Annonce
Ugeavisen Ribe

Den cyklende politibetjent gør meget ud af at være synlig i Ribe

Som lokal politibetjent er det vigtigt for Thorben Sørensen at være synlig. Det sker blandt andet ved hjælp af hans hvide jernhest. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Det nyeste ansigt på lokalpolitistationen i Ribe er et velkendt ansigt. Thorben Sørensen bor nemlig også i byen og er engageret i Ribe Boldklub.
Annonce

Ribe: Der er allerede blevet lagt mærke til ham i Ribes gågade og ved de lokale skoler. Her skiller 56-årige Thorben Sørensen sig både ud med sin politiuniform på, men også ved, at han kommer rundt på sin hvide tjenestecykel.

Siden den erfarne betjent fik en stilling på lokalpolitistationen i Ribe den 1. november, har han nemlig jævnligt gjort sig synlig ude i byen.

- Som lokalbetjent synes jeg, det er vigtigt at komme rundt og snakke med borgerne og de handelsdrivende. En anden vigtig opgave er at være synlig ved skolerne og sikre skolevejene, så jeg gør meget ud af at komme ud fra kontoret for at vise ansigt. Jeg har været ude på de forskellige skoler flere gange, og min oplevelse er, at der generelt er en god disciplin, når det kommer til lys og reflekser, siger Thorben Sørensen.

Thorben Sørensen har allerede været jævnligt forbi de lokale skoler. Her oplever han fin disciplin i forhold til eksempelvis lys og reflekser.

- Det er da lidt skægt, at jeg har fået et ry som den cyklende betjent, og mange har da også kommenteret det. Blandt andet spurgte nogle ældre, jeg snakkede med i gågaden, om jeg ikke skulle have mig en hest i stedet for, men så sagde jeg, at jeg jo allerede havde min jernhest, siger han med et smil.

Annonce

Den flinke betjent

Men hvem er den 56-årige politibetjent, der bor og arbejder i samme by?

- Det er da specielt at være politibetjent i den by, jeg bor i. Det betyder, at jeg skal være god til at have forskellige kasketter på. Man skal værne om sit privatliv, og jeg skal ikke have en bødeblok i baglommen på mine jeans, men samtidig skal jeg alligevel være lydhør, hvis en ung knejt kommer til mig for at få hjælp, når jeg har fri.

Man ser ofte Thorben Sørensen cyklende rundt i Ribe, eksempelvis i gågaden - hvor han naturligvis kun gør det, når man må. Foto: René Aunsbjerg Fogh

Thorben Sørensen understreger, at han godt kan lide at cykle i forvejen - og gerne gør det i fritiden 2-3 dage om ugen med Ribe Cycle Club - og derfor er det naturligt for ham også at bruge cyklen på arbejde.

Kort om Thorben

Thorben Sørensen er 56 år og er gift med Marianne. De har to børn sammen på 22 og 25 år.

Han er født i Esbjerg, opvokset i Bramming og har nu boet i Ribe i 22 år. I første omgang blev han uddannet murer, men da der ikke var job at få, søgte han ind hos politiet.

Fra 1988 til 1998 var ansat hos politiet i København, og siden da har han været hundefører og vagthavende i Syd- og Sønderjyllands Politi. Nu er han ansat på lokalpolitistationen i Ribe.

Thorben Sørensen har yderligere været fodboldtræner i Ribe BK i 18-20 år for både ungdom, elite og seniorhold, heraf Ribe BKs førstehold i 2013-14.

- Cyklen giver mig bedre mulighed for at komme rundt i Ribe. Jeg kan nemt komme ind og rundt i den gamle bydel, og jeg kan komme ud i industrikvarteret. Når jeg cykler i fritiden er det også for at være et aktiv på holdet, og lige så meget for at få en god sludder med de andre, der cykler, siger han og påpeger, at noget af det, der driver ham som politibetjent, netop også er at snakke med folk.


Som lokalbetjent synes jeg, det er vigtigt at komme rundt og snakke med borgerne og de handelsdrivende.

Thorben Sørensen


- Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, og jeg kan godt lide den positive dialog, man kan få med borgerne og især de unge. Hellere det end at hive bødeblokken frem med det samme. Jeg er måske den flinke betjent, der hellere vil løfte en pegefinger over for folk, men det er naturligvis også vigtigt, at man ikke bliver for flink, og jeg har slet ikke noget imod at give en bøde første gang, hvis overtrædelsen er slem nok. Jeg forlader ofte dem, jeg stopper, med håbet om, at de har lyttet, men jeg ved også, at de nemt kan pisse mig op og ned af ryggen, siger Thorben Sørensen.

Annonce

Engageret i boldklub

En af Thorbens store passioner er fodbold. Det omfatter både at være aktiv træner - som han har været i Ribe BK gennem de seneste 18-20 år - og muligheden for at se fodboldkampe i fjernsynet eller på stadion. Her skal det gerne være Manchester United eller SønderjyskE, der spiller

- Jeg har det sådan, at når man skal gå ind i noget nyt, så skal man gøre det ordentligt. Kort efter, jeg var kommet til Ribe, kommenterede jeg over for træneren, at min søns fodboldtræning ikke skulle være som en udvidet sfo tid, og de jo skulle lære at spille fodbold, og så fik jeg at vide, at jeg bare kunne tage over. Det måtte jeg så gøre, og via klubben fik jeg også en A træner licens (den næsthøjeste i Danmark, red.). Jeg er typen, der rigtig gerne vil vinde kampe, men jeg vil også gerne have en flok individer til at fungere som hold, og det er ofte en spændende udfordring, siger Thorben Sørensen, der senest har trænet Ribe BK/Hviding IFs talentfulde u16 piger, noget han kalder en meget positiv oplevelse.

Annonce

De korte og skarpe

Tre ord der beskriver dig selv?

- Stædig, venlig og engageret

Hvad gør dig glad?

-Det, der gør mig glad, er når min familie har det godt, og det går dem godt. Jobmæssigt bliver jeg glad, når jeg møder mennesker, der har tid til en sludder.

Hvad drømmer du om?

At få set Den Kinesiske Mur, holde gode ferier med min familie og bibeholde mit gode helbred.

Hvad er du god til – hvis andet end dit job?

- Jeg er god til hygge. Det kan eksempelvis at sørge for, at der er æbleskiver eller franskbrød i på kontoret.

Hvad er din største last?

- Slik. Hvis først kommer i gang med at spise, så har jeg svært at stoppe.

Hvis vi to skulle bruge resten af dagen sammen, hvad skulle vi så lave?

- Så skulle vi ud til Stensbæk og cykle MTB. Bagefter skulle vi have noget godt mad at spise.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce