kan overføre på MobilePay til, hvis man har lyst.

Danmarksindsamlingen foregår den 1. februar, og det er indtil da, man kan bidrage til Mikkels indsamling.

Annonce

Flere kan overleve

Hans mor, Maja, er også rigtig stolt af sin søn.

- Det er flot, at han tænker så langt, og mottoet fra Danmarksindsamlingen om lille land, stort hjerte, passer rigtig godt på Mikkel, siger hun.

Sammen med Mikkel kører hun de mange flasker til pantautomaten, og de understreger, at bidragene overhovedet ikke behøver at være store.

- Det må gerne bare være en bærepose med flasker eller en enkelt flaske. For jo flere flasker, jeg samler, jo flere penge kan børnene få, og så kan flere børn overleve, siger Mikkel Madsen.

Mikkel bringer selv flaskerne til pantautomaten, og han og hans mor kan også hente flasker hos andre. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce