Annonce
Ugeavisen Ribe

Dobbelt op på jubilæum hos A.P. Jørgensen i Ribe: Jubilarer værdsætter sammenholdet

Bent Carstensen og Peter Jessen har begge rodet med traktormotorer i mange år, og deres jubilæer fejres på fredag. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Bent Carstensen og Peter Jessen har henholdsvis været ansat hos A.P. Jørgensen i 40 og 25 år. I den tid har rammerne for deres job ændret sig væsentligt.
Annonce

Ribe: Siden 41-årige Peter Jessen, Ribe, gik ud af 10. klasse, har han mere eller mindre været at finde på værkstedet hos A.P. Jørgensen. Endnu længere har 66-årige Bent Carstensen rodet med traktorernes motorer, for han begyndte i 1979. Derfor har Peter 25 års jubilæum den 27. juni, mens Bent runder 40 år på arbejdspladsen 1. september.

- Jeg prøvede lidt andet i mine unge svendeår, men jeg har ikke haft lyst til at lave andet, siden jeg kom hertil. Det er sammenholdet, kollegaskabet og arbejdsmiljøet, der får mig til at blive, og jeg har haft det som blommen i et æg, selv om vi da også har været spændt for til tider, siger Bent Carstensen. Han har de seneste fire år været at finde på A.P. Jørgensens ophugafdelingen, hvor traktorer, der ikke kan køre mere, skilles ad, så kunderne kan købe de brugbare reservedele.

Peter Jessen deler de betragtninger i forhold til at have været hos A.P. Jørgensen i mere end halvdelen af hans liv.

- Det er lidt overvældende, og jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive her. Det er fantastisk, at mit arbejde er så afvekslende og udfordrende. Jeg går tit om søndagen og glæder mig til at skulle på arbejde igen, og når det er sådan, så har jeg jo fundet min rette hylde, siger han.

Annonce

Store ændringer

Både Bent og Peter beretter om en verden til forskel fra, da de startede som traktormekanikere til i dag.

- Der var ingen PC'er, da jeg startede, så vi skulle give motoren et visuelt blik, før vi kunne gå i gang med reparationen. I dag kan vi koble computeren til, som straks kan fortælle os, hvad der er galt. Maskinerne er også blevet større og større, men det ændrer dog ikke på reparationerne, siger Peter Jessen.

- Da jeg startede, kunne vi næsten hoppe over traktorerne, så små var de. Det var også nemmere at finde fejlene dengang, og da vi skulle skifte hjul, skulle vi støde til det for at få det af i stedet for, at vi nu har en maskine til at gøre det, lyder det fra Bent Carstensen, der ligesom Peter understreger, at det er sjovere at gå på arbejde nu, fordi det er mere udfordrende.

Han siger også, at han bliver hos A.P. Jørgensen, til han bliver smidt ud derfra.

Der holdes fælles reception på fredag den 21. juni.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce