Annonce
Ugeavisen Ribe

Benni elsker at give eleverne et løft

Benni elsker at udfordre sine elever og medvirke til at give dem et løft, uanset hvilket niveau de er på. Foto: Bo Maimburg
Med et klart ønske om at give de unge en god oplevelse er Benni Johansen en markant underviser på Ribe Katedralskole.
Annonce

Ribe: Benni Johansen har siden 1997 været en markant del af livet på Ribe Katedralskole.

Han har oplevet, at uddannelser som HF og Handelsgymnasiet er blevet en del af skolen og deraf byggerier, reformer og mange forandringer.

- Jeg er ikke et mekanisk menneske, der bare underviser. Jeg føler, at der sker en menneskelig interaktion, når jeg underviser de unge. Det betyder meget, at jeg kan udfordre og hjælpe eleverne. Jeg er jo ikke terapeut, men jeg siger, hvad jeg tænker, og jeg tager alle elever alvorligt, siger Benni Johansen.

- Jeg er her for at gøre en forskel, både uddannelsesmæssigt og menneskeligt, for det hænger jo sammen. Og med lidt medmenneskelighed og næstekærlighed kan jeg medvirke til at give de unge mennesker et løft.

Benni opfatter skolen som sit andet hjem og nyder det tætte samarbejde med de gode kollegaer.

- Udover lærerrollen er man også sparringspartner, mentor, fortrolig - og i nogle tilfælde i en voksen forældrerolle. Den del af jobbet blev jeg ikke uddannet til på universitet, men det kan jeg rigtig godt lide.

- Der er så mange velfungerende unge, og så er der mange andre, der har noget i sit bagland, der halter og kan forstyrre læringsbilledet. Og de skal alle udfordres på hver deres måde. Det er for mig et projekt at hjælpe de unge til at blive den bedste udgave af dem selv, og jeg har mange gode snakke med de unge mennesker.

Benni Johansen

Benni er født og opvokset på Lolland og flyttede til Ribe, da det rigtige job var der. Han er 50 år, gift med Lisbeth og sammen har de tre døtre på 12, 14 og 18 år. Han har siden 1997 været ansat som underviser i engelsk og idræt på Ribe Katedralskole.
Annonce

Dyrker idrætshistorie

- Jeg har en del kolleger, der forsker i skolens historie, og da jeg jo er idrætslærer, har jeg dyrket skolens idrætshistorie. Der er sket rigtig meget på skolens idrætsområde, og det er jeg dykket ned i. Eksempelvis skulle eleverne i 1850 skyde 75 skud med riffel, og det gør de jo ikke i dag. Og jeg har til sammenligning været med til at få bygget skolens fitnesshus med spinningcykler og andet moderne udstyr.

Annonce

Idrætten fylder også i fritiden

Når Benni ikke er på arbejde, er han særdeles aktiv på det fysiske område.

- Efter nogle år hvor familien har fyldt meget, er der nu med store børn lidt bedre tid til at være aktiv. Jeg har gennemført flere maratonløb, og det næste er det femte af slagsen. Jeg har også flere gange udfordret mig selv ved at cykle i Pyrenæerne og alperne, og jeg kan rigtig godt lide at presse mig selv og min krop på forskellige måder. Det er godt for sjælen.

Annonce

De fire korte ?

Giv mig tre ord der beskriver dig selv? - stædighed, legebarn og empatisk.

Hvad er du god til? - Jeg er god til at snakke med mennesker.

Hvad er det bedste ved at undervise unge mennesker? - De unge er et sted i livet, hvor de skal ud i voksenverdenen, og jeg kan være med til at give eleverne den sidste hjælp til, at de kan blive den bedste udgave af sig selv.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Ribe? - Ribe er et trygt sted for ens børn at vokse op. Det giver mig ro og at bo og arbejde her, hvor alt er tæt på.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen, hvad skal vi så lave? - Vi har jo allerede indtaget frokosten, og nu skinner solen, så synes jeg, at vi skal sejle i kano ud ad Ribe å. Når man sidder sammen i en kano, opstår der noget, og det er det bedste sted at falde i snak og nå ind til hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce