Annonce
Ugeavisen Ribe

Dykning efter skibsvrag og en kærlighed til østers: Emil er i høj grad passioneret omkring naturen

Emil Vesterager er naturvejleder på Vadehavscentret, hvor han naturligvis bruger en masse tid udendørs. Det gør han også i fritiden på blandt andet dykning og jagt med harpun - og gerne de to ting i kombination. Foto: René Aunsbjerg Fogh
28-årige Emil Vesterager vil allerhelst bruge tid udendørs på eksempelvis dykning, jagt, fiskeri og andet, der har med vand og natur at gøre.
Annonce

Vester Vedsted: 28-årige Emil Vesterager er ikke som mange af hans jævnaldrende. For Emil er naturen nemlig i høj grad, det han bruger sin tid på og det, han går op i.

- Naturen fylder alt det i mit liv, jeg selv kan vælge. Fritiden og arbejdet overlapper ofte hinanden, og der er rigtig meget nørderi i det, jeg beskæftiger mig med. Jeg elsker at være udendørs, og det er nok mine bedste barndomsminder og den bedste kvalitetstid med kanoture og fiskeri, der har tændt min interesse for natur, fortæller han og tilføjer, at han kan have svært ved at sidde stille og helst bruger tid på at dykke, snorkle, sejle, jage og fiske.

- Alt, hvad der handler om saltvand, bruger jeg tid på. Jeg har altid haft en fokuseret vidensbegærlighed omkring natur. Jeg gør ikke noget halvt. Enten går jeg fuldt ind i det og vil vide mest om det, eller også lige så godt lade være bruge tid på det, siger han.

Kort om Emil

Emil Vesterager er 28 år. Han kommer fra forskellige byer i Østjylland, men har boet i Vester Vedsted i knap 4 år, hvor han blev ansat på Vadehavscentret. I dag bor han i et nyligt købt hus sammen med kæresten Mette.

Han er uddannet uddannet biolog med speciale i østers og saltvand, ligesom han også har taget uddannelsen som naturvejleder.

Annonce

En vej med udfordringer

Emil er uddannet biolog og naturvejleder, men vejen mod uddannelsen har været fyldt med forhindringer i form af hans ordblindhed. Det har dog ikke hæmmet den stædige Emil.

- Jeg har nok kæmpet hårdere end andre for at nå mit mål, men det skyldes min stædighed og min nysgerrighed og interesse inden for natur. Jeg har vendt min diagnose til noget, der gavner mig i dag, og den trickede mig også til at vise, at jeg godt kunne nå mit mål, fortæller Emil Vesterager, der først skrev et speciale om østers i samarbejde med Vadehavscentret og siden blev fastansat på stedet.

Han har de seneste fire år fortalt mange gæster på Vadehavscentret om naturen, og det giver ham masser af tilfredsstillelse.

- Jeg er passioneret omkring naturen, og jeg vil gerne dele det med andre. Jeg er overbevist om, at jeg har fundet min rette hylde i at være naturvejleder, og jeg er også overbevist om, at jeg er god til at være det, fordi jeg brænder for det. Jeg får kick af at planlægge fede ture for gæsterne, siger han og understreger, at han er stolt af at have fået tingene til at lykkedes på det nye Vadehavscenter

Annonce

Dykning og madlavning

Natur og vand er som Emil fortæller også noget, der i høj grad præger det, han bruger sin fritid på. De årlige kanoture med familien blev vekslet ud med et jagttegn, så snart han blev 16 år, og derfra er det gået slag i slag.

- Det ene har vel taget det andet. Jagten på dykænder var noget af sjoveste, og derfra ville jeg gerne vide en masse om dem. Det gjorde, at jeg begyndte at dykke selv og fandt ud af, at det var ret sjovt. Jeg begyndte også at skyde med harpun, og i dykkerklubben mødte jeg flere spændende mennesker, som introducerede mig for at dykke ved skibsvrag. Det er noget eventyrer over det, og det er især interessant grundet historien og muligheden for både at fange fisk med harpun og skaldyr med hænderne samt muligheden for at se flotte omgivelser, fortæller Emil Vesterager og fortsætter:

- Det må også gerne være lidt ekstremt og svært at finde og komme ned til vraget. Derfor er det også nogen gange et antiklimaks, hvis alt lykkedes for godt, siger han med et grin.

Emil fortæller videre, at en ny interesse er spiret de senere år, og her er fryseren derhjemme et vigtigt redskab.

- Der er med tiden kommet en interesse i at lave mad. Jeg har altid synes, at det var fedt at fange fisk og skaldyr, når jeg dykkede, og da jeg studerede, spiste vi hummeren med ketchup og remoulade. Men nu tænker jeg mere over, at der godt må gøres lidt mere ud af det, når man står med en fancy råvare som en hummer. I hverdagen kunne jeg sagtens have en varieret kost på det, jeg kan fange, og det har også været en drøm, fra jeg var helt lille, at jeg kunne være helt selvforsynende, fortæller Emil Vesterager, som nu i det nye hus er begyndt at anlægge en urtehave.

Denne store havtaske på 22,5 kg fangede Emil i Norge, og det er den allerstørste fangst, han har gjort nogensinde. Privatfoto
Annonce

De skarpe

Tre ord der beskriver dig selv?

- Engageret, nørdet, passioneret

Hvilke tre ting ville du tage med til en øde ø?

- Harpun, jagtgevær og dykkermaske.

Hvad gør dig glad?

- Når jeg er udenfor, og når planer for en aktivitet lykkes. Når jeg fanger en stor fisk.

Hvad er din største last?

- At jeg vil for mange ting i mit liv, så jeg kan have svært ved at finde ro og slappe af.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Vester Vedsted?

- At der er langt til indkøb, for så bruger man mindre tid på at handle ind.

Hvis vi to skulle bruge resten af dagen sammen, hvad skulle vi så lave?

- Så skulle du med ud og fange pighvar med snorkelsættet på. Vi ville nok tage til Djursland og gøre det, og bagefter ville vi tilberede og spise dem.

Havtasken blev skudt med harpun, mens Emil dykkede. Privatfoto
Emil Vesterager bruger helst sin tid udendørs. Men han har været hjemsendt fra Vadehavscentret er tiden blandt andet gået med at bygge et hønsehus. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce