Annonce
Ugeavisen Ribe

Bio-Jørgen elsker biologi og sine elever på Ribe Katedralskole

Jørgen elsker at sidde på bænken foran huset og snakke med de mennesker, der kommer forbi. Foto: Bo Maimburg
Med snart 40 år som lektor på Ribe Katedralskole har Jørgen Baungaard Hansen haft mange unge mennesker under sine vinger. Og der er flere tilfælde, hvor han har undervist tidligere elevers børn.
Annonce

Ribe: Jørgen Baungaard Hansen – eller ”Bio Jørgen”, som mange også kalder ham, har været en af de mest markante undervisere på Ribe Katedralskole igennem rigtig mange år. Samtidig er han også en markant del af bybilledet i Ribe, og cykler man en tur igennem Sortebrødregade kan man tit se ham sidde på bænken foran deres bopæl.

- Jeg opfatter mig selv som et privat menneske, og jeg nyder meget mit eget selskab. Jeg har nydt hjemsendelsen i det nedlukkede Danmark, og jeg elsker at være herhjemme og læse en god bog. Jeg elsker, når jeg kører hjem efter en dag på jobbet - træt og udkørt - for at tage omkring bageren efter en kage og bagefter høre noget Jimi Hendrix derhjemme, siger Jørgen Baungaard Hansen.

Annonce

Startede Vestenvinden

Jørgen var sammen med hustruen Elsebeth med til at starte bofællesskabet Vestenvinden i Lustrup, hvor de også boede i en længere årrække.


Jeg elsker mit arbejde, og selvom jeg er 65 år har jeg ingen planer om at gå på pension. Jeg er gået ned i tid, og så længe jeg føler, at jeg kan bidrage med noget og så længe eleverne bryder sig om mig er jeg klar.

Jørgen Baungaard Hansen


- Jeg elsker uformelle samtaler og møder med mennesker, og det fik jeg opfyldt, da vi var med til at tage initiativ til Vestenvinden. Vi kunne det hele, da vi tog initiativ til det, og stedet lever jo i bedste velgående. Det var en fed fornemmelse med det uformelle sociale samvær, og det var et godt sted for børn at vokse op. Jeg var i samme tidsrum meget aktiv i Ribe, hvor jeg var formand for Naturfredningsforeningen, og vi kunne prale af, at vi var med til at  stoppe etableringen af den indre ring inde midt i Ribe.

Annonce

Elsker eleverne

Gennem 39 år har han været lektor på Ribe Katedralskole. Her er han kendt for altid at have en kommentar til eleverne, når de går forbi på gangene, og han elsker at arbejde med de unge.

Det er glæden ved at undervise der er årsagen til at Jørgen stadig underviser på Ribe Katedralskole. Foto: Bo Maimburg

- Jeg elsker mit arbejde, og selvom jeg er 65 år, har jeg ingen planer om at gå på pension. Jeg er gået ned i tid, og så længe jeg føler, at jeg kan bidrage med noget og så længe eleverne bryder sig om mig, er jeg klar.

- Jeg elsker at møde tidligere elever, og jeg følger med i, hvad de laver, og det bedste er, når de kommer og fortæller, at jeg har givet dem noget med herfra. Jeg fik sidste år besøg af en gammel elev, som havde noget, hun gerne ville vise mig. Hun havde takket mig i hendes PhD, og det er noget af det største, jeg har oplevet, og jeg blev rørt. I dag er vi ved at skrive en undervisningsbog sammen, fortæller Jørgen Baungaard Hansen.

- Jeg har altid været optaget af at rykke de elever, der har det sværest, og jeg ved, at det lykkes mange gange. Jeg oplever ind imellem, at jeg får flere tidligere elevers børn, og det værste er, når jeg kommer til at kalde dem forældrenes navne. Når jeg stopper, vil jeg savne eleverne og kollegaerne på lærerværelset, hvor der er eksperter i alt, noget som giver gode samtaler. Verden på gymnasiet er blevet udvidet efter, vi har fået HF, handelsgymnasiet og det tekniske gymnasium ind i folden.

Annonce

Er vild med biologi

Jørgen Baungaard Hansen har fået sit øgenavn efter det fag, han har undervist i gennem mange år, og det valg har han ikke fortrudt.

- Der er slet ingen tvivl om, at hvis jeg kunne starte hele mit uddannelsesliv forfra, ville jeg have taget samme vej, som jeg har gjort. Da jeg begyndte at læse, ville jeg være miljøbiolog, men da jeg var færdig, var der ikke noget job, og så tog jeg et pædagogikum. Jeg elsker også at formidle, så jeg er endt det rigtige sted.

Kort om Jørgen

Jørgen Baungaard Hansen er 66 år, han er gift med Elsebeth og de har sammen tre børn og tre børnebørn.

Han er født i Vejen, og uddannet cand. scient i biologi på Aarhus Universitet. Han har 40 års jubilæum på Ribe Katedralskole til august næste år.

Jørgen har skrevet lærebøger og biologi, og han har skrevet speciale om insekter og mariehøns, og han bliver derfor opfattet som ekspert i mariehøns.

- Der har været så mange spændende emner oppe at vende i den biologiske verden. Emner som gensplejsning og stamceller har været spændende at følge, og det har været en faglig udfordring. Vi gik tidligere op i, hvad der skal være i mad, og nu går man op i, hvad der ikke skal være, og det har været sjovt at deltage i den udvikling.

Annonce

Har jagtet næsehorn

Jørgen er vild med at rejse ud og opleve naturen på tæt hold.

- Mit yndlingsdyr er næsehorn, og det har jeg været vild med, siden jeg var barn. I februar fik jeg opfyldt en drøm om at komme på næsehornsjagt til fods i Namibia. Det var ikke for at skyde dem, men for at komme meget tæt på, og den oplevelse glemmer jeg aldrig. Jeg har også været på Svalbard, og så har jeg besøgt et folk i Tanzania, der lever, som de gjorde i stenalderen, fortæller han.

Annonce

De korte ?

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Nysgerrig på verden, loyal og løsningsorienteret.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Ribe?

- Jeg kan godt lide, at Ribe er en lille overskuelig by, med et kulturtilbud der svarer til en meget større by.

Hvad er du god til?

- Jeg er god til at bage Sarah Bernard kager. Det lærte jeg på et konditorkursus for rigtig mange år siden.

Hvad er din største last?

- Det er nok trangen til søde sager. Jeg er specielt vild med bland selv slik.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen hvad skal vi så lave?

- VI skal starte med at spise en frokost på Cafe K-ærlig, og vi skal bagefter besøge Termansens hvor vi skal høre noget guitarmusik. Og så skal vi slutte med at spise en ”New girl in town” hotdog på Alabama.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce