Annonce
Ugeavisen Ribe

Anmeldelse: Himmelsk musik til Langgaard festival i Ribe

Dan Møkker fik nogle  store musikalske oplevelser med hjem fra ved Rued Langgaard Festival. Foto: Folmer Iversen
Dan Møller var begejstret over weekendens Rued Langgaard festival.
Annonce

Ribe. Så fik vi tændt det himmelske lys.

Med et brag af en åbningskoncert indledtes årets Langgaard Festival. Et festligt optrin af dans, sang og musik med lurblæsere, marimba, gongonger, el-guitar, saxofon, bigband, englekor, ypperstepræst og præstinder i en skøn halleluja-forening. Et mysteriespil, som gav anelser om hippie-kulturen i slutningen af 60’erne. Dengang hippiernes psykedeliske stoffer gav dem drømme om alle menneskers fredelige sameksistens i en paradisisk verden.

Mysteriespillet er skabt af den russiske komponist Aleksandr Skrjabin, som var på årets festivalprogram. Hans drøm var, at hans værk skulle føre til en åndelig verdensrevolution, der samlede os alle. Men døden indhentede ham inden han fik skrevet musikken. Nu har komponisterne Bo Gunge og Lars Møller skrevet musik til Mysteriespillet. Storslået, spændende og flot musik, - gribende sunget af barytonen Jakob Jespersen og Vor Frelser Kirkes Kor, - og flot spillet af den meget farverige orkesterbesætning.

Det var også Rued Langgaards drøm, at musikken skulle løfte os til en højere bevidsthed. Langgaards mest direkte udtryk for denne drøm er operaen Antikrist, hvor han udstiller vores hovmod, begær, materialisme og egoisme som vejen til menneskelig ulykke og fortabelse. Musikken skulle åbne vores øjne for det hellige lys. Og jo, - musikken til Antikrist er storladen og farverig. Dramatisk og fantasifuld. Langgaard formår at udnytte det store orkesters mange klang-muligheder. Michael Schönwandt og Sønderjyllands Symfoniorkestret leverede en flot præstation. - Vor Frelser Kirkes kor levede i bogstaveligste forstand op til sit navn med den rørende smukke slutkorsats. – Og samtlige sangsolister var stjerner i hver sin rolle!

Annonce

Fire begavede nattergale

Et af festivalens højdepunkter var mødet med Nightingale String Quartet. Fire begavede musikere, som med stor lidenskab har kastet sig over Langgaards strygekvartetter.

Nightingale String Quartet bærer sit navn med rette. Som nattergalen har kvartetten en sjælden klarhed og renhed i klangen, - skarpt, præcist og udtryksfuldt i sit spil, med en fin frasering og stor dynamik. Jo, - kvartetten har lutret sit spil med flid. Med så stor flid, at Langgaards ånd tegner sig stærkt i spillets sølvspejl.

Og så var der alle de mange andre koncerter og foredrag, som avisspalten kun lever plads til en bemærkning: Esbjerg Ensemblets og Signe Asmussens festlige, muntre, stemningsfulde afslutningskoncert med musik af Langgaard, - Erik Kolinds imponerende orgeltransformation af Skrjabins orkesterværk Le Poéme de l’Extase, - og den nye musikgruppe Dybtfølt, der med sine nytolkninger rammer Langgaards store smerte og dybe længsler.

Og selvfølgelig Esben Tanges altid skarpe, klare og velformulerede indledninger. Som gør os klogere på musikken, begejstrer og binder det hele sammen.

Der ligger en næsten profetisk forudsigelse i valget af Skrjabin som komponist for dette års Langgaard Festival. Skrjabin gik altid med handsker, også indendørs, og han vaskede hænder flere gange i timen, for han havde en sygelig angst for at blive smittet. Med coronaen er vi alle landet i samme situation. Men på trods af den, kom Langgaard Festivalen som en musikalsk tornado. Den griber alle på sin vej, om man vil det eller ej. Med musik der spænder fra himmel til helvede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce