Annonce
Ugeavisen Ribe

Bjørne på månen og breve i skuffer

Therese Solten, 43 år, sognepræst i Vadehavspastoratet.
Hvad efterlader vi os - Den fagre nye verden stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi kommunikerer og lagrer vores informationer på.
Annonce

Klumme:”Nej, det dér snap-chat, det har børnene prøvet at lære os at bruge, men vi måtte altså afinstallere det fra vores telefoner igen.” Omtrent sådan faldt ordene fra en jævnaldrende veninde, da vi en lun julidag sad på deres terrasse og talte om livet sådan i al almindelighed, om familiehverdagen, den digitale og den analoge, med arbejde og teenagebørn.

Min veninde og hendes mand er ikke teknologiforskrækkende, tværtimod. Terrassen, hvor vi sad, hører til et topmoderne og miljøvenligt hus, hvor lys og temperatur styres digitalt, og de udendørs persienner hæver og sænker sig i ét væk alt efter solens gang på himlen. Faderen har ved hjælp af systemet google home, og tilhørende assistent gjort det meste af husets elektriske inventar talestyret. Og mens veninden og jeg sad på terrassen og ordnede de familiære verdenssituationer, underholdt vores to 11-årige sig foran TV’et inde i stuen, hvor de udstyret med gigantiske VR briller med astronautagtige bevægelser samlede imaginære genstande op i et supermarked. I den familie skal intet digitalt altså være uprøvet. Men ved snapchat gik åbenbart en grænse, for, hvad forældrene kunne håndtere.

Snapchat er en kommunikationsform, hvor man sender et foto, en video eller tekst til andre, og i det øjeblik, de har set beskeden, forsvinder indholdet. Beskederne kan godt, men er ikke beregnet på at gemmes. Snapchat er affyringsrampe for momentane indfald, lynhurtig kommunikation ud fra devisen ”Livet er sjovere, når du lever i nuet”. De unge bruger det intuitivt og ukritisk. Vi andre (ældre), for hvem tid er blevet et fænomen med en vis filosofisk tyngde, sidder derimod lidt famlende tilbage efter at have modtaget en snap, forsøger forgæves at fremkalde billedet eller teksten igen, forundret og delvist provokeret af denne konfrontation med øjeblikket flygtighed: Der var noget dér, en tanke, nogle ord, en idé, jeg gerne ville have grebet. Men nu er den allerede væk, forsvundet i den blå luft. Man føler sig ganske enkelt snydt. Og det handler ikke om manglende teknologisk snilde eller fascination af det digitale, men derimod, tror jeg, om et menneskeligt behov for fastholdelse, et oprør mod glemslen.

Annonce

Behovet for at fastholde og gemme

For nylig læste jeg om et israelsk rumfartøj, der var sendt til månen. Med i lasten var et digitalt bibliotek på størrelse med en dvd-skive, som indeholder 30 millioner sider med information – heriblandt de fleste opslag i Wikipedia, tusindvis af litteraturklassikere og hemmelighederne bag David Copperfields trylletricks. Biblioteket indeholdt dog mere end tekst. Dna i form af hår og blodprøver fra 25 mennesker samt tusindvis af såkaldte bjørnedyr i dvale var også med. Og nu frygter man, at man med dette forsøg på at lagre menneskelig information i rummet, ved at uheld samtidig har spredt liv på Månen (risikoen er nu ikke overhængende, men det er en anden historie). Jeg spørger uvilkårligt mig selv, hvad ikke bare bjørnedyrene, men al den menneskelige viden, skulle op på månen efter?

Den fagre nye verden er ikke længere science fiction, men længst blevet en given realitet, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi kommunikerer og lagrer vores informationer på. På mange måder er det jo f.eks. både godt og miljørigtigt, at mindske papirforbruget. Men når så megen og væsentlig en del af vores forbindelse med andre forgår digitalt, hvordan og hvor kan vi da fastholde den? Lange sms-tråde forsvinder, når vi skifter telefonen ud med en ny model. Tusindvis af fotos ligger usorteret på computeren. E-mailens indbakke og computerens papirkurv tømmes ved et enkelt klik med musen.

Annonce

De spor vi efterlader os

Vores liv bliver i dag i høj grad bevidnet og fastholdt digitalt: på facebook eller instagram, via sms og mails, og vigtige dokumenter ligger i e-boks eller andre steder i ’skyen’. Når vi dør, efterlader vi os en kæmpemæssig digital arv, der måske - måske ikke er tilgængelig for vore kære. Hvor skal de finde vidnesbyrd om det levede liv, og har de overhovedet adgang til de digitale platforme, hvor ord, billeder og dokumenter ligger gemt? Og hvad med alt det, der allerede er forsvundet ud i det blå?

Engang var det gjort med at åbne skufferne i det gamle chatol og dér finde falmede fotos, breve samlet i stakke ombundet med silkebånd, dagbøger, som vidnede om dage, der gik, om venskaber og kærlighedsforhold – nogle velkendte, andre kom måske som en overraskelse på størrelse med afsløringen af David Copperfields trylletricks for dem, der fandt hidtil hemmeligholdt viden i form af breve gemt mellem det lavendelduftende sengetøj eller stukket ind i de støvede bøger i reolen.

Så før – eller i det mindste samtidig med – at vi sender al vores wiki-viden og små mikroskopiske bjørnedyr til månen, skal vi måske sørge for, mens vi er her at kommunikere med omhu og sætte aftryk i hinandens liv på en måde, som unddrager sig øjeblikkets flygtighed – få skrevet ord på papir, der kun langsomt falmer og som kan tages frem og læses igen og igen, gemme nogle af fotos’ene i rammer og albums, man kan bladre i: efterlade os konkrete, håndgribelige vidnesbyrd.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce