Annonce
Ugeavisen Ribe

Det’ sørme - det’ sandt - december

May-Britt Andrea Andersen, 37 år, socialpædagog og politiker
Julen nærmer sig med hastige skridt, og dagene bliver kortere og mørkere. Vi har lige skrevet december måned, der er taget hul på julekalendere, konfektmageri og juledekorationer - og som noget nyt har vi besluttet at holde jul hjemme i år.
Annonce

Klumme: Det er ingen hemmelighed - jeg elsker julen. Faktisk elsker jeg alt, der indbefatter jul; julepynt, juletraditioner, juleknas, julelys, juleand, julegudstjeneste, julemanden og ikke mindst julehygge.

Siden barnsben har julens mange glæder betydet enormt meget for mig. Selvom december måned i sig selv kan være en mørk og våd fornøjelse, så er det som om, jeg nærmest glemmer det, når jeg går gennem Ribes gader med den flotte julebelysning, og når jeg sirligt bruger min tid på at finde de helt perfekte gaver til dem, jeg holder af.

Det har altid været vigtigere for mig at give, end at få - faktisk betyder det enormt meget for mig at se, når andre pakker deres gaver op. At se deres forventning og glæde over at modtage en gave fra én, de har kær - det er da en smuk ting.

Hvad der er endnu mere vigtigt, er det samvær, man har i juledagene og under julemiddagen, fælles salmesang i stuen, den kirkelige velsignelse og synet af juletræet med de tændte lys og den flotte udsmykning - særligt topstjernen, som jo symboliserer ledestjernen, som ifølge Mattæusevangeliet førte de vise mænd til Jesusbarnet.

For første gang i år skal vores lille familie holde jul hjemme. Tidligere har vi på skift været hos enten Marks eller mine forældre. Nu er det i stedet deres tur til at komme til os til en fejring af juleaften. Det glæder vi os meget til.

Annonce

Når juletraditioner mødes

Nu hvor vi selv er blevet forældre, så har vi måtte tage op til overvejelse, hvornår tiden er til at holde juleaften hjemme - vi blev enige om at i år måtte være året, hvor vi ville starte vores egne traditioner. Vi kommer begge fra familier med stærke juletraditioner og med en stor kærlighed til julen, derfor har vi også adskillelige gange drøftet, hvordan vi ønsker vores juletraditioner som ny familie skal være. Vi er blevet enige om en fusion af de traditioner, vi hver især kommer med, hvilket jeg tænker er den ideelle løsning for os.

Den sidste weekend i november holder vi fast i traditionen med at lave juledekorationer, ligesom vi også holder fast i at bruge den første weekend af december på produktion af juleknas og konfekt - begge dele sammen med Marks familie.

En fast årlig tilbagevendende juletradition, som vi også vil holde i hævd, er at holde julehygge hos mine forældre den 23. december. Her er det fast tradition, at vi mødes om eftermiddagen til æbleskiver, gløgg og varm kakao, hvorefter vi pynter deres juletræ og spiser en ikke-traditionel middag.

Derudover har vi besluttet, at vi pynter vores eget juletræ efter vores datters puttetid, så hun får overraskelsen af at se det flotte, pyntede juletræ om morgenen juleaftensdag.

Juleaften skal vi både have and og kalkun og masser af forskelligt tilbehør - det bliver et herskabeligt festmåltid, er jeg ganske sikker på. Risalamande med både jordbær- og kirsebærsovs - intet mindre - og selvfølgelig også en mandelgave, som kun værtinden kender indholdet af. Dans omkring juletræet og julegudstjeneste bliver også faste elementer i vores juleaften.

Hvor måltidet og samværet omkring måltidet er det mest betydningsfulde for Mark, er det nok i virkeligheden julegudstjenesten og glæden ved at give, der er central for mig. Men med en fusion af vores traditioner, så føler vi, at vi giver vores barn (snart i flertal) det bedste af vores begges verdener. Så er der bare tilbage at glæde sig til julens mange hyggelige stunder.

Det’ sørme - det’ snart - det’ jul!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce