Annonce
Ugeavisen Ribe

Domkirken får central rolle ved Ribes Stafet for Livet

Domkirken i Ribe kommer til at sætte et flot punktum for årets alternative Stafet for Livet. Arkivfoto.
Et forkortet tidsrum, individuelle løberuter for hvert hold og en lysceremoni i Ribe Domkirke. Stafet for Livet i Ribe gennemføres i år på en alternativ måde.
Annonce

Ribe: Årets Stafet for Livet i Ribe bliver væsentlig anderledes, end versionerne de foregående år. For det første er længden af stafetten skåret ned fra 24 til 8 timer og desuden foregår det hele fredag den 11. september mellem 15 og 23. For det andet er rammen for en stor del af stafetten anderledes. I stedet for sportspladsen ved Vittenbergskolen, vil der komme en base på Domkirkepladsen, ligesom den traditionelle lysceremoni vil foregå i Domkirken.

- I år skal der i højere grad være fokus på stemning end på tal, så jeg glæder mig helt vildt til, at vi kan bruge Domkirken. Det bliver et fantastisk punktum for den her anderledes stafet. De første år, vi arrangerede stafetten, var det min drøm, at vi kunne bruge Ribe Domkirke, men det var ikke muligt dengang, så det er spændende at vi kan bruge den i år, siger Morten Topholm, formand for Stafet for Livet Ribe.

Styregruppen arbejder på, at Ribe Domkirke skal danne ramme for en lysceremoni, som alternativt skal strække sig over tre timer, ligesom den traditionelle lystale bliver optaget på forhånd, så folk kan lytte til den via et headset. Tanken med den tre timer lange ceremoni er, at man således kan sprede antallet af mennesker, der vil forbi Domkirken til en tankefuld stund, ud over længere tid.

Opmærksomheden på fighterne vil trods den alternative afvikling fortsat være til stede. Styregruppen arbejder nemlig på en form for adskilt arrangement for dem for at vise, at der bliver tænkt på dem.

Annonce

Hold laver selv ruter

En anden ret anderledes ting ved årets Stafet for Livet er, at der ikke kommer en rute, hvor alle hold og deltagere skal gå og løbe i løbet af stafetten. Derimod er det tanken, at hvert hold skal lave deres egen rute der, hvor de holder til.

- Det her giver mulighed for, at holdene kan sætte rammerne for deres dag, ligesom de selv kan påvirke den med forskellige aktiviteter. Jeg håber, at både hold fra tidligere år og nye hold vil være med under de omstændigheder, og man må meget gerne tilmelde sig allerede nu, siger Morten Topholm, der også understreger, at man til enhver tid vil følge myndighedernes krav til forsamlinger og afstand.

Morten Topholm håber derudover, at der kan komme et godt samarbejde med Ribe Handelstandsforening i forbindelse med stafetten.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce