Annonce
Ugeavisen Ribe

Butiksdrivende i Ribes gågade: - Usikkerheden er den værste

Torben Edens, indehaver af Pecani, er i tvivl om han fortsat skal holde butikken åben.
Ugeavisens journalist har vovet sig ud i gågaden og adspurgt butiksindehavere om den nuværende situation, og om de frygter at skulle lukke på sigt.
Annonce

Ribe: Der er kun ganske få butikker i Ribes gågade, som er åbne for tiden. Mange har allerede valgt at lukke ned, og det giver nærmest en søndagsstemning i den halvtomme gågade, når man går en tur fra den ene ende til den anden.

Hos Legekæden forsøger man at holde døren ud mod gaden åben hele tiden for at undgå, at kunder skal tage ved håndtaget. Og andre steder fyldes tankerne hos de butiksdrivende med usikkerhed.

- For tiden har vi en tiendedel af det normale at lave, og jeg overvejer kraftigt at lukke butikken, for der er næsten ingen kunder. Usikkerheden er den værste, og jeg afventer, hvad hjælpepakken egentlig kommer til at betyde for mig. Jeg er da også nervøs over, hvad det her betyder for fremtiden, og hjælpen udefra er afgørende for, om vi kan fortsætte. Jeg har det næsten ligesom ved Titanic, hvor alle redningsbåde er væk, og vi må gå og lede efter en redningsplanke, siger Torben Edens, indehaver af Pecani.

Annonce

Fælles om at være åben

Længere nede af gågaden - nær Domkirkepladsen - har Ny Form, Overdammens Idébutik og Butik B i fællesskab besluttet, at man forsøger at holde åben samtidig, så kunderne har lidt at gå efter i den ende af gågaden.

- Indtil videre holder vi åbent næsten som normalt og gør det nok også så længe, statsministeren ikke forbyder det. Det er samme omkostning for mig, om vi har åbent eller lukket, og jeg er ikke bange for, om vi kommer til at bukke under, for vi har en stærk økonomi i kæden. For tiden har jeg nok 3-5 kunder om dagen, så der er ret stille, men vi får da solgt en del træningstøj til dem, der skal dyrke hjemmetræning, siger Tina Schmidt Phillip fra Ny Form, mens Gurli Thøgersen fra idebutikken tilføjer:
-Jeg er bekymret over, hvad det hele ender med, men umiddelbart er jeg ikke nervøs over, om jeg bliver nødt til at lukke butikken helt. Jeg håber, at regeringens hjælpepakke kan gøre noget, men indtil videre har jeg ikke sendt nogen medarbejdere hjem. Der er meget lidt i omsætning for tiden, og det helt store minus er den chokolade, vi har købt hjem, og som, jeg håber, folk har lyst til at komme og købe. Det er en hård tid, men vi kan alle være med til at hjælpe hinanden.

Tina Schmidt Philipp, butikschef i Ny Form, sælger en del træningstøj til de få kunder, der kommer ind for tiden.
Gurli Thøgersen, indehaver af Overdammens Idébutik, håber, at kunderne vil købe den chokolade og de påskeæg, hun har, som ikke kan holde sig.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce