Annonce
Ugeavisen Ribe

Affaldsbeholdere i Ribe skal minde om Kannikegårdens design

De blå punkter viser placeringen af de kommende affaldsøer. De grønne viser, hvor der allerede er affaldsøer. Grafik: Esbjerg Kommune
Håndteringen af affald i Ribes gamle bydel får til efteråret sin helt egen designløsning. Esbjerg Kommune designer selv affaldscontainere, der bliver gravet delvist ned.

Ribe: Når det bliver oktober, skal beboerne i Ribe Bykerne som bekendt begynde at sortere madaffald ligesom resten af Ribe har gjort i et halvt års tid efterhånden.

Men brostensbelagte gader og sammenhængende facader gør det umuligt at tilbyde genbrugsordninger som uden for byen. Og for at finde en løsning på den udfordring har politikerne i Teknik og Byggeudvalget nu bedt kommunens folk om selv at designe affaldsbeholdere, der passer ind i bybilledet i Ribe.

- Koksgrå eller rustfri stål er måske meget fint til et moderne boligkvarter i Esbjerg, men det vil stikke alt for meget af i Ribes middelalderby. Det skal ikke være en løsning, der syner for meget i bybilledet. Vi har da lært lidt af debatten om ølboden, siger formand for teknik- og byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

Annonce

Han henviser til den omfattende kritik, der rejste sig tilbage i 2013, da der foran Hotel Dagmar blev bygget en ølbod i et meget moderne design.

Det skal ikke ske igen, og derfor tænker kommunen nu mere i retning af et design, der rammer den meget roste Kannikegården, hvor både moderne design og respekt for de middelalderlige omgivelser er forenet.

Gravet ned

For samtidig at gøre affaldsbeholderne mindre synlige og øge kapaciteten skal de nye beholdere graves halvt ned.

- Det må godt kunne ses, at her er en beholder til affald, men omvendt har vi brug for, at de ikke syner for meget, men kan rumme meget. Om sommeren kommer der virkelig mange turister og meget skrald, så derfor er der brug for store beholdere. Samme løsning kommer vi til at bruge ved de hvide mænd i Esbjerg, hvor der også kommer mange turister om sommeren, forklarer Søren Heide Lambertsen.

Der skal etableres affaldsbeholdere ved Skibbroen, P-midt, Sct. Catharinæ Plads, Gråbrødre Torv og P-pladser ved Brorsonsvej.

Udvikling af et nyt design skønnes at koste cirka 200.000 kroner .

Annonce

Mindre spande

Store dele af beboelsen i bykernen har ikke plads til store spande på hjul, og arbejdsmiljøregler tillader ikke skraldemændene at rulle med tunge affaldsspande på brostensbelægninger. Derfor får husstande i bymidten mindre spande, der ikke kan rumme så meget.

- Sådan en spand med bio-affald bliver faktisk ret tung i løbet af en uge, så den skal man ikke løfte langt på, siger Søren Heide Lambertsen.

De nye, nedgravede affaldsøer, er tænkt som et supplement til de husstande, der kun har plads til små spande.

- Hvis man eksempelvis ved, at man i den kommende 14 dages periode får meget bio-affald, så skal man nok starte ugen med at bruge affaldsøerne og først i den sidste uge begynde at fylde egen spand. Det er sådan, det er tænkt, forklarer Søren Heide Lambertsen.

Budgettet for Ribe-løsningen lyder på cirka seks millioner kroner.

Hvordan ser en affaldscontainer ud, der er inspireret af Kannikegården i Ribe? Det spørgsmål skal Esbjerg Kommune nu forsøge at løse, når et nyt design på Ribes kommende affaldsindsamling skal tegnes.


Sådan en spand med bio-affald bliver faktisk ret tung i løbet af en uge

Søren Heide Lambertsen (V), formand for teknik- og byggeudvalget, Esbjerg Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce