Annonce
Ugeavisen Ribe

BUDGETFORLIG: Formand er skuffet over manglende støtte til Ribe Svømmebad

Der er heller ikke i år fundet penge til en udvidelse af Ribe Svømmebad, og det vækker forundring. Foto: Bo Maimburg

Ribe Fritidscenters formand undrer sig over, at der heller ikke i år er penge i budgettet til en udvidelse af Ribe Svømmebad.

Annonce

Ribe: For nogle år siden blev en gruppe mennesker med et tilhørsforhold til Ribe, svømning og turismen bedt om at komme med et udviklingsforslag til, hvordan Ribe Svømmebad kunne få et tiltrængt løft.

Siden har politikerne ikke brugt energi på at kigge ret meget til den side, og de har ikke bevilget penge til udvidelses- og renoveringsprojektet.

Og det undrer formanden for Ribe Fritidscenter og Svømmebad.

- Vi er meget skuffede og ærgerlige over, at politikerne endnu engang ikke kunne finde penge til en udvidelse af svømmebadet. Vi anerkender, at det er en udfordring at finde balance i et budget, men vi undrer os meget. Vi har behov for at få en afklaring på, hvad politikerne vil med svømmebadet fremadrettet, for der er jo ingen grund til, at vi bruger tid på at planlægge en udvidelse af svømmebadet, hvis politikerne ikke kan se muligheder i det, siger Carsten Lund.

Han havde gerne set, at projektet var sat ind i budgettet over de kommende fire år, men det er heller ikke sket.

- Det er trist overfor de daglige brugere, men også overfor turismen og bosætningen her i Ribe. Vi ser en udvidelse af svømmebadet som afgørende og vigtig for Ribes fremtid

Formand for Ribe Fritidscenter og Svømmebad, Carsten Lund, er skuffet over, at der ikke er afsat penge til en renovering og udvidelse af Ribe Svømmebad. Foto: Bo Maimburg.
Annonce

Ikke en konkurrent til Esbjerg

Tror du, at manglen på tilskud til svømmebadet i Ribe skyldes, at man ser stedet som en konkurrent til Svømmestadion Danmark i Esbjerg?

- Jeg ved godt, at der er nogen, der mener, at en udvidelse vil ramme Svømmestadion Danmark, men det er jo slet ikke tilfældet. At sammenligne de to vil være det samme som at opfatte et serie 4 hold som konkurrent til håndboldligaen. Vores konkurrenter er svømmehallerne i Rødding, Skærbæk og Vejen, og det gælder jo om, at vi holder både turister og lokale inde i kommunen.

- Vi oplevede, at politikerne har været positive overfor vores planer, og så må vi håbe, at det giver handling. Vi må op på hesten og kæmpe for det næste år, men vi skal allerførst have en drøftelse med politikerne, om de overhovedet ønsker en optimering af svømmebadet, siger Carsten Lund.

Annonce

Mangler lækkerhed

Esbjerg Kommune og Ribe Fritidscenters ledelse bad for et par år siden en række personer med lokal tilknytning om at arbejde med, hvordan en udvidelse kunne være.

En af dem, der sad i arbejdsgruppen, er Ribe Byferies direktør, og hun er også forundret over, at tilskud til svømmebadet ikke er med i budgettet.

- Det er rigtig ærgerligt, for man vil gerne profilere Ribe som en turistby, og turisterne vil i dag mere end en domkirke og Vadehavet. Vi havde derfor tænkt det gode liv og wellnes ind i vores oplæg, for det vil styrke Ribe. Svømmebadet er outdatet og er en ordinær svømmehal, der mangler lækkerhed, siger Heidi Maimburg.

- Alle turistdestinationer markedsfører sig på, at de har bademuligheder, men det er svært i Ribe med det svømmebad, vi har. Vi har i arbejdsgruppen gjort et stort stykke arbejde og gennemtænkt udvidelsen med et konstruktivt forslag, der tilgodeser alle - og så sker der ikke noget, det er super ærgerligt, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce