Annonce
Ugeavisen Ribe

Ballerinaen på benet minder Louise om en god tid som danser

Louise Olesen fik sin ballerinatatovering som 20-årig. Foto: René Aunsbjerg Fogh
24-årige Louise Olesen dyrkede for år tilbage ballet på højt niveau og var på vej til New York, men så ødelagde en skade den drøm. Derfor har hun nu tatoveret en ballerina for at mindes den tid.
Annonce

Egebæk-Hviding: En samling sorte og farvede streger på Louises skinneben forestiller en ballerina, og den tatovering betyder rigtig meget for den 24-årige kvinde.

- Det er et minde om en god, men alligevel hård tid, da jeg dyrkede balletdans på højt niveau. Det var et vildt hårdt socialt miljø, for man skulle hele tiden kæmpe for at være blandt de bedste, og det var en kamp mellem os dansere. Drømmen var at komme til New York for at være med i dansefilm samt blive professionel, men en skade ødelagde drømmen, da den ellers var tæt på. Og derfor fik jeg lavet tatoveringen af ballerinaen for stadig at have noget balletdans i mig, fortæller hun.

Fra Louise Olesen var fire år gammel dansede hun hiphop, og da hun omkring ti år senere gerne ville uddanne sig til danselærer, skulle hun også kunne danse ballet, hvilket straks fangede hende.

- Jeg har altid syntes, at dans var fedt på grund af den frie fornemmelse, den giver en. Det er en god udtryksform, og med ballet kunne man endda udtrykke store følelser, fortæller Louise Olesen, som dengang brugte 45 timer om ugen på dans - heraf 25 timer på ballet.

Fortæl om din tatovering?

Louise Olesen er 24 år, bor i Egebæk-Hviding og er ved at uddanne sig til pædagog. Desuden arbejder som omsorgsmedhjælper på Ribelund.

Ugeavisen kører i den kommende tid en artikelserie om tatoveringer, som har en særlig historie eller betydning bag. Hvis du har en tatovering, du gerne vil fortælle om, så skriv en mail til ran@ugeavisen.dk

Annonce

Et kæmpe nederlag

På et tidspunkt, da Louise var 15-16 år gammel, kom en aftale i stand om, at hun skulle til New York, men kort efter - inden hun kom afsted - begyndte en fodskade at drille hende.

- Det var en nerve, der havde sat sig fast, så jeg fik ondt i foden efter bare halvanden eller to timers dans. Det betød også, at jeg ikke kunne komme op i positurer, så jeg endte med at droppe danselæreruddannelsen. Hele min verden væltede, og det var et kæmpe nederlag at stå som 16-årig og skulle starte forfra. Jeg følte mig som en danser, men kunne ikke danse, fortæller Louise.

Som 20-årig ville hun så gerne have en tatovering, som skulle betyde noget for hende. Derfor var det oplagt at få ballerinaen, da den er en del af Louise og hendes historie.

- Balletdans har udviklet mig rigtig meget personligt, og jeg fik meget selvværd af at undervise. Jeg kan rigtig godt lide farverne i tatoveringen, og jeg synes, den er rigtig flot, siger hun.

Ud over ballerinaen har Louise også bogstavet u på håndleddet fra det verdensomspændende projekt med at tatovere hele menneskerettighedskonventionen bogstav for bogstav på mennesker. Derudover har hun et kors samt teksten "Gud er med hele vejen", som hun fik lavet, da hun følte sig alene for år tilbage og dermed kunne støtte sig til ham foroven.

Tatoveringen minder Louise om en tid, hvor hun brugte 45 timer om ugen på at danse. Hun er desuden rigtig glad for farverne og stregerne i tatoveringen. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce