Annonce
Ugeavisen Ribe

Biskop i Ribe Stift håber på opbakning til ny valgform

Biskop Elof Westergaard er spændt på at se effekten af den ny valgform til menighedsrådene. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Elof Westergaard, der er biskop i Ribe Stift, understreger, at et menighedsråd skal afspejle livet og borgerne i de lokale sogne. Han håber, at ny valgform kan være en fordel for rådene.
Annonce

Ribe Stift: Den 15. september skal der atter være valg til de 173 menighedsråd i Ribe Stift, og denne gang foregår det ikke med valglister som tidligere, men derimod via valgforsamlinger.

Biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard er spændt på, om det kan få en indflydelse på opbakningen til menighedsrådene, som i en periode har været dalende. Dog mener biskoppen, at det er for tidligt at vurdere, om den nye valgform er en fordel i forhold til at hverve nye medlemmer til menighedsrådene.

- Det er i forvejen et stort rugbrødsarbejde at hverve nye folk, og det ændrer valgformen nok ikke på. En frivillig tørn i et menighedsråd minder nok mere om en tørn i en skolebestyrelse eller i en bestyrelse i en idrætsforening, og det er nok derfor, at det kan være en smule svært at få fat i nye. Jeg ser egentlig ikke en mindre interesse i det kirkelige i samfundet, for vi er i en tid, hvor der er stor imødekommenhed for folkekirken, siger Elof Westergaard, der har været biskop siden 2014.

Annonce

En del af verdens centrum i lokalområdet

Biskoppen hører tit, at mange ikke ved, hvilke opgaver et menighedsråd udfører. Han understreger især, at mange ikke ved, at der faktisk er en form for arbejdsgiverrolle i det som kirkens ansatte, foruden præsterne.


Det er i forvejen et stort rugbrødsarbejde at hverve nye folk, og det ændrer valgformen nok ikke på. En frivillig tørn i et menighedsråd minder nok mere om en tørn i en skolebestyrelse eller i en bestyrelse i en idrætsforening

Elof Westergaard, biskop Ribe Stift


- Det giver lidt ekstra i forhold til at være frivillig i en anden forening. Desuden er der også økonomiske opgaver. Men den vigtigste opgave for et menighedsråd er at sikre, at kirkelivet bliver forankret i de små sogne. I en tid, hvor købmanden, skoler og måske også forsamlingshuse lukker, så kan kirken og menighedsrådet sikre den lokale forankring. Jeg ser en lys fremtid for menighedsrådene, og deres rolle skal ligge et sted, hvor de ikke drukner i bureaukratiske krav, men samtidig bevarer den lokale myndighed, siger Elof Westergaard og fortsætter:

- Man bør engagere sig i sit lokale menighedsråd, hvis man gerne vil være en del af verdens centrum lokalt set og hvis man vil være en endnu større del af dens lokalsamfund. Det er vigtigt, at menighedsrådene afspejler det liv og de borgere, der bor i sognet, så rådene ikke bliver en lukket kreds, siger biskoppen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce